Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vil du købe en brugt golfklub af mig?

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus S. Høyer

Fore, fore!!!

Go’daw. Jeg hedder Lars Larsen – jeg har et godt tilbud til dig. Vil du købe en brugt golfklub af mig? Eller et firma, der sælger golftøj? Eller luksusgolfbiler? Lige så godt det er gået for den jyske købmand med dyner og puder, lige så træls er det gået på fairway og green. Faktisk er de fleste bolde røget i

bunkers. Himmerland Golf & Spa Resort i Nordjylland har givet underskud i flere år. Tøjselskabet Backtee giver underskud, og det samme gælder Garia, der fremstiller eksklusive golfbiler. Lars Larsen håber på, at denne uges store golfturnering vender udviklingen. På den anden side må han selv bestemme, hvad han vil bruge sine surt tjente penge på. Det er en milliardærs privilegium.

Genan-detalje til 830 mio.

Man skal ikke hænge sig i bagateller. Og det gør pensionsselskabet PKA da heller ikke, selv om selskabets kunder har tabt godt 830 mio. kr. på en elendigt styret investering i genbrugsvirksomheden Genan. Kunderne er sygeplejersker, socialrådgivere og andre faggrupper inden for social- og sundhedssektoren. Det er PFA-direktør Peter Damgaard Jensen, der beroligende siger til sine kunder, at det ikke får konsekvenser for deres pension. PKA har rigeligt store reserver. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen. Hvis nu PKA ikke stod til et tab på 830 mio. kr., så skulle selskabet heller ikke bruge af sine reserver, og så ville næstenmilliarden være kommet sygeplejerskerne til gode i form af en højere pension. Så helt ligegyldigt er det vel næppe, PKA? Det svarer trods alt til ca. 3.192 kr. pr. pensionskunde i runde tal. Det kunne man i sin tid få fire ”Viborg-dæk” for hos Genan-stifterens tidligere selskab.

Ældremalkning

På denne plads i avisen har vi ofte fundet grelle eksempler på, hvordan ældre medborgere behandles elendigt af bureaukratismen og kapitalismen. Bureaukratiet kræver, at man har et højt it-bundniveau. Mestrer en ældre borger ikke en computer eller har NemId er fanden løs. Det samme gælder hos kapitalismen. Bankerne og mange butikker bestræber sig på at gøre livet besværligt for ældre medborgere, der ikke bruger netbank eller er gearet til det pengeløse samfund. Senest melder TDC sig i den efterhånden uendelige række af chikanerier. Folk med fastnettelefon skal agere kassekredit for TDC, der nu kræver forudbetaling af fastnetabonnement. Tidligere på året har fastnetkunder oplevet en stigning i deres abonnement på 22 pct., og der er indført et brevgebyr på 348 kr. om året. Alt sammen designet til at malke ældre medborgere, som enten ikke vil eller magter at bruge en mobiltelefon. Ældrebyrden er i sandhed blevet til ældremalkningen.

Bovlamme løver interneres

Han virker ellers så rolig, FCK’s træner, Ståle Solbakken. Men da de fyraftensprofessionelle fra Hobro havde rundbarberet og latterliggjort de tamme løver i Parken med en sæk på 3-0, var det slut med den mere bløde lederteori. Der står trods alt over 100 mio. kr. på spil i de kommende kampe til Champions League. Fra sin tid i Tyskland hos FC Köln ved han, hvad der skal til. Så nu har han truet spillerne med internering på hotel før kampene, så han er sikker på deres rette fokus. Ståle er erklæret socialist, men kun til en vis grænse. Derfor annammer han også Lenins ord: Tillid er godt, men kontrol er bedre.

Mojn – a æ å ferie

Den tyske bilfabrik Daimler vil nu sørge effektivt for, at de ansatte holder fri i sommerferien. Fabrikkens 100.000 ansatte kan vælge at få en ”Ferie Assistent” slået til, så alle mails i deres ferie automatisk bliver slettet, skriver Financial Times. Daimler vil sikre, at de ansatte kan slappe helt af i ferien og ikke kommer tilbage til 372 ulæste mails. I stedet får afsenderen en besked om, at mailen er slettet samt et tilbud om at kunne kontakte en anden navngiven ansat. Tidligere har VW indført et stop for, at e-mails blev videresendt til ansattes bærbare Blackberry’er, når de havde fri om aftenen. Ordnung muss sein.

UGENS CITAT

”Vestjysk Bank ønskede at overtage os – nu går joken på, at vi kan overtage dem.”

(Birthe Dueholm, meddirektør i Fjaltring-Trans Sparekasse, der holder åbent hver mandag mellem kl. 16 og 18.)

Korkprop

Der findes korkpropper, som ikke kan holdes nede. Jesper ”Kasi” Nielsen er en af dem. Skat kan ikke lide ham, Pandora kan slet ikke fordrage ham, og det samme gælder en masse Janter i Danmark. Han er virkelig en af dem, de andre ikke vil lege med. Med undtagelse af Saxo Banks direktør/medejer Lars Seier Christensen og en håndfuld andre pengemænd. De har investeret i Kasi-Jespers nye smykkeselskab Endlesss, som han med nærmest rekordfart har bygget op til at være en alvorlig konkurrent til alle andre i smykkebranchen. Lars Seier har investeret »det største beløb nogensinde ud over Saxo Bank«, fortalte han forleden til Børsen. Det skal nok komme til at give profit. Desværre har Jesper Nielsen valgt at etablere sit selskab i Tyskland og ikke Danmark.

Varmt hos B&O

Sædet under B&O’s topchef Tue Mantoni bliver varmere og varmere. For tre år siden præsenterede han en aggressiv strategi, der skulle vende B&O i løbet af få år. Det lykkedes ikke. Og heller ikke regnskabet for 2013/14 viste en synderlig bedring. Omsætningen steg blot med 1,8 pct., men i år skal den vokse med 5 pct. Det syntes aktiemarkedet var for uambitiøst og sendte kursen ned. Det lyder heller ikke af meget, når Mantoni samtidig siger, at selskabet har en portefølje af produkter, der skulle være de bedste i mere end 10 år. Hvis ikke chefen leverer i de næste 12 måneder, så risikerer han at miste fjernbetjeningen.

Den uendelige finanskrise

Det virker lidt som ét skridt frem og to tilbage for væksten i Europa. Landene i Eurozonen kan simpelthen ikke trække sig fri af verdens efterhånden længste finanskrise. Senest har tal fra Tyskland givet panderynker og sendt renterne ned igen-igen. Det må være svært at være realkreditlånpusher og forsøge at overtale folk til at skifte lån. F3 og F5 lån bliver endnu billigere, og som boligejer skal man vel snart til at forholde sig seriøst til et F7 eller F10 og fastforrentede lån på 1,5 eller 2 pct. Det er et skidt tegn, selv om det letter i boligøkonomien.

Regnefejl?

Det er ikke nemt at vide, om man skal give aktieanalytikerne eller en række topdirektører en tudekiks efter halvårstallene. Solide kursryttere som William Demant, GN Store Nord og Novozymes fik tørre kurstærsk efter offentliggørelsen af deres regnskaber. Vi rekapitulerer lige. Novozymes øgede overskuddet før skat med 24 pct., og det gav et kursfald på 6,5 pct. GN gik frem med 20 pct., og aktien tabte 4 pct. William Demant gik tilbage med 3 pct. og mistede 7,4 pct. Hvad kan man så lære af det? At det er godt, at aktørerne på aktiemarkedet ikke driver virksomhed? At virkeligheden på direktionsgangen er en anden end på fondsbørsen? Eller at der er hysteriske direktører i virksomhederne og hysteriske kællinger på aktiemarkedet?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.