Selvhad, og så på norsk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når en forhåbentligt stor forsamling mennesker i dag vandrer gennem Nørrebro i København med kalot på hovedet i sympati med de jødiske ofre for det nyimporterede jødehad, bliver det uden støtte fra Enhedslistens rådmand i København, Morten Kabell. Han tager afstand til solidaritetsmarkeringen, fordi han mener, den i virkeligheden minder mest om den »den traditionelle muslimbashing«.

Udtalelsen er afslørende: Af hensyn til den magtfulde majoritet på Nørrebro bør man afstå fra at støtte den forfulgte minoritet. Andre fra venstrefløjen, også fra Enhedslisten, har vist større kløgt og erklæret deres støtte til kalotvandringen. Det er også svært andet.

Det fremragende initiativ, som det konservative medlem af borgerrepræsentationen Rasmus Jarlov har æren af, tegner dermed til at blive tværpolitisk, og er endnu et tegn på, at venstrefløjens samvittighedsløse multikultikurs bliver sværere og sværere at forsvare. Det kan vi takke den offensive danske værdidebat for.

I vores broderland Norge er situationen f.eks. helt anderledes. Jeg bliver engang imellem lidt rystet, når jeg hører mine norske meningsfæller tale henført om Danmark som et sted, hvor man på en helt anden måde står vagt om sin kultur og sin frihed, og lader meningerne brydes frit. Som om den blegrøde meningselite ikke også sidder tungt på magten herhjemme.

Men sandt er det, at der alligevel er forskel. I Oslo ser man ingen fra venstrefløjen gå i solidaritetsmarch for jøder, selv om det er lige så risikabelt at gå gennem Oslos indvandrerkvarter, Grønland, med kalot på hovedet, som det er på Nørrebro.

I norske medier vækker det heller ikke forargelse, når den politiske aktivist og læge Mads Gilbert kalder Israel for en ”terrorstat” og samtidig benægter, at Hamas er en terrororganisation. Det eneste, der forarger, er, at en så ædel mand udsættes for et hårdhændet, kritisk interview, og så oven i købet i et dansk medie.

Meget betegnende for den norske elites selvforståelse er den måde, hvorpå man markerer 200-året for den navnkundige Eidsvoll-forfatning.

Jeg havde selv fornøjelsen af at besøge den enestående smukke Eidsvoll-bygning sidste uge, men glæden over det fine museum blev spoleret ved at studere det officielle program for 200-års jubilæet.

Eidsvoll-forfatningen er trods alt et norsk klenodie: en fri forfatning, som en samlet norsk nation stod sammen om trods voldsomt ydre pres. Her er noget at være stolt af, og noget, der burde give anledning til besindelse på norsk kultur, identitet og historie.

Men første punkt på programmet var en ”somalisk aften”, hvor man kunne blive »kjent med somalisk historie og kultur«. Man skulle synes, det var mere påkrævet at gøre somaliere i Norge bekendt med norsk historie og kultur. Men nej, fejringen er, som det hedder det i programmet, ”inkluderende” og skal afspejle ”dagens Norge”.

Så når der indbydes til forfattercafé på Eidsvoll er det selvfølgelig forfattere ”med minoritetsbaggrund”, der inviteres.

Og når der skal laves en festlig multimediaforestilling, skal den tage udgangspunkt i »gadeoprøret som aktionsform«, med andre ord hylde pøbeloptøjer og civilisationsnedbrydning. Og når man bestiller et musikalsk værk til festlighederne, er det et black metal-band, man overdrager opgaven, så man er helt sikker på at være så langt fra Edvard Grieg som overhovedet mulig.

Det er tæt på at være tragikomisk, for selvhad og kulturnivellering bliver ikke kønnere af at blive udfoldet på norsk.

Men grundlæggende er det dybt sørgeligt at se vores stolte broderland i dén grad fornægte den fornemme arv, det har fået.