Fredelige stenkastere
Har vi demonstrationsfrihed i Danmark, når ballademagere kan afbryde en demonstration – og politiet i øvrigt syntes det forløb fredeligt?
”For at finde ud af, hvem der har magten over dig, så find ud af, hvem du må kritisere”.
Sådan sagde Voltaire, og det er en god lille øvelse.
Hvem er det omkostningsfrit at sige imod og hvem må du ikke kritisere? Hvilke ytringer kræver politibeskyttelse og hvilke ikke? Hvad må du demonstrere for og imod?
I fredags var der tre demonstrationer i København. På Rådhuspladsen en pro-palæstinensisk og på Christiansborg Slotsplads en pro-israelsk og på Nørrebro af holdte Hizb ut-Tahrir en støttedemonstration for Gaza.
Demonstrationen på Christiansborg Slotsplads arrangeret af Dansk Zionistforbund måtte hurtigt vige og tie og blev gennet i sikkerhed bag Christiansborg og de demonstrerende blev kørt bort i politiets køretøjer. Der var hujende og hadende Hamas-tilhængere, der gjorde alt for at modarbejde demonstrationen. Så dér røg den demokratiske rettighed.
Jeg var ikke selv tilstede, men har deltaget i to tidligere pro-israelske demonstrationer på Rådhuspladsen og som lignede vognborge i det vilde vesten med talstærkt politi i ring om de unge og gamle, som viftede med Israels flag på pladsen. Og det var lang tid før Gaza-krigen.
”Jeg var til fredsdemonstration i fredags, og vi måtte evakueres af politibusser, da vilde, blodtørstige arabere trængte sig frem fra alle sider. Ret vildt.” Sådan skrev en pige til mig, som selv havde været der. Og en anden beskrev ret chokeret det had, som ballademagerne lod komme til udtryk. En tredje deltager, som skulle have talt før demonstrationen blev afbrudt, beskrev det således på facebook: ”I dag erfarede jeg, at vi i Danmark ikke kan afholde en fredelig demonstration for fred. Cirka 280 grader rundt stod ballademagere med Hamasflag og det palæstinensiske flag og råbte, kastede med sten og var så truende, at politiet afbrød fredsdemonstrationen, og vi måtte gennes ud af en bagvej, hvor busser kunne bringe os i sikkerhed. Nej, jeg fik så ikke mulighed for at holde min tale. Vi havde palæstinensiske og israelske flag, fredsflag og både proisraelske og propalæstinensiske talere. Jeg bliver aldrig den samme igen og jeg er vred”. Organisationen Frit Iran, der var medarrangør, skrev, at demonstrationen ”blev opløst da politiet ikke længere kunne kontrollere de voldelige og aggressive moddemonstranter.”
Det var sanseindtryk fra stedet.
Politiets version er langt mere fredsommelig: ”Det er glædeligt, at det har været muligt at se så mange på fredelig og værdig vis har kunnet fremkomme med deres synspunkter i fredelige og velorganiserede demonstrationer - ros til arrangørerne.” sagde politiinspektør Jens Jespersen.
Det udtalte han i et det Ritzau-telegram, som gik aviserne rundt og dermed er den officielle version af fredagens begivenhed.
I går kunne man i JP læse en kommentar om, at det ikke var så fredeligt og i øvrigt en skamplet for dansk demokrati: ” På Christiansborg Slotsplads mødte vrede moddemonstranter op, hånede deltagerne, forsøgte at overdøve talerne med råb og bilhorn og kastede til sidst sten og – ifølge TV 2 – kanonslag mod politiet. Situationen var så tilspidset, at Israels ambassadør, der skulle have holdt tale, måtte opgive og kørtes væk af frygt for sin sikkerhed.”
Og så vender vi tilbage til den indledende konstatering fra Voltaire: den der må tie er undertrykt. Den der kan tale og råbe, har magten.
Der er to måder at konstatere, hvem der bestemmer I et samfund. Man kan gå juridisk og formalistisk til værks og læse loven og så kan for Danmarks vedkommende konstateres, at der er ytringsfrihed og demonstrationsfrihed. Den ret giver både grundloven, EMK og Lissabon-traktaten. Ligesom sovjetborgeren siden 1936 havde samme ret ifølge deres forfatning.
Så man kan også vælge at gå empirisk og sociologisk til værks, dvs. prøve at undersøge hvad der må siges og demonstreres for og hvad der ikke må siges eller demonstreres for. Så får man et andet billede. Så må der ikke demonstreres for pro-israelsk fred, for det forhindrer højere magter. Der må gerne demonstreres for Hamas og ingen truer her. Samme test kan tages med ytringer og livvagter. Eller med anmeldelser for overfald.
Den har magten, som de facto tvinger sin vilje igennem. Regler og paragraffer har ingen værdi, hvis de ikke efterleves.
Ordensmagten syntes, det gik fint den fredag.