Forståeligt og uforståeligt had til Israel

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at det ikke er en samlet vestlig opinion, der bakker Israel op i denne tid. Man kan kritisere Israel for mange ting gennem tiden, og jeg hører ikke selv til de inkarnerede Israel-forsvarere, men når et lille land forsvarer sig mod systematisk aggression fra en terrororganisation, så kalder det på alle civiliserede menneskers sympati og opbakning.

Alligevel er modviljen mod Israel voldsommere end nogensinde før på venstrefløjen og i de talende klasser. Så voldsom, at det begynder at give mening at tale om en egentligt uvilje, for ikke at tale om et had til Israel.

Hadet er pakket ind i pæne gloser: Selvfølgelig må Israel gerne forsvare sig selv, hedder det, men når israelerne så faktisk gør det og forsøger at ramme Hamas' våbenlagre, udskriges de til statsterrorister, der ikke har andet ønske end at dræbe små, uskyldige børn. Veluddannede, begavede mennesker, der opfatter sig selv som hyperkritiske mediebrugere, æder Hamas' propagandametoder råt og nægter at se i øjnene, at Hamas bruger palæstinensere som bombeskjolde for at producere billeder, der kan fremstille israelerne som blodtørstige og hjerteløse.

Alle begræder de civile tab, men alle voksne mennesker ved også, at det er svært at undgå civile tab i en krig, især når man er oppe imod en så kynisk, menneskeforagtende modstander som Hamas.

Optræder Israel skændigt pga. de tragiske civile tab i Gaza, optrådte England også skændigt pga. bombningen af Shellhuset under besættelsen og det deraf følgende tragiske fejlbombardement af den franske skole.

Sagen er faktisk ganske klar, når man skræller den antiisraelske agitation væk, og ser på de nøgne fakta.

Derfor er den egentlige gåde for mig, at så mange vælger side imod Israel. Er det et udslag af den gamle venstrefløjspacifisme, der får gymnasielærere til at se rødt alene ved tanken om en forsvarskrig? Nej, det samme segment støttede aktivt Vestens krig mod Serbien i 1990'erne trods tilsvarende civile tab.

Er der tale om en latent antisemitisme?

Det tror jeg heller ikke på. Tværtimod virker det, som om uviljen mod Israel næres af, at Israel er Vestens ven og er præget af vestlig frihed, vestligt demokrati og vestlige rationelle handlingsreaktioner.

Den lille demokratiske ø i Mellemøsten er på den måde offer for forskudt vestligt selvhad. En følelse, der i sin kerne er destruktiv og irrationel.

Der er til gengæld ikke noget irrationelt over den anden og selvfølgelig langt uhyggeligere form for Israel-had, der præger medierne disse dage. Den gudhjælpemig danske imam Abu Bilal, der så bønligt har bedt Allah om at dræbe ”zionister”, har efterfølgende selv erklæret, at hans dødsbøn er ”normal”.

Det har han sandsynligvis ret i, for man kommer ikke udenom, at jødehadet har været en integreret del af koranbaseret islam siden Muhammed udryddede jøderne i Medina, og Koranen omtalte Abrahams børn som aber og svin, som de rettroende ikke burde tage til venner (sura 5:51).

Det islamistiske jødehad er i den forstand forståeligt og ikke spor overraskende.

Det uforståelige er, så handlingslammet danske politikere og myndigheder reagerer på dette dybt uhyggelige fænomen.

Integrationsministeren har erklæret, at det ”ikke er i orden”, at imam Bilal indirekte opfordrer til drab på jøder. Og lader det blive ved det.

Men barbarer i nattøj som Abu Bilal er fløjtende ligeglade med Manu Sareens formaninger.

Der skal handling bag ordene, for stopper vi ikke barbaren, er i selv skyld i barbariets hærgen.