Der må være en grænse...!
"Det grænseløse Europa", som Schengen-Traktaten indførte, er blevet den folkelige og retspolitiske katastrofe, som Dansk Folkeparti forudså og som vi, med piber og trommer, advarede imod i 2001.
Men Folketingets kronisk forblindede EU-flertal - Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale, SF og De Konservative - var ligeglade: "Det vil blive ganske vidunderligt", sagde de, "for så kan vi jo køre frem og tilbage over grænsen uden at skulle vise pas..."(!)
Joh, såmænd - det var da rigtigt nok, men de glemte altså lige at fortælle, at der samtidig var en hel masse andre, af mere tvivlsom karakter, som også kunne køre "frem og tilbage over grænsen uden at skulle vise pas..."
Om politikerne så har ændret opfattelse nu, hvor virkeligheden for længst så har overhalet drømmerierne? Nej, det har de ikke. De synes stadig, at det er alletiders idé med en grænse, hvor illegale indvandrere, narko,- og våbensmuglere, kriminelle af enhver art bare frit kan drøne frem og tilbage over grænserne.
I DF ved vi, hvilken vej vi må og skal gå: Danmark skal udtræde af Schengen-Traktaten, og genindføre vor gode, gamle grænsekontrol - med toldere og politifolk. Og vi tager gerne en folkeafstemning om den sag!
Hvorfor… ? Jo, for næst efter Udlændingeloven af 1983, er Schengen-Aftalen af 2001 den, i særklasse, mest landsskadelige lov, der er indført i dette land siden 1945. Og så har Schengen-Aftalen tre afgørende, negative egenskaber:
1) Der var intet som helst behov for at indføre den.
2) Den har på alle måder dramatisk forværret situationen.
3) Den er en virkelighedsfjern ideologi, skabt af fjogede drømmere.
Jeg skønner, at det danske folk for længst har fået nok. Og derfor bliver det et af de allerførste krav, der fra DFs side vil blive stillet til en ny regering, hvis vi en dag skulle være så heldige igen at få noget at skulle have sagt, en genindførelse af grænsekontrollen.
I første omgang i form af toldere ved grænserne: En permanent - 24 timer i døgnet - toldkontrol. Vi genetablerer fysiske kontrolsteder såvel ved grænserne til Tyskland og Sverige - samt i alle danske havne og ved alle danske lufthavne. Som vi havde det i ganske få måneder i 2011, indtil den røde regering kom til.
I anden omgang tager vi så fat på processen med udmeldelse af Schengen-Aftalen, gerne efter en folkeafstemning, således, at der påny kan komme gode danske politifolk på grænsen og således, at ingen vil kunne komme ind i Danmark uden gyldigt pas. Kort sagt: Der må være en grænse...!
Med venlig hilsen
Søren Espersen