Erhvervslivet er Danmarks vigtigste ressource

Mange har glemt, hvor pengene tjenes.

Som borgerlig politiker får man ofte skudt i skoene, at man er erhvervslivets og kapitalismens lakaj - og jeg vil gerne medgive, at dette er sandt.

Jeg ER kapitalist, da kapitalisme har lagt grundstenene for den velstand vi har i dag - og jeg VIL kæmpe erhvervslivets sag, da det er erhvervslivet, der skaffer arbejdspladser til danskerne.

Det er erhvervslivet, der skaffer penge ind over grænserne via eksport. Det er erhvervslivet der er nøglen til vækst og dermed velstand - og velstand er en forudsætning for velfærd. Gode vilkår for erhvervslivet er til gavn for hele Danmark.

Dog tænker jeg ikke på støttekroner. Faktisk er jeg og mange andre borgerlige imod 'pick-the-winner'-strategien, hvor staten via skattekroner "udpeger " hvilke industrier, vi skal leve af i fremtiden.

Det, der hjælper er lavere skat både på medarbejdere og på virksomhederne, afskaffelse af gebyrer og afgifter - og ikke mindst en nedbringelse af de administrative byrder.

Sidstnævnte leder mig hen til en beretning, som jeg har fået fra en god bekendt, som er arbejdsgiver, og som nu er ved at opgive kampen mod en del af bureaukratiet - nærmere bestemt mod de kommunale jobcentre, og helt konkret Jobcenter København.

Nu skal det endda siges, at min bekendt har en universitetsuddannelse og almindeligvis har følt sig i stand til at agere i det offentlige system - men beslutningen om at oprette et løntilskudsjob i virksomheden og dermed hjælpe en ung ledig i gang, den har vist sig at være nærmest håbløs. Læs beretningen - og så håber jeg, at der er nogle som måske kan se, at bureaukratiet har spredt sig for meget:

"En dag i A-klassen...

Min store misere ligger i, at jeg er direktør for en lille erhvervsdrivende fond med 4 ansatte. I den forbindelse fik jeg tilbage i februar en henvendelse fra en ung arbejdsløs kandidat fra KU Life, som mente, at han kunne bidrage med noget i forhold til vores virksomhed.

Det lød interessant - og selv om vi er en lille virksomhed uden de store ressourcer - fik vi sat en praktikaftale op, der startede 1. marts. Det var en positiv oplevelse. Vi fik en medarbejder som reelt kunne bidrage med værdi til virksomheden og derfor var det sådan set fint for os, at vi også skulle bruge ressourcer på oplæring.

2 uger inde i praktikforløbet bliver vi derfor enige med den pågældende om, at vi skal forsøge at fortsætte samarbejdet i et job i 6 måneder med løntilskud. Det er jo en smart ordning, som gør det muligt for os at få en medarbejder ud i en periode - som vi ellers ikke ville have råd til - mens til gengæld den pågældende får noget erfaring og i det konkrete tilfælde føler jeg mig ret sikker på, at det også kunne føre til et reelt job hos en af vores kunder.

Naturligvis skal der i regelrette Danmark udfyldes et pænt ansøgningsskema for at få godkendt sådan en løntilskudsordning, så det gør vi den 16. marts og sender til Jobcenter København. En uges tid senere - 22. marts - skriver Jobcenter København så tilbage, at de lige skal bruge et regnskab, hvilket vi selvfølgelig indsender samme dag.

Herefter starter ventetiden så. Først tålmodigt - vi ved jo at ting kan tage tid - siden lidt mere utålmodigt. I hvert fald tillader jeg mig at ringe til Jobcenter København efter 14 dage - i starten af april.

Hér begynder morskaben så.

For det første, så er det jo aldrig helt let at få kontakt med Jobcenter København - først ender man hos et kundecenter, som man indledningsvist skal overbevise om at man faktisk er arbejdsgiver. Som arbejdsgiver har man nemlig lov til at ringe hele dagen - mens arbejdssøgende kun må ringe mellem 10-11 og 13-14. - så det er dog muligt at komme i kontakt med en medarbejder efter gennemsnitligt kun ca. 10 min. ventetid. Men, det er bare sådan at det jo er en ny medarbejder man får fat i hver gang og det der med at blive stillet rundt til en anden - næ, nej.

I perioden primo april til ultimo maj ringer jeg således SEKS gange til Jobcenter København og taler hver gang med en ny medarbejder, som på høfligste måde fortæller at vedkommende ikke har noget med sagen at gøre, men straks vil sørge for at der er en anden som ringer tilbage SENEST dagen efter. Ikke én eneste gang bliver jeg dog ringet op!

Den 20. april er der dog en medarbejder som udleverer mig en e-mailadresse direkte til en medarbejder "som skulle sidde med sagen" - jeg skriver selvfølgelig straks til både den adresse og til "hovedadressen" - det gør jeg 20, april, 27. april og 3. maj - der kommer intet svar!

Så må jeg jo prøve at ringe igen.

Efter en del vedholdende opkald i løbet af en hel dag, så dukker der så nye oplysninger op fra en medarbejder. Første oplysning er, at "i følge systemet" så har man endnu ikke modtaget vores regnskab - det er så 6 uger efter at det er sendt ind, hvilket jeg naturligvis har en kvittering for, og uden at man tidligere har nævnt noget om det... anden oplysning er, at i mellemtiden så er den pågældende arbejdssøgende "henvist til anden aktør" - det er sket 30. april, altså 6 uger efter vores ansøgning om løntilskudsjob. Det er derfor meget muligt - bliver jeg oplyst - at hele sagen så er overdraget til denne aktør, så jeg kan jo prøve at ringe til dem.

Dog er der så lige det problem, at det ikke tydeligt fremgår af sagen hvilken aktør det drejer sig om - det kan være enten aktør A eller aktør B. Det må jeg så selv ringe og spørge de pågældende om.

Så jeg ringer videre - og finder i den forbindelse ud af, at det hverken er aktør A eller aktør B som vedkommende er henvist til - men derimod til en helt tredje aktør - aktør C.

Her er man dog meget velvillige til at se på at få arrangeret et løntilskudsjob - man skal bare lige have fat i sagen fra Jobcenter København inden man kan gøre noget!

Så her står sagen ca. 2 måneder efter, at jeg i min naivitet tænkte, at det kunne være en god og samfundsnyttig gerning at få en ung arbejdsløs ud i et jobtilbud.

Jeg - en ellers rimelig ressourcestærk, veluddannet arbejdsgiver - må ganske enkelt se mig slået af systemet. Bureaukratiet er så uigennemtrængeligt at der intet andet er at gøre end at læne sig tilbage og give sig fuldstændigt i systemets vold. Måske finder man en dag sagen og sender en tilfældig medarbejder ud i et løntilskudsarbejde hos mig - måske aldrig. Måske finder den medarbejder jeg gerne ville have haft en dag et andet arbejde - eller måske opgiver han også og stiller sig tilfreds med passiv forsørgelse.

Mit eneste håb nu, er at en dag vil barmhjertige politikere nedlægge de kommunale jobcentre. Det er jo alligevel A-kasserne som klarer udbetalingerne - så ingen grund til at give arbejdsløse og arbejdsgivere naive forhåbninger om at jobcentrene på nogen måde skulle kunne bidrage med at finde løsninger for de arbejdsløse."

... det er altså den måde, som vi behandler virksomhederne - og ikke mindst de arbejdsløse - på i dagens Danmark. Det er den store altomfavnende velfærdsstat, der skaber et sådant bureaukrati at arbejdsløse, syge og sociale klienter nok skal blive fastholdt i systemet - og det er der faktisk seriøst politikere som mener er BEDRE end at afbureaukratisere og liberalisere. Der er seriøst politikere som mener, at det er bedre at drukne ALLE i bureaukrati og velfærd end at slippe folk fri - og så leve med en lille risiko for, at en enkelt skulle falde i gennem sikkerhedsnettet.

Det er nok passende at slutte med et Poul Schlüter-citat: "Vores sociale sikkerhedsnet må gerne være fintmasket, så vi kan opfange de sande sociale nødstilfælde - men vi skal ikke alle havne i nettet!"

Den tid er desværre forbi, hvor vi IKKE alle havner i nettet - spørgsmålet er om vi er nok, der har modet til at rette op på det?