Hvis Claus Hjorts kone var lokofører

For nylig udtalte tidl. finansminister Claus Hjort Frederiksen, at gymnasiereformen var det han fortrød mest fra de sidste ti års VK-regering.

Det er blevet luftigt med al den tværfaglighed og eleverne mangler ”et fundament af faglighed” i de basale fag, mener Claus Hjort. Med valgfriheden følger også, at mange vælger ”bløde” fag som kommunikation og mediefag, mens DTU savner elever med kundskaber i de naturvidenskabelige fag.

Claus Hjort mener ligefrem, at VK-regeringen blev grebet af en ”psykose”!

”Det skulle være så moderne. Man har lagt for megen vægt på formen. Man er grebet af, at vi her i landet er dygtige til at samarbejde og er kreative, og at eleverne er kritiske og stiller spørgsmål. Det er jo så fint. Men det skal hvile på et fundament af faglighed. Hvad det angår, er reformen skudt ved siden af, hvis vi i en fremtidig verden skal kunne konkurrere med kinesere og koreanere.” (Weekendavisen 4/11 2011).

Samtidigt undskyldte Claus Hjort i et interview sin kritik, da han er ”lidt partisk, fordi min kone er gymnasielærer”.

Altså, VK-regeringens største fadæse har Claus Hjort viden om gennem sin kone. Blikket til samfundet går gennem ægtefællens erfaringer. Har politikere ikke andre vinduer til den livsverden, som almindelig danskere befinder sig i?

Hvis nu Claus Hjorts kone havde været lokofører, havde ministeren fået et indblik i en virkelighed med overfyldte tog der aldrig kører til tiden og med mange sure passagerer. Som om det skal være forbundet med størst muligt besvær at komme på arbejde og skabe velstand til Danmark. Eller tænk hvis konen havde været læge eller sygeplejerske og ministeren derfor havde autentiske beretninger fra sygehussektoren at vurdere sin politik på. Eller hvis fru Frederiksen havde været økonom i en eksportvirksomhed med dagligt ansvar for at skulle konkurrere på verdensmarkedet med et tårnhøjt omkostningsniveau i form af et gigantisk skattetryk i Danmark?

Det kunne have givet mange psykoser!

Det klassiske ideal af en politiker, som fremstillet af Platon i Staten, er en uden familie og uden formue. For hvis man har kone, børn eller slægtninge, vil disse typisk skulle tilgodeses. Så har vi nepotismen. Også særinteresserne er den store frygt, som særligt gør filosofferne egnet til at regere staten, fordi de kan sætte sig ud over disse smudsige motiver. Statens ledere må fungere som politiske dyr kun tænke på fællesskabets ve og vel og være uden personlig forbindelse til den jordnære virkelighed.

Er det tilfældigt, at Claus Hjort Frederiksens fejlerkendelse falder sammen med, at på det felt har han via hustruen praktisk erfaring?

Claus Hjorts psykose blev hurtigt rettet af Venstres uddannelsesordfører Peter Juel Jensen, der ud fra intentionen forklarer gymnasiereformens succes: ”Målet med reformen har været at styrke gymnasiet og give de studerende de kompetencer, vi sætter højt”.

Som Hannah Arendt skriver: At tage intentioner som en beskrivelse af virkeligheden er begyndelsen på det totalitære. Reformen vil det gode, og derfor støtter vi den!