Hvad pokker laver 16.943 somaliere egentlig i Danmark....?
Det var ikke så meget det, at en gruppe af dem havde snydt i skat - det er der såmænd så mange danskere, som også excellerer i, - næh, det der fik mig til at studse over, hvad 16.943 somaliere egentlig laver her i Danmark frem for at være hjemme i Somalia, var Jyllands-Postens sidehistorie til den store historie om skatten.
I artiklen, "Somaliere er de mindst integrerede i Danmark", berettes, at det somaliske samfund i Danmark er et totalt parallelsamfund, bestående af mennesker, som fuldstændigt har isoleret sig fra det omkringliggende land, og hvor familien og klanen styrer. En forsker ved Roskilde Universitet, Shahamak Rezael, siger til avisen, at det i bund og grund handler om, hvor migrant-familier lægger deres solidaritet, idet hun om somalierne siger, at "det ser ud til, at de tænker mest på mig-og-mine - og derved lever i en parallel tilværelse".
Avisen oplyser, at somalierne er helt adskilt fra andre indvandrergrupper ved at have et stort, systematisk penge-indsamlings-univers, hvorfra millioner af kroner hvert år, via Dubai, sender formuer af sted til klanen i Somalia. Forskeren fra Roskilde siger i den forbindelse, at denne trafik er med til at understrege, at somaliernes solidaritet er afgrænset til deres netværk i hjemlandet.
Jyllands-Posten fortæller videre, at somalierne i uhyre ringe grad er på arbejdsmarkedet og at de isolerer sig i ghettoer, hvor de kan fortsætte med deres somaliske liv - fuldstændig uden forbindelse til os andre.
For mig, der har læst Aayan Hirsi-Alis bøger, og som har interviewet den stærke og modige kvinde, blandt andet om netop denne særegne somaliske verden, får Jyllands-Postens artikler med yderligere rystende informationer mig til yderligere at undres.
* Jeg undrer mig over, hvorfor vi overhovedet har somaliere boende her i landet, når de ikke har den fjerneste interesse for Danmark eller for det danske folk. * Jeg undrer mig over, at Danmark underholder og forsørger en kæmpe gruppe af mennesker, som kun har foragt til overs for os og vores levevis. * Jeg undrer mig over, hvorfor somalierne ikke bare rejser hjem, når hele deres liv, færden, tanker, sprog - og indsats i øvrigt - er i Somalia. * Ja, jeg undrer mig i det hele taget over, hvad pokker 16.943 somaliere egentlig laver i Danmark...
Med venlig hilsen Søren Espersen