"Helte kæmper som grækere..."

Scene 1 - "Mod": Det var Churchill, som - overvældet af beundring over den græske modstand under de italienske og tyske invasioner - udtalte: "Fremover vil verden ikke sige, at grækerne kæmper som helte, men at helte kæmper som grækere".

Scene 2 - "Demokrati": Oldtidens Grækenland - Hellas - er sammen med kristendommen regnet som den vigtigste grundlæggende kultur for hele den vestlige civilisation - på sprog, på filosofi, på videnskab, på politik, på uddannelse, på kunst, på arkitektur - og blev katalysator for den europæiske renæssance. Og så gav grækerne verden den mægtige gave: Ordet og begrebet "demokrati".

Ja, "Mod og Demokrati".... Og så læg dertil en ordentlig portion national stolthed, stædighed og frihedstrang; så er der en slags forklaring på det moderne græske drama, som i disse måneder udspiller sig, som vi andre med tilbageholdt åndedræt, uroligt følger.

Det, der i starten vist hos os alle var en stærk irritation over, at græske politiske ledere i en årrække, uansvarligt og korrupt, havde spillet fandango med statens finanser, er blevet ændret til en varm beundring for det ufattelige mod, det græske folk nu viser. Hvordan tør de dog?! Og hvorfor gider de dog?!

For de ved jo med usvigelig sikkerhed, at den vej, de er slået ind på, vil føre til statsbankerot og udelukkelse af Euro-Zonen. De véd jo, at stort set hver græker, som har værdier, vil miste halvdelen af alt, hvad de ejer og har, hvis Drachmer bliver genindført. Og at de grækere, som kun har gæld, vil få deres gæld mindst fordoblet. Grækerne véd, at der forude ligger en årrække af fortvivlende smalhans, ja, måske ligefrem fattigdom.

Hvorfor vælger grækerne dog denne usikre fremtid - frem for at lade sig forsørge af Frankfurt? Hvorfor vælger mon kanariefuglen den barske og foruroligende frihed frem for trygheden og den lokkende overflod i sin store, lækre voliere, hvor den kunne have hygget sig sammen med alle de andre?

Ja, vi danske tryghedsnarkomaner, som forlængst har ladet mageligheden råde, fatter jo ikke en brik af det: "Hvor ER de dog utaknemmelige, de grækere! Efter alt det, vi har givet dem. Efter alt det, vi har beredt for dem. Vi kunne alle have hygget os sammen. Og dette er så takken..."

Jeg er i forbindelse med den seneste græske valgkamp gået hen og blevet imponeret af venstrefløjspartiet Syrizas leder, Alexis Tsipras.

Hans parti er mildt sagt ikke noget at samle på. Det er et latterligt sammenrend af en række miserable partier - kommunister og andet skidtfolk, men Alexis Tsipras har de gange, jeg har oplevet ham på TV og læst interviews med ham, markeret sig som en politiker med substans og integritet.

Syriza, som i dag er landets næststørste parti, står til at blive størst ved valget i juni, hvorefter Alexis Tsipras bliver statsminister. Tsipras vil faktisk ikke være noget dårligt bytte for grækerne - ovenpå den perlerække af korrupte og slaske-slappe ledere fra Pasok og Ny Demokrati, som i årtier har hyppet deres egne kartofler og blæst på Grækenland.

Tsipras største fortjeneste ind til nu er dog, at han klart og tydeligt har fortalt bureaukraterne i Bruxelles og pengemændene i Frankfurt, at de græske vælgere skal respekteres. Til stor irritation for disse bureaukrater og pengemænd, som udadtil er pæne, men hvis indre svinehund jo i stor stil foragter demokratiet. For EU er demokratiet i det hele taget til irritation...

Så, hvem ved, måske er det grækerne - helenerne - som endnu engang skal give Europa denne mægtige gave: Ordet og begrebet "demokrati". Nu, hvor alle vi tryghedsnarkomaner forlængst har svigtet...

Herfra skal lyde et Good Luck til Grækenland og det tapre græske folk. Jeg ser frem til at bruge en masse drachmer på min næste mange ferier i Grækenland - og derved, på beskedent plan, gøre mit til at sætte gang i græsk økonomi efter det EURO-kollaps, som nu synes uundgåeligt. Og husk: "Helte kæmper som grækere...!"

Med venlig hilsen Søren Espersen