Kvinderne skal selv gå den sidste mil

I morgen den 8. marts er det kvindernes internationale kampdag, der markerer mere end 100 års kvindekamp for frihed og ligestilling. Som ung kvinde er jeg mig yderst bevidst om, at vi skylder vores mødre og bedstemødres generationer uendeligt meget for den kamp, de har taget igennem årene. At den 8. marts fortsat markeres som en vigtig mærkedag i det danske demokrati, er derfor helt på sin plads.

Jeg har det dog lidt anstrengt med spørgsmålet om, hvad vi skal bruge den 8. marts til at råbe op om. Selv som et meget politisk menneske, har jeg svært ved at hidse mig op over nutidens feministiske paroler. Og det skyldes ikke, at jeg mener, at alle problemer er løst, og at der ikke længere findes udfordringer for ligestillingen i dagens Danmark. Nej, tværtimod. For det er problematisk, at kvinder stadig er lidt af et særsyn på direktionsgangene og de magtfulde bestyrelser i erhvervslivet. Og jeg bliver vred over statistikker, der målsikkert dokumenterer,

at danske kvinder systematisk får mindre i løn end mændene. Altså ulige løn for lige arbejde. Endelig synes jeg det er helt ude i skoven, at vi nu er røget ind i en samfundsudvikling, hvor danske mænd tager mindre og mindre barsel i stedet for mere. Konsekvensen er, at kvinderne kommer bagud på arbejdsmarkedet.

Så det er ikke fordi, vi ikke har kønsrelaterede udfordringer i Danmark anno 2014. Men problemet er, at flaskehalsen peger også på os selv. I modsætningen til 70’ernes kvindekamp, er der ikke længere en ydre fjende i form af konservativ patriarkalisme og sexistisk mandschauvinisme, som vi kan rette vores vrede mod. Tværtimod er vi nødt til at hanke op i egen barm, hvis vi vil gå den sidste mil mod et ligestillet samfund.

Rødstrømpernes succes var en insisteren på, ”at det private er politisk”. At den måde kvinderne blev behandlet på i samfundet, ikke var et spørgsmål som lod sig begrænse til hjemmets fire vægge. Men i dag er det helt modsat. Når diskussioner om øremærket barsel kommer på bordet, er reaktionen ofte, at det da må være noget, man selv finder ud af i de enkelte familier. Og her går kvinderne selv forrest.

Personligt er jeg stor fortaler for øremærket barsel. Det er et problem, at det for så mange mænd enten er økonomisk- eller praktisk besværligt at tage barsel. Men det nytter jo heller ikke noget, at kvinderne ikke er parat til at tage kampen op og insistere på en mere ligelig fordeling af barslen.

I det hele taget mener jeg, at tiden er inde til, at vi kvinder losser os selv i popoen for at få indflydelse og træde op af samfundets stige. Der skal selvfølgelig være forskel på mænd og kvinder, andet ville være kedeligt. Men jeg mener nu alligevel, at vi som kvinder nogle gange skulle tage lidt ved lære af mændene. Verden ville se anderledes ud, hvis kvinderne kollektivt droppede kagebagningen og det organisatoriske arbejde. Kvinderne skal insistere på at sidde med ved bordet, når der skal fordeles magt og laves strategi.

En anden ting er kammerateri, som ofte er en beskyldning der fyger, når talen falder på det mandsdominerede samfund. Og det er da også rigtig nok, at mange mænd er påfaldende gode til at hjælpe hinanden frem i karrieren. Men problemet er måske også, at mange kvinder er påfaldende dårlige til det. En moderne feminisme burde passende indebære, at flere kvinder indgår i professionelle alliancer i stedet for at betragte hinanden som konkurrenter.

Ligeløn og en fair fordeling af barslen kan bringe os vidt, og er initiativer jeg gerne ser gennemført politisk med opbakning fra arbejdsmarkedets partnere. I sidste ende, er det dog os selv, der må få lidt mere røv i bukserne, og gå den sidste mil alene.