EUs omfordeling og den europæiske merværdi...

Der er underligt tavst om EU's Revisionsrets seneste årsberetning og gennemgang af EU's regnskab for 2010. Der er ellers rigeligt at tale om. 3,7 % af midlerne er forkert anvendt og for en række budgetområder nærmer fejlfrekvensen sig 50! Ofte får vi at vide, at EU realiserer formål, som medlemslandene ikke kan nå alene. En gennemgang af de særberetninger, som Revisionsretten de seneste år har udgivet, giver dog et noget anderledes billede.

Der er grund til at se nærmere på, hvad EU bruger pengene på. Gang på gang hører vi om, at der er stor europæisk synergi i at lade EU finansiere diverse projekter. Jeg vil her gengive uddrag af Revisionsrettens seneste rapporter, hvor resultaterne af eu-finansierede projekter opgøres. De angivne citater er uddrag af de enkelte særberetninger og giver ikke i sig selv noget fyldestgørende billede. Ikke desto mindre giver de en indikation af den generelle merværdi af eu-projekter.

Særberetning 08/10 om bedre transportpræsetationer på de transeuropæiske jernbaneakser. Rapporten konkluderer, at "jernbaneydelserne på de konventionelle linjer til transport af både personer og gods var under det forventede niveau".

Særberetning 09/10 om anvendelse af EU's strukturforanstaltningsmidler til forbedring af vandforsyningen til husholdningsbrug bedst muligt. Rapporten konkluderer, at "midlerne kunne havde været brugt bedre og at behovsprognoserne ikke tog højde for de nedadgående tendenser i vandforbruget og for alle de allerede tilgængelige vandressourcer. Desuden var der ingen opmærksomhed på andre løsninger såsom reduktion af vandtab. I samtlige projekter var der omkostningsoverskridelser og forsinkelser".

Særberetning 11/10 om Kommissionens forvaltning af generel budgetsøtte til AVS-stater og lande i Latinamerika og Asien. Rapporten konkluderer, at der "var svagheder i forvaltningen af GBS-programmerne i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-staterne) og landene i Asien og Latinamerika. Der var behov for at forbedre den eksterne rapportering. Resultatmålene var ikke i tilstrækkelig grad presset til de specifikke forhold i landene og de var ofte upræcise".

Særberetning 12/10 om EU´s udviklingsbistand til almen grunduddannelse i Afrika syd for Sahara og i Sydasien. Rapporten konkluderer med hensyn til at forbedre uddannelsens kvalitet, at "kun få at de tilsigtede forbedringer blev gennemført. De nationale ledelsesinformationssystemer vedrørende uddannelse, som Kommissionen benyttede, gav imidlertid ikke tilstrækkelig pålidelige og rettidige oplysninger".

Særberetning 13/10 om det nye europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument i Sydkaukasus. Rapporten konkluderer, at "det altdominerende redskab, sektorspecifik budgetstøtte, ikke var tilstrækkeligt godt forberedt, hvilket indvirkede negative på resultaterne".

Særberetning 1/11 om dekoncentreringen af Kommissionens forvaltning af bistand til tredjelande fra hovedsædet til delegationerne. Rapporten konkluderede, at "delegationerne ikke i tilstrækkelig grad havde overvåget bistandsinterventioner på stedet, selv om de større muligheder for sådan overvågning var en af de potentielle fordele ved dekoncentreringen".

Særberetning 2/11 om opfølgning af særberetning nr 1/2005 om forvaltning af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig. Rapporten konkluderer, at "Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) havde implementeret 2 af de 17 anbefalinger, som Retten gav i sin rapport fra 2005. Trods en række foranstaltninger for at forbedre undersøgelsernes produktivitet, var der kun langsomt sket fremskridt".

Særberetning 4/11 om SMV-garantifaciliteten. Rapporten konkluderer, at "omkring 1/3 af lånene gik til projekter, som ville have været gennemført selv uden lånene, og at kun 12 % blev ydet til SMV´er som brugte dem til at investere i innovation. Desuden var det ikke dokumenteret, at garantifaciliteten havde tilført EU-merværdi".

Særberetning 5/11 om enkeltbetalingsordningen. Rapporten konkluderer, at "der blev anvendt 20 forskellige modeller og varianter. Dette forhold forhindrede den tilsigtede forenkling af indkomststøttenordningen i at få fuld effekt".

Særberetning 7/11 om støtten til miljøvenligt landbrug. Rapporten konkluderer, at "målene for programmet var for upræcise til at deres opfyldelsesgrad kunne måles, at politikken ikke var udformet og overvåget så den gav mærkbare miljøfordele".

Særberetning 8/11 om inddrivelse af uretmæssige udbetalte beløb under den fælles landbrugspolitik. Rapporten konkluderer, at "i perioden 2006-2008 var ca. 90 % af de inddrivelser af uberettiget udbetalte beløb, der var opført i EU´s årsregnskab, midler, som Kommissionen havde debiteret medlemsstaterne og ikke inddrivelser fra modtagere af uberettiget udbetalt støtte. Dette beskyttede EU´s finansielle interesser, men havde ikke samme afskrækkende effekt som inddrivelse af et beløb fra en støttemodtager, som havde modtaget uberettiget".

Særberetning 9/11 om EFRU-støttede e-forvaltningsprojekter. Rapporten konkluderer, at "den samlede effektivitet var begrænset af manglende fokus på at opfylde prioriterede behov for udvikling af e-forvaltning".

Særberetning 10/11 om ordningerne for skolemælk og skolefrugt. Rapporten konkluderer, at "skolemælksordningen stor set var ineffektiv og havde en meget begrænset effekt. Det skyldtes navnlig, at ordningen havde en stærk dødvægtseffekt, dvs. at de støttende produkter i de fleste tilfælde alligevel ville være indgået i kantinemåltider eller være blevet købt af støttemodtagerne, også selv om der ikke var ydet støtte".

Nu kan enhver naturligvis gøre op med sig selv, om de mange støtteordninger har ført til et samlet gode, som medlemslandene ikke selv ville have kunnet opnå. Taget i betragtning, at Danmark bidrager med 20 milliarder kroner til fællesskabet om året, er spørgsmålet ikke uvæsentligt. For mit eget vedkommende fortryder jeg ikke, at jeg hvert af mine år i EU-parlamentet har stemt nej til såvel budgetter som decharge...