Gensyn med Sverige

Det begyndte med, at Nationalbanken offentliggjorde billeder af den nye tusse med Solvognen på den ene side og Storebæltsbroen på den anden. Jeg kiggede betaget på billedet og straks kom en drøm om at holde de nye sedler i hånden og klaske omkring 500 af dem på disken ude hos Alfa og køre derfra i en ordentlig karet. Rød, naturligvis.

I stedet gik jeg ud i garagen og tog, hvad der holdt parkeret. Det var ok, men ikke specielt opløftende. På grund af min mangel på søvn (små børn) forvekslede jeg motivet af Storebæltsbroen med Øresundsbroen og tog det som et tegn fra oven: Danmarks Nationalbank vil gerne have, at vi tager til Sverige. Som sagt, så gjort.

I Malmø var jeg så heldig at blive interviewet om landet og dets indbyggere til det svenske tidsskrift Axess sammen med Per Svensson, redaktør på avisen Sydsvenskan. Flink mand, i øvrigt, resultatet kan læses her, og et par uger senere drog jeg så til Stockholm, fordi samme magasin havde inviteret mig til et seminar om den svenske flokmentalitet i nobelt selskab med Björn Widman, kulturredaktør på Dagens Nyheter, og redaktør Sakine Madon fra Newsmill.

Jeg gik rundt i smukke Stockholm og gloede på smukke, urbane og travle mennesker. I aviserne kunne man læse, at højt dekorerede kønsforskere nu mente, at det var på tide at indføre et neutralt tredje køn for de svenskere, der hverken ville være mænd eller kvinder. En Ulrica Engdahl fra universitetet i Linköping – af såvel navn som kontrafej at dømme en kvinde – mente, at det var et stort problem med denne stereotype og traditionsbelastede dualisme. Fordi man enten skal være mand eller kvinde, føler mange mennesker sig som mindre mennesker end alle andre, berettede hun og anbefalede de svenske politikere at gå bort fra, hvad hun kaldte den

tokønnede model.

Hertil svarede en af politikerne, Niclas Carlsson fra det borgerlige Centerpartiet, at han ikke kunne se nytten i forslaget. Det ville i øvrigt besværliggøre paskontrollen i udlandet, tilføjede han. Jeg ledte med lys og lygte eftr nogen, der var villig til at sige, at der findes visse grundvilkår i tilværelsen, som alle må lære at leve med på bedste beskub. Men forgæves.

Den fremskredne svenske neutralitet synes dog ikke kun at gælde det biologiske spørgsmål om mænd og kvinder. Også når det gælder krudt og kugler står mange svenskere helst midt imellem eller helt udenfor.

Mens landet således deltager i en NATO-ledet krig i Libyen og har militærpersonale udstationeret flere andre steder på kloden på internationale missioner, afviser op mod tre af fire svenskere et svensk medlemskab af NATO. Kun 23 pct., flest mænd, færre kvinder og allerfærrest intetkønnede svenskere, mener, at Sverige skal melde klart ud og blive en del af den vestlige forsvarsalliance.

Tendensen er tydelig, vurderede Mikael Holmström i en analyse i Svenska Dagbladet: Når NATO er i krig, falder svenskernes opbakning. Når NATO ikke er i krig, stiger opbakningen. Så hvis NATO slet ikke var associeret med krig, ville organisationen måske have en chance i Sverige.

Jeg stødte også på Bamse i byen. Tegneseriefiguren Bamse, verdens stærkeste og flinkeste bamse. Hvis der er noget, man kan være sikker på i denne ellers så usikre verden, så er det, at Bamse aldrig har haft og aldrig vil have det fjerneste at gøre med krig. Absolut ikke.

Alligevel er Bamse blevet part i en overraskende heftig diskussion om flygtningepolitik og asylbørn i Sverige. Hvorfor? Jo, Migrationsverket, dvs. den svenske flygtningemyndighed, har anvendt Bamse i en avis til børn af asylansøgere i Sverige i et forsøg på at henvende sig til børnene på et sprog, de måske forstår.

Bamse-avisen er i nogles øjne ren idyl og en løgn om Sverige, fordi landet endnu tillader sig at afvise enkelte asylansøgere. I Lars Vilks øjne er avisen derimod ren og skær flygtningeporno.

Hen på eftermiddagen sad jeg og sundede mig lidt ovenpå denne dosis svensk virkelighed og så af samme grund frem til aftenens middag på Teatergrillen, Ingmar Bergmans stamsted. Vi fik fois gras, stegt aborre og kølig hvidvin og jeg stirrede over mod Bergmans hjørnebord, hvorfra han i sin tid sad og iagttog beværtningens øvrige gæster, men pladsen var tom. Ingen turde sætte sig dér.

Som de stedkendte vil vide, har Teatergrillen en indvendig korridor til Riche, byens hotteste café og scorested, sådan at de rige og smarte eller bare de rige slet ikke behøver gå udenfor. Oppe i baren stod nogle af de prostituerede, som landets øverste politiske klasse ikke kan fordrage synet af, og bød sig til. De så unægtelig lækre ud, hvide, sorte, mulatter, alle mulige farver – multikulturalisme på den fede måde – men klokken var mange og jeg tog en taxa.

Fordi hovedstaden var vært for en eller anden jordbrugskonference havde det været umuligt at finde et ledigt værelse på et centralt beliggende hotel, og jeg var endt med et japansk-inspireret spa-hotel udenfor byen, selvom jeg af princip ikke kan fordrage wellness. Men klokken nærmede sig to, og jeg skulle op igen kl. syv.

Lettere overrislet og forvirret kom jeg over for den somaliske taxachauffør til at angive retningen som Saltsjöbaden – det rigtige var Saltsjö-Boo – og vi kørte rundt i en lille times tid for at finde hotellet, der var som hugget ind i Skærgårdens granit. Det lykkedes, mit værelse var stadig ledigt, og kl. 7.15 kom stedets øvrige gæster ned i restauranten iført kimonoer, og jeg blev så befippet, at jeg kom til at sige Nihau! til ældre dame fra Dalarna med stor appetit på sushi fra morgenstunden.

På vejen ind til seminaret sad jeg fast i morgentrafikken og indså, at jeg ville komme for sent og sætte arrangørerne i forlegenhed. Omkring trafikknudepunktet Slussen var den helt gal, og jeg kom pludselig til at savne Storebæltsbroen.

Måske skulle jeg bare være kørt til Jylland i stedet.