Det bliver sagt

Hvis du ikke allerede har skrevet og udgivet dine erindringer, så må du se at få det gjort. I hvert fald hvis du være med på det nyeste nye.

På min hylde med selvbiografier fra blot det seneste par år står erindringer af Flemming Rose, Ralf Pittelkow, Bjarne Riis, Jan Guillou, Per Wirtén, David Gress m.fl. Meget forskellige mennesker med meget forskellige erfaringer, erkendelser og forhåbninger. Men alle mennesker med noget på hjerte og med en evne til at krydse deres dna, tid og sted med deres fortælling, og det er denne krævende kombination, som selvbiografien indimellem ophøjer til kunst, levet og sanset kunst.

Dette skudsmål gælder i mine øjne litteraten og avismanden Nils Gunder Hansens elegante autobiografi Lille dreng med rejseskrivemaskine, der udkom i fredags. Her taler et individ, født 1956, med en så personlig stemme, at man bliver slået over, hvor mange flødeboller, epigoner, håndsæber og græshopper, der ellers findes i mediebranchen og i den akademiske verden.

Nu er Nils Gunder Hansen måske kun halvkendt for det læsende publikum, hvilket han såmænd selv noterer i bogens forord, men hans stærke beretning om barndom, ungdom, studier og atter studier på Odense Universitet og Københavns Universitet efterfulgt af omkring femte tumultariske år i dansk presse, først på Kristeligt Dagblad, siden på Berlingske Tidende, er så fermt skrevet, at han burde være mere kendt for sin sproglige elegance og underspillede humor.

Selv husker jeg Nils Gunder fra min korte tid på Berlingske Tidende i 00'erne og genkender hans beskrivelse af en åndelig kirkegård og en bredmavet ledelse i for store jakkesæt.

At avisen satte en nedbrændt lyrikanmelder, der er i lommen på avisen, til at anmelde Nils Gunders bog med den sædvanlige og bedsteborgerlige sniksnak til følge, er helt i tråd med de redaktionelle principper på stedet, hvis motto er, at det ikke skal hedde sig.

Vi spiste vores frokoster sammen, Nils Gunder, jeg og et par stykker mere, mens vi rystede på hovedet af, hvem der steg til tops i det berlingske ørkensand og talte om, hvordan vi dog kunne slippe væk fra elendigheden. Derfor varmede det også mit forkullede hjerte, da Nils Gunder kort efter sin selvvalgte opsigelse i 2008 blev udnævnt til litteraturprofessor i Odense. Lidt retfærdighed var der da tilbage i verden. Nils Gunder, der sjældent blev påskønnet af avisens paphoveder – de fleste af dem sidder der såmænd endnu – var i høj kurs udenfor.

Lidet vidste jeg dengang om, at Nils Gunder havde været marxist i sine unge dage – eller rettere helt frem til midten af trediverne, hvor han blev kureret af blandt andet Henning Fonsmarks bog om den danske utopi og begyndte at stå ved sin kristenhed og sin borgerlige skepsis over for realiserede utopier af enhver art, herunder også islam.

Den unge mands medløb beskrives med disse ærlige ord i bogen; ord, der samtidig giver et signalement af en mand, der står frem og dermed bliver en mand – og lykkes bedre hermed end Ralf Pittelkow i dennes selvbiografi Mit liv som dansker. Nils Gunder, selv elev af Ralf Pittelkow i København og professor Peter Madsen, der lader til at have været en slags Don Corleone for denne generation af studentermarxister, skriver:

Jo, jeg ved det godt. Man burde have gjort sig stålsat, gået imod strømmen. I stedet gik jeg derhen, hvor de fleste gik hen. Jeg kunne ikke overskue alternativet. Man var jo netop draget ud i verden for at begynde et nyt liv blandt nye mennesker – og ikke for at blive en særling, der venneløs kunne gå rundt og indimellem snakke med nogle sorte lærere.

Som medløber fik man del i en meget stor pakke. Man fik tilbudt noget langt mere omfattende end en bestemt politisk overbevisning: en varm velkomst til et helt nyt liv, en euforisk kollektiv altgennemtrængende livsform, hvor marxismen simpelthen var den valuta, det sprog, den kode, man skulle have for at begå sig. Den var adgangstegnet til en læsegruppe, til nye venner, til en fælles kultur og et tæt sammenhold i det fremmede – med de fremmede.

Vist var det som at blive indlemmet i en religiøs sekt, men det er nu engang svært at se sekten, når den fylder hele virkeligheden. Og når den – hvad der jo er det egentligt suspekte i sagen – ikke præsenterer sig som ét tilbud blandt flere, men indgår i en uigennemskuelig blanding med den officielle læreanstalts kurser, lærere, undervisningsplaner, pensum og eksaminer.

Ved frokostbordet tredive år senere og i avisens lederkollegium (hvor linjen i avisens lederartikler blev fastlagt) talte Nils Gunder lavmælt, altid præcist, til tider meget kritisk, og man fik det klare indtryk, at han havde været en solid borgerlig sjæl hele sit liv.

Når avisen skulle have en mening om andet end skat, retssagen mod Stein Bagger eller den seneste "dramasatsning" på DR, spurgte de karrieretyngede og frygtsomme chefer ofte Nils Gunder, om han ikke kunne skriver noget inden kl. 17. Selv var de naturligvis blanke som spejlæg. Og da resterne af det forhenværende Danmarks Radio – Lisbeth Knudsen & Co. – overtog bilkirkegården blev den sidste rest af intelligens og ethos suget ud af matriklen.

Kultur og kulturkamp var mildest talt en by i Rusland, når det kom til Pilestræde – fraset chefredaktør Niels Lundes klodsede manøvrer, som Nils Gunder beskriver uden pardon, og den utrættelige indsats fra enkelte medarbejdere, der blev konsekvent modarbejdet af ledelsen med kammeratlige samtaler og management by silence.

Læserne må more sig kosteligt over dette fjogede persongalleri, alle disse notoriske nulliteter, der tror, de er konger af Bladdanmark, men i virkeligheden er slaver af deres egen inkompetence og rygklapperkultur.

Indirekte rejser bogen det spørgsmål, hvorfor det i Danmark er journalister, der bliver chefer i mediebranchen, når det alle andre steder er folk, der ved noget, og er udstyret med andet end journalistiske fingerspidsfornemmelser.

Så sent som forleden sad de, mange af disse danske græshopper og journalistiske medløbere, ved mindeceremonien for den netop afdøde journalist og Groft sagt-skribent Egon Balsby i Marmorkirken i København og klappede hinanden på ryggen. Egon Balsby, et af de få originale mennesker i Pilestræde, og muligvis derfor bosiddende i Singapore og Kenya, ville have brækket sig og udleveret dem i en ætsende klumme, som de samme græshopper ville springe op og falde ned på, før de endnu engang swoppede job med hinanden.

Nils Gunder Hansens selvbiografi bevidner, at han skal prise sig lykkelig for at være kommet ud af gummicellen, før han mistede sin forstand.

Nils Gunder Hansen: Lille dreng med rejseskrivemaskine, Kristeligt Dagblads Forlag, 269 sider, 249 kr.