Charmerende svindlere: Riskær, Brixtofte, Thorsen - og Corydon
Hvert dansk årti har tilsyneladende sin charmerende svindler:
***
# I 80'erne var det Klaus Riskær Pedersen, der forførte os med høj cigarføring, privatjet og medlemskab af EU-parlamentet. Riskær var en gulddreng, som især mange håbefulde unge mænd kunne spejle deres drømme om social opstigen og rigdom i. Indtil han i 92 gik personligt konkurs og senere blev dømt for mandat- og skyldnersvig.
# I 90'erne kindkyssede, krammede og festede Peter Brixtofte sig til et højdepunkt i sin politiske karriere, da valget i 1993 gav Venstre i Farum 10 ud af 15 pladser i byens kommunalbestyrelse, og han blev i årene derefter omtalt som en mulig ny formand og statsministerkandidat for Venstre. Men det endte i 2002, da han blev afsløret som en alkoholiker, der finansierede sit misbrug med skattekroner oven i andet misbrug af kommunale midler samt misrøgt af samme.
# I 00'erne blev vi alle underholdt af Kurt Thorsens gavtyveagtige charme i medierne, samtidig med at han i retten blev idømt seks års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk. Da han i 2006 blev løsladt, afholdt han "release-party" med knap 400 af sine nærmeste venner, men allerede på det tidspunkt var grunden lagt for en ny dom på fem år for skattesvig, delvist begået mens Thorsen sad i fængslet.
***
Nu er vi så kommet til 10'erne, og hvem står mon for tur til at gå i sporene på Riskær, Brixtofte og Thorsen? Hvem har i dette årti svindlet sig til en flot position i samfundet, samtidig med at han betager sine omgivelser med sin charme?
Det er såmænd Bjarne Corydon, landets nye socialdemokratiske finansminister og højrehånd for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Jeg kan mærke det på Christiansborg og, ja, såmænd også på mig selv. Corydons dybe stemmeføring, hans tilsyneladende uantastelige ro, hans lune og det joviale smil, han altid har på læben - det gør indtryk. Vi kan jo godt li' folk, der er sådan. Ligesom vi blev betaget af Riskærs succes, lod os kramme af Brixtofte og grinede med Thorsen.
Men ikke desto mindre: Bjarne Corydon er en svindler.
Det økonomiske hul i planen var ifølge beregninger fra Finansministeriet i maj på mellem 22 og 39 mia. kr., men Corydon sendte sit partis daværende finansordfører i byen med påstande om, at Finansministeriet havde lavet fup-beregninger: "Det er endnu en gang beregninger, som er fabrikeret til lejligheden," sagde Bødskov.
Det var før valget, og før Bjarne Corydon blev finansminister. Få uger efter valget erkendte han hullet i planen, og han erkendte dermed også årsagen til, at så mange af S-SF's dyre valgløfter alligevel ikke kan finansieres i dag. Pengene, som de to partier påstod, ville være der, findes simpelthen ikke. Selv hvis S-SF havde fået 90 mandater ved valget, og "Fair løsning" var blevet gennemført til punkt og prikke, så ville der stadig være et hul på mellem 22 og 39 mia. kr. i finansieringen.
"Nu holder vi os til gængse regnemetoder. Det er det eneste ansvarlige at gøre," sagde Bjarne Corydon pludselig.
Under torsdagens finanslovsdebat i folketingssalen forsøgte jeg - forgæves - at få finansministeren til at forholde sig til misforholdet mellem regnemetoderne hos S-SF i valgkampen og S-SF i regering. Læs her via Folketingets referat (eller se det på videoen fra folketingssalen), hvad der kom ud af det:
Ole Birk Olesen (LA):
Ministeren har fortalt, at regeringen i sin økonomiske politik, herunder også i fremlæggelsen af finanslovforslaget, benytter sig af gængse regnemetoder, fordi det er det eneste ansvarlige at gøre. Jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren og ministerens parti i valgkampen var klar over, at man, hvis man kom i regering, ville gøre det eneste ansvarlige, nemlig at gå over til gængse regnemetoder. Var man klar over det i valgkampen?
Finansministeren (Bjarne Corydon):
Jamen ministeren og ministerens parti var før og i valgkampen en del af en faglig debat om forskellige regnemetoder, f.eks. den, der gør sig gældende i forhold til cigaretter og grænsehandel. Det synes jeg er meget naturligt. Det ser jeg ikke noget odiøst i. Jeg tror, at det også vil gøre sig gældende for spørgeren, når spørgeren fremkommer med konstruktive forslag i den kommende tid og oversender dem til Finansministeriet og får beregninger tilbage, at spørgeren vil kaste sig ind i en faglig debat om, hvordan det mere præcist hænger sammen med grundlæggende sammenhænge i dansk økonomi, og det har jeg respekt for.
Ole Birk Olesen (LA):
Ministeren behøver ikke at svare på spørgsmålet, hvis ministeren ikke ønsker det. Ministeren kan bare sige: Jeg ønsker ikke at besvare dette spørgsmål. Der er ingen grund til at tale udenom.
Spørgsmålet lød: Var ministeren og ministerens parti klar over, at man ville gå over til gængse regnemetoder, fordi det er det eneste ansvarlige at gøre, hvis man kom i regering? Var man klar over det i valgkampen?
Finansministeren (Bjarne Corydon):
Jeg har ikke yderligere at tilføje til den sag. Jeg var en del af en faglig debat om nogle centrale sammenhænge i dansk økonomi før valget og under valgkampen. Det er vigtige debatter, og de vil blive ført videre, også uden mig. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en del af mange af de debatter, andre faglige miljøer er en del af andre debatter.
Jeg har nu pålagt mig den restriktion i min politik, som giver en ekstra forsigtighed i forhold til det, vi gennemfører, nemlig at jeg benytter mig af de regneregler, der gjaldt, da jeg kom. Om de så vil blive lavet om i forlængelse af de faglige debatter, der kører uden mig, er jeg jo så ikke herre over. Det har jeg egentlig en grundlæggende respekt for.
Efter den ordveksling burde det stå helt klart, at finansminister Bjarne Corydon ikke ønsker at svare på, om han og Socialdemokraterne i valgkampen vidste, at de som regeringspartier ville gå over til de "gængse regnemetoder", som altså ville levne dem mellem 22 og 39 mia. kr. mindre årligt til at gennemføre dyre valgløfter for.
Når en politiker ikke ønsker at svare på et spørgsmål, så skyldes det, at det sandfærdige svar ikke gavner ham.
Det sande svar her er, at Bjarne Corydon og hans parti var helt på det rene med, at de - hvis de kom i regering - ville droppe de alternative regnemetoder, som de i valgkampen brugte til at påstå, at de havde finansiering til deres løfter. Corydon var fuldstændig bevidst om, at han med magtens tyngde hvilende på sine skuldre ville være tvunget til at anerkende "gængse regnemetoder" og skrotte de aldeles ugængse regnemetoder, som han og S-SF gjorde brug af i oppositionsdagene for at lyve sig til magten.
Humbug, fup og fidus. Med Bjarne Corydon i rollen som chefsvindleren, der blev finansminister på det. En charmerende en af slagsen, javist. Som Klaus Riskær, Peter Brixtofte og Kurt Thorsen før ham. Men en svindler er han - også selvom der i modsætning til de andre tres gerninger ikke er en lov mod at føre vælgerne bag lyset.
