Kosmopolit: Intet forår i Arabien

I Egypten er det trods islamisternes jordskredssejr ved parlamentsvalget tidligere på året stadig uvist, om landets første folkevalgte præsident bliver en islamist eller en fra det gamle regime, men tendensen fra Nordafrika til Golfen er klar: Den store vinder efter sidste års oprør i den arabiske verden er islamisterne.

Jeg undgår bevidst ordet ”forår”. Det er ikke dækkende for det drama, der udspiller sig på tværs af regionen. Foråret er en mild årstid, hvor blomster springer ud, og træer grønnes. Dagene bliver lysere og varmere. Man går mod bedre tider. Det er der ikke mange tegn på i den arabiske verden for tiden, men ikke desto mindre er der grund til at hilse diktatorers fald velkommen fra Tunesien og Egypten til Yemen og Libyen.

Oprøret i den arabiske verden kommer nedefra, det er genuint og båret af et krav om menneskelig værdighed. Men det indebærer ikke nødvendigvis en mere liberal orden med adskillelse af moské og stat, en fri presse, borgernes lighed for loven og frie valg. Islamisternes forståelse af et værdigt liv er farvet af deres læsning af Koranen, og den indebærer krænkelse af andres rettigheder og overgreb på mindretal.

Det er der ikke meget forår over. Desuden er foråret en årstid, der efter nogle måneder afløses af sommer, hvorpå efteråret og vinteren følger. Det, der sidste år blev sat i gang i den arabiske verden, er ikke en flygtig årstid, der vækker romantiske håb om frihed, men en langvarig og til tider ekstremt voldelig og blodig proces, som meget vel kan ende med diktaturets reetablering i nye gevandter.

Prag-foråret varede fra den 5. januar 1968, da reformkommunisten Alexander Dubcek blev udnævnt til førstesekretær for det tjekkoslovakiske kommunistparti, til den 21. august samme år, da Warszawa-pagtens kampvogne invaderede landet og knuste tjekkernes og slovakkernes håb om en mere demokratisk orden.

Oprøret i den arabiske verden har foreløbig udmøntet sig i to borgerkrige og væbnede konfrontationer i flere andre lande, som har kostet tusindvis af døde. Så hvis man endelig skal bringe omvæltningerne i Central- og Østeuropa på bane i denne sammenhæng, så er det mere Balkan-krigene i 1990'erne end Murens fald, der synes relevant.

De store tabere i det arabiske oprør er foreløbig de mindretal, som normalt nyder godt af demokratiske tilstande. Det drejer sig bl.a. om kvinder, homoseksuelle, religiøse og etniske mindretal.

Hvordan skal man forstå den udvikling, og hvad kan man håbe på?

Ifølge den amerikanske mellemøstekspert Reul Marc Gerecht er fundamentalisterne ikke alene en del af problemet.

»Med tanke på det forfærdelige, der skete i de arabiske lande efter Anden Verdenskrig, hvor selv bløde regimer havde sofistikerede, torturglade sikkerhedstjenester, var det klart, at islamister, der havde trodset tyrannernes vrede og kritiseret det moralske sammenbrud i deres samfund, ville klare sig godt en postsekulær tid,« anfører Gerecht i Wall Street Journal.

»I Vesten forstår man ikke, hvor afgørende fundamentalisterne er for den moralske og politiske genfødsel af deres lande. Det strider tilsyneladende mod sund fornuft, men de er på sigt nøglen til en mere demokratisk og liberal politik i regionen,« konkluderer han.

Men det vil tage tid. Lang tid.