Klumme: Derfor er Facebook gratis

London

Paskontrollen er elektronisk, og der er ingen ventetid i dag. I Heathrow står en chauffør med et skilt med mit navn på. Han kører mig ind til Whitehall. Jeg tjekker ind på det femstjernede hotel. Fra fitnessrummet er der udsigt over Themsen. Jeg spiser frokost på en indisk restaurant, der har en stjerne i Michelin-guiden. Maden er præcis og delikat. Fotogen også, jeg tager billeder af den, som man nu gør, det er vor tids svar på bordbønnen.

Såh? De ikke er interesseret i mine flyveture og frokostfotografier?

Bevares, jeg skal ikke trætte Dem, og desuden findes der jo et andet forum.

Jeg må postere løbende på Facebook, det må jeg simpelthen. Min dag har været fyldt med klassiske Facebook-øjeblikke, så her ved jeg allerede, at jeg vil blive hyldet. Der vil være likes og opadvendte tommelfingre, små vittige kommentarer og sikkert også et par lunende, misundelige udbrud, der anerkender mit interessante liv.

Jeg har mange venner på Facebook, og de lever næsten alle umådeligt interessante, indholdsrige liv. De rejser ustandselig til USA, Grønland, Paris eller Malaysia, de spiser på verdens bedste restauranter, de udgiver bøger, der sælges til flere lande, de hører interessant musik, får nye kærester, biler og håndbyggede motorcykler, køber sommerhuse, skifter job og bliver udnævnt til både dette og hint.

Jeg ved det, for de skriver det på Facebook, og selvfølgelig er der også nogen, der ikke rigtig har et liv, og som derfor hele tiden tager billeder af deres kat og spiller computerspil og den slags. Dem har jeg for længst sorteret fra, ligesom ganske mange utvivlsomt har sorteret mig fra.

Vi er lige gode venner for det, for vi ved ikke, at vi i virkelighedne har fravalgt hverandre.

Så vi fortsætter.

Jeg posterer, der læses, så mine selvpromoverende, småpralende dagbogsnotater bliver eo ipso et andet menneskes overspringshandling.

En massiv, global ophobning af kedsomhed, det er essensen af Facebook, og mens vi leger, at vi kommer hinanden ved, glemmer vi måske, at vi selv er produktet.

Det er derfor, Facebook er gratis.

I ugens løb kom firmaet på børsen, og det var en begivenhed. Facebook-aktien eksploderede i pris og er siden faldet som bly. Som om en sund tvivl har meldt sig hos folk, for kan al denne elektroniske kommen hinanden ved virkelig være så meget værd?

Det føles så luftigt, og det er det jo, det er varm luft i metermål, og hvordan gøre den slags op i penge i disse tider?

Selvfølgelig er det en værdi i sig selv at være katalysator og forum for en hel verdens varme forbindelser, men orker verden i længden, eller ender vi der, hvor Facebook kun er et forum for bedsteforældre, der så gerne vil holde kontakt til børn og børnebørn (som ikke gider blive kigget over skuldrene på Facebook), og så mennesker, der har noget at sælge, som vi ikke gider købe?

Der er spørgsmål nok, man må stille sig som aktionær, og som bruger konstaterer man i hvert fald et en markant mangel ved mange elektroniske netværk, det være sig Facebook eller LinkedIn eller et tredje.

De savner eksklusiviteten.

At være med i en klub og en klan er i længden kun for alvor sjovt og vigtigt, når nogle andre ikke må være med.