Sanseløse pingviner

Det dukkede op for nylig i forbindelse en kritik af vore vuggestuer, hvor ungerne i mangel på voksenkontakt sås tulle omkring som - ja, sanseløse pingviner. Man ser det for sig: Små nomader, der snubler omkring med baskende vinge-arme, uden kontakt med et fornuftigt væsen dagen igennem. Et ”powerfuldt” billede. Ikke noget at sige til at BUPL - pædagogernes fagforening - fik kolde fødder, selv om den selv havde medvirket i undersøgelsen. Jeg talte for nylig med en, som syntes, sammenligningen var mest synd for pingvinen - et fantastisk dyr, som hun holdt meget af. Billedet går ikke væk. Men hvorfor begrænse det til vuggestuebørn? Hvad med deres forældre, der henter børnene på Christiania-cykler, men hele vejen hjem er mere optaget af at tjekke sms'er på mobiltelefonen? Som hænger hen over cyklerne i krydsene, mens de ”er på Facebook”? Eller hvad med den stønnende jogger, som i kirketiden, iført pulstæller og med iPod'en i ørerne, frekventerer sin egen krops tempel, mens andre - et forsvindende mindretal - søger sjælens frelse i kirken? I kroppens mikrokosmos er Gud død, og fedtet Det Onde. Der er store kontemplative værdier i en løbetur, men de vender alle indad i kødet. Paradis på jord er, når endorfinerne frigøres. Eller den S-togsrejsende, som til fulde har lært kunsten at overse de andre, at indstille blikket på uendeligt og give sig hen til technomusikken i ørerne. Eller de mediemennesker, som spejler sig i deres egen semikendthed, og fordyber sig i formidlingen af - absolut ingenting. Mediet er budskabet. Eller de politikere, som ud fra deres håbløst mangelfulde præmisser og totalt underminerede ståsteder bare vil forandre alt. Som en anden Charlie Chaplin ankommer politikeren hver dag til jobbet med to skruenøgler, en i hver hånd, og skruer på alle de skruer, hun finder, hvad enten overskriften er ”vuggestue” eller ”universitet”, ”sygehus” eller ”kommune”. Er vi ikke alle sanseløse pingviner, når vi forsøger at hænge på - ja, hvad? Udviklingen? Fremskridtet? Tiden? Måske bliver vuggestuebørnene uden voksenkontakt faktisk perfekt konditioneret til at leve i den verden, vi har skabt. Eller skabt er for meget sagt, for der var ingen der forudså, hvad det er blevet til - i denne den bedste af alle mulige verdner. Ingen forudså hvor meget teknologien og de bureaukratiske systemer ville fylde. Og stadig fabler vi løs om friheden! I det individualiserede samfund med dets kompensationer og skyklapper er vi alle sanseløse pingviner. Sanseløst lykkelige pingviner, der snubler omkring og lader som om - for lykkelig skal man være. Velkommen til Pleasantville. Faktum er, at vi sidder fast i teknologiens skruestik. Vi er totalt programmerede individer, se bare på Facebook! Hvem var der sagde, at man ikke behøver at være idiot for at være her, men det hjælper? Det er sandt. Vi reguleres som idioter, og behandler teenageproblemer, som om de var evige spørgsmål. Set fra Taarnet undrer det, at man kan være så rig på papiret, og samtidig afgive et så umiskendeligt billede af fattigdom. Ikke materiel fattigdom, men rodløshed. Slaskende rødder uden jordforbindelse. Historieløshed. I stedet for dannelse ovenfra, har vi barbari nedefra. Det er mere end historieløshed. De sanseløst baskende pingviner er et symptom på meningsløshed, eller mere direkte: gudløshed. Engang troede vi på Gud, nu hænger vi på fremskridtet. Men er det fremskridt, eller er det syndefaldet, udstrakt i det uendelige? Er det menneskets sejrsgang, eller dets fald? Det er spørgsmålet.