Beskat de rige

Myten blev udtrykt sådan af Politikens ellers indsigtsfulde chefredaktør, Bo Lidegaard, da han roste regeringens 2020-plan for dansk økonomi: »I virkelighedens verden kan pengene til uddannelse, de unge og den grønne omstilling ikke skaffes ved at brandskatte en fiktiv gruppe ekstremt rige yderligere. Der skal virkelige reformer til, reformer, der også kommer til at gøre ondt«. Redaktøren har ret i, at krisen også kræver ofre af de brede grupper, sådan som lønmodtagerne har ydet med smalle overenskomster. Det er imidlertid ikke enten-eller, men både-og. Netop i disse år er der brug for progressiv fordelingspolitik. Hvis hensyn til folkelig retfærdighedsfølelse ikke er nok, så tag et kig på danske og internationale analyser: Kendsgerning nr. 1: Danmark har historisk haft mindre ulighed end andre lande, men billedet krakelerer med stor hast. Ifølge Eurostat er Danmark og Island de to europæiske lande, der i 00'erne havde den største stigning i uligheden. Den rigeste tiendedel af danskerne - og især den allerrigeste procent - spurter fra folk flest. I 1985 tjente den rigeste procent fire gange så meget som den brede befolkning, i 2009 var forskellen vokset til 6,5. Kendsgerning nr. 2: Ulighed handler om dybere kvaliteter ved vort samfund. I den internationale bestseller ”The Spirit Level” dokumenterer to britiske professorer, at lande med beskedne indkomstforskelle også har mere tillid mellem borgerne, færre mord og højere social mobilitet. Når uligheden stiger, ændres samfundet også på anden vis - vi bor mere adskilt, de mentale afstande øges, og færre unge tager springet fra de underprivilegerede til de privilegerede. Kendsgerning nr. 3: Der findes realistiske veje til at dæmme op mod denne udvikling. Bare ét eksempel. For nylig offentliggjorde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse af arv og arveafgift. Den dokumenterede, at store arvesummer hvert år tilfalder dem, der i forvejen er på den grønne gren. Hvis afgiften forhøjes fra 15 til 30 pct. for den del af arven, der overstiger trekvart million, indbringer det ikke mindre end 2,2 mia. Og til forskel fra andre ideer på Christiansborg og omegn vil regningen især blive sendt til den rigeste tiendedel. Analysen kom naturligvis ikke ud af den blå luft. Regeringen arbejder på højtryk med en skattereform, der skal lette skatten på arbejde med 5 mia. kr. - næsten halvdelen kan således hentes ved en progressiv arveafgift. Det var da også dét, som SF-skatteminister Thor Möger Pedersen arbejdede på, men ifølge presseforlydender er arveafgiften taget af bordet igen. Andre i regeringen har blokeret. Da regeringen fremlagde 2020-planen, blev finansminister Bjarne Corydon i DR's ”Bag Borgen” præsenteret for et samfundshjul. Her var kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, studerende, lønmodtagere og direktører. Corydon blev usædvanlig lang i spyttet, da han blev spurgt, hvordan direktøren har betalt til kriseregningen.
Det kan skattereformen rette op på - hvis man vil. Derfor skal reformen ikke laves med Venstre, men med Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Det handler ikke om Christiansborg-taktik, men om at træde op mod en skævhed, der er ved at ændre det danske samfund.