Leder af flokken efter sej kamp

Smak! Pegepinden susede forbi Uffes hoved ned i bordpladen på pulten lige foran katederet. Jeg var rasende. Nu var det nok. Uffe så forbavset op på mig. Der blev fuldstændig stille i klassen med de 32 drenge fra 5. klasserne, der var sammen til skrivning, mens pigerne havde gymnastik. »Det sku' du ikke ta' å gjør,« sagde Uffe læspende, så jeg kunne se hans rådne fortænder. »Ham den forrige brækket' æ pind. Og han måtte selv betål den.« Uffe vendte sig om mod de andre. »Er der i'gå rigtigt?« »JOW!« hylede de andre drenge i kor, mens de kastede penalhuse og blyanter op i luften. »Og han kom åller ijen,« sluttede Uffe med munden flækket i et triumferende grin. Det er 50 år siden, jeg som 20-årig vikar på Kibæk Skole i Vestjylland stod over for det mangehovede uhyre - 5. klasses drenge til skrivning! Dertil kom de øvrige klasser, som udgjorde mit skema på 36 timer om ugen. Jeg havde på fornemmelsen, at der var et par 7. klasser, som ingen af de fastansatte lærere havde lyst til at bøje arm med, som var blevet tildelt vikaren. Eleverne havde med rovdyrets skarpe sanser bedømt mig det første sekund, jeg trådte ind i klassen. Jeg var et let bytte. Et par dage senere erfarede jeg, at de to forrige vikarer var rendt deres vej. Jeg var et forsvarsløst offer, for jeg havde forventet, at vi skulle have det rart sammen. Men det skulle vi bestemt ikke. Jeg havde altid været glad for at gå i skole og lære noget, og sådan troede jeg naivt også, at andre havde det. De to første måneder stortudede jeg, når jeg kom hjem til mit loftsværelse på kommunekontoret. Det blev en sej kamp, ren overlevelse. Mon børne- og undervisningsminister Christine Antorini har prøvet den situation? Hun virker altid energisk, velmenende og fyldt med gode ideer til at løse de problemer, der opstår på hendes ansvarsområde. Antorini er hurtigt i tv og fortæller i en ordflom, hvordan det hele kan løses, så børnene bliver dygtige, glade og helstøbte mennesker. Den samme konklusion kommer hun også frem til, når det er folkeskolen, der er under beskydning. Det er den som bekendt ofte, og med god grund. Men ord gør det ikke. Der skal skrap lud og en stiv kost til for at få fejet ud efter årtiers fejlslagne pædagogiske tiltag.

Man er nødt til at tage tyren ved hornene, bladet fra munden og spytte ud med den ubehagelige sandhed, at der er nogle mennesker, der ikke er dygtige nok til deres arbejde, hvad enten det drejer sig om ansatte eller politikere. Jeg er overbevist om, at alle har haft sådan en kollega og ved, hvad jeg mener. Hvis deres arbejde omfatter børn og unge, kan deres mangel på dygtighed og talent eller deres ligegyldighed få alvorlige konsekvenser. Ødelagte liv er et resultat af deres svigt. Som lærer har man i høj grad indflydelse på børns liv. Jeg har ikke noget belæg for at påstå, at der i dag er flere dårlige lærere, end der var for 50 år siden. Dengang var det lettere for en lærer at skjule sine mangler på talent og dygtighed, end det er i dag med Pisa-undersøgelser, der nøgternt afslører manglende resultater. Informationssamfundet fungerer effektivt her.

Men det er rystende, at det er dokumenteret, at 16 pct. af de danske elever forlader folkeskolen uden »funktionel læsekompetance«, og at 20 pct. ikke får en ungdomsuddannelse, bl.a. fordi de ikke har tilstrækkelige læsefærdigheder (JP 15/2). Folkeskolen 18/8 2011: »30 pct. af drengene i København var i 2010 uden funktionelle læsekompetencer. Seks procentpoint flere end i 2007, hvor 24 pct. ikke læste godt nok til at kunne tage en ungdomsuddannelse. For pigerne er det gået den anden vej, i 2007 havde 20 pct. af pigerne ikke funktionelle læsekompetencer - i 2010 var det tal faldet til 17 pct. Det viser en ny udgave af Pisa København.« Blot et par rystende eksempler på svigt i folkeskolen. For den enkelte er det et handicap og umyndiggørende ikke at kunne læse. Jobmæssigt bliver de marginaliseret, og stoltheden over at kunne klare sig selv er de udelukket fra. Et amputeret liv på offentlig forsørgelse er deres udsigter. For samfundet er det en katastrofe, at så stor en del af de unge er ude af stand til at deltage i og bidrage til den nødvendige udvikling af samfundet. Folkeskolen er truet. Den har fungeret siden 1814 og været en afgørende kulturfaktor i samfundet. Den politiske indflydelse på folkeskolen er stor, og hvis folkeskolen skal overleve, må visionære og ansvarlige politikere træde i karakter, ellers bliver den udkonkurreret af private skoler, der stiller krav til elever og forældre om engagement og konsekvens. Der skal nemlig stilles krav til eleverne, og der skal sættes grænser. Det lærte jeg, da jeg overlevede det halve år som vikar. Jeg lærte meget, og jeg kan sige det med få ord: Talent, vilje og viden. De samme krav skal stilles til lærere og deres uddannelse. Smældet af pegepinden blev signalet til kampen om magten i klassen, for den får man ikke bare forærende. Sejt, men sikkert fik jeg markeret, at jeg var leder af flokken. Respekten fulgte diskret efter, at jeg satte dagsordenen, og jeg oplevede helt enkelt, at eleverne faldt mere og mere til ro. Jeg lærte meget af dem og omvendt. Jeg tror, at den ro, der efterhånden faldt over gemytterne, bekom dem godt, uden at de bemærkede det. De glemte faktisk at lave ballade. Da jeg rejste efter et halvt års vikariat, gav Henri fra 5. klasses drenge mig sin største skat som afskedsgave - en æske med skolens fineste samling appelsinpapir!