Undervejs: Franske billeder

Paris Det gælder også François Hollande, om end man kan betvivle hans evne til at forestå Frankrig i en tid, som kræver nytænkning, smidighed og handlekraft; ikke ligefrem den næste franske statschefs mest iøjnespringende egenskaber. Hollandes åbenlyse mangler skal ikke i første omgang lægges ham til last. Han kan bedre sig under indtryk af det ansvar, der nu er ham pålagt. Hans socialistiske forgænger, Francois Mitterrand, formåede i 1983 at tage tigerspringet fra opportunist til statsmand, men han gjorde det unægtelig på bedre betingelser end dem, Hollande må arbejde under. Vil den nye præsident dæmpe sin erklærede Europa-skepsis? Vil han opgive sit tåbelige og i finansiel henseende virkningsløse forslag om at beskatte de superrige med op til 75 pct.? Vil han en stat, som lever i overensstemmelse med sine midler og således på langt sigt udvirke en levestandard byggende på håndgribelige værdier, ikke på gældsbreve? Vil han være i stand til at forklare sit parti og sine vælgere, at Frankrig i sin eksisterende skikkelse udgør en trussel, ikke blot mod sig selv, men mod det Europa, som den nu slagne Nicolas Sarkozy i samarbejde med Tysklands Angela Merkel satte sig for at redde?

Det er de spørgsmål, som Hollande, den temmelig ansigtsløse partifunktionær, skal besvare, og det med gerning. Hvad dette angår, står næppe mere end et års tid til hans rådighed. Efter afvigte søndags valg i Frankrig, Grækenland og Serbien kan man mene, at europæerne er ved at tabe modet og handler i panik over for en udygtig, sine steder korrupt politisk klasse. I Frankrig og Danmark erstattes borgerlige med socialister, i Storbritannien, Spanien og Ungarn erstattes socialister med borgerlige. Italien styres af teknokrater, i Grækenland hersker det blanke kaos, i Holland ligervis, dér udløst af den utålelige Geert Wilders. Overalt forekommer demokratiet at være på tilbagetog. Mellem 15 og 25 pct. af vælgerne bekender sig til partier og ideer så langt ude på højrefløjen, at de må anses for småfascistiske eller det, der er værre. Egensind går før politisk tænkning, provinsialisme og lukkethed før visioner og mod. Et både dybere og bredere europæisk samarbejde ligner den eneste farbare vej frem. Forsømmes dette, er alternativet ikke en tilbagevenden til den så besungne og i vore dage temmelig indholdsløse nationale suverænitet, men grænsebomme, rejserestriktioner, handelskrige, gensidig chikane, opbygning af nye og gamle fjendebilleder, international lovløshed og alles kamp mod alle.

I en række lande, også Danmark, anslår demagoger og andre politikere af tredje geled tid efter anden en antitysk tone. Det gør man med baggrund i Anden Verdenskrigs rædsler, som kun få af disse skrighalse har et direkte kendskab til, og det er i enestående grad uansvarligt. Tyskland - for en halv snes år siden udråbt til Europas syge mand, dernæst helbredt ved omsiggribende, målrettede reformer - er et af de få europæiske lande, der aktivt bidrager til at holde gang i den europæiske maskine og samtidig sikrer sine borgere social tryghed og en generelt voksende levefod.

Andre europæere har meget at lære af Tyskland, af den tyske vilje til at ville, af tysk standhaftighed. Vil vi lære? Måske, måske ikke. Vil den tyske Europa-linje holde? Indtil videre ja, men skulle Tyskland senere vende sig mod et stadig mere uregerligt Europa, da vil problemerne for alvor tårne sig op. Læs blot Europas historie og bliv klogere.