Kan jeg skrive en sang?

Kan jeg skrive en sang? Et godt spørgsmål, som almindeligvis kun kan besvares af dig selv. Men sådan forholder det sig ikke her. Hos os på Det Blå Sted giver det god mening at spørge sådan, fordi svaret ikke er at finde hos spørgeren, men hos ham eller hende, der er hjælperen, som i samarbejde med brugeren kan få sangen frem. I et par uger har vi været optaget af det med at få en sang frem. En konfirmationssang. Også hos os bliver børn konfirmeret, og der er forældre, som gerne vil bidrage til deres elskede barns festdag. At børn og forældre ikke kan bo sammen betyder ikke, at børnene ikke er elskede, men det betyder, at en mor eller en far ikke kan tage vare på barnets dagligdag, og det er noget andet. Selv om besøgene er begrænsede, er de fyldt af stor glæde ved at ses, og for den mor, der nu gerne vil skrive sang, er det muligt at deltage i festen. Så der skrives sang hos os og i mange andre familier i denne tid.

Forår og konfirmationer hører sammen. De spinkle unge drenge og piger oplever deres første store fest. Der festes i kirkerne og hjemmene. Flaget er oppe på de dage, hvor det er muligt, ofte også hos naboen, eller i hele landsbyer, hvis vi kommer forbi derude. Festligt er det med omgivelser i rød-hvide farver og alt det, som den grønne farve kan trække i sine mangfoldige nuancer. Og længere nede ved jorden, hvor hele paletten folder sig ud i en skov af anemoner, liljer og tulipaner. Hver enkelt lille blomst er i sig selv en åbenbaring af skønhed, og når øjet mødes af tusinder på en gang, er det forståeligt, at reaktionen i det møde kan opleves overvældende. Nu er det, at vi igennem slugter, snoede stier op over bakker og langs stranden kan møde det syn. Vor egn tager sig om muligt smukkest ud i sin forårsubrugthed. De sarte bøgetræers skrøbelige løv - som godt kan holde til storme, den svider dem i kanten, de bliver siddende, men nu mørkere.

Det er maj og festtid - den uldne trøje er ikke under vinterfrakken længere, men over den lette kjole eller skjorte. Døre og vinduer åbnes, vi sidder udenfor, måske med tæppe, men ud skal vi, vi sår i en krukke eller på en bid jord, for vi vil se det spire og gro ude i det fri. Foråret er vi da fælles om, det kan ingen tage patent på eller regulere i tilskud.

I år er det 67 år siden, at de mørke gardiner blev trukket fra de fem dunkle år. Vi havde som folk og i vor by været fælles om længslen efter friheden til at slippe lyset ind - længslen efter at se farverne uden at møde geværmundinger og hårde ord på et fremmed sprog. Endelig den 4. maj blev der lyst igen. For dem, der mistede, blev det at tænde lys iblandet sorg. Dem, der blev mærkede af dunkelheden, kom ud i mørket. Men for de fleste var fællesskabet om længslen nu afløst af frihed.

Fællesskabet om friheden blev og er blevet i alle årene efter den 4. maj 1945 til fællesskab om det store spørgsmål; hvem er jeg, og hvor skal jeg hen, hvor går min vej? Det var ikke kun grænsepæle, der blev rykket op det forår, men alle skel. Det grænseløse folk giver plads til, at der kan fyge ugræs ind over landskabet, som bebos af børn, unge, voksne og gamle. Der eksperimenteres med liv og død i kirker og på sygehuse nabonært hos os. Og midt i det kaos ude omkring skal der så, for nogle leves liv med kaos som den daglige indre følgesvend, fordi svigtene stod i kø undervejs i livet. Det forhold skal få os til at tænke på, hvilke værdier vi har. En af dem er vist i vor tid vigtigst, nærværende fællesskaber, der ikke først spørger om, hvad jeg kan få ud af det - bruge det til, men om hvad ham eller hende ved siden af mig har brug for fra mig.

Vi har lige taget afsked med en mand, som stod en af vore forårs-/sommer-bysbørn nær. Hr. Møller, der døde på dronningens fødselsdag, gav anledning til mange mennesker på gaden en bidende kold dag. Hvis, der havde været plads i kirken, mon så ikke de ville have været indenfor, (nogle vil sige om ikke andet så for varmen). Er det alligevel mere end flygtighed omkring en varmeblæser, der danner fællesskab mennesker imellem? Mon ikke også gadens folk den dag oplevede at have brug for at varme sig ved de værdier, som er indenfor? For det er jo ikke sjovt at gå frysende velklædt i varme frakker ude på gaden. Den fysiske varme har vi været gode til at tage vare på siden den 4. maj for mange år siden. Konfirmationerne er et pejlemærke om, at værdier, som dronningen tager bestik efter i sit liv, stadig er at finde hos os. Der stod hun, den unge mor med spørgsmålet: Kan jeg skrive en sang? Min lille pige skal konfirmeres; vil du hjælpe mig med at skrive en sang? De bor ikke sammen de to, men hun er tæt forbundet med sin datter. »Kan jeg skrive en sang? Tror du godt, jeg kan?« Bag det spørgsmål gemmer der sig en viden om, at hun ikke selv kan skrive sangen. Når spørgsmålet stilles, er det, fordi hun har en tillidsfuld forventning til, at det kan lade sig gøre. Med hjælp ved siden af sig er det muligt. »En mor, der elsker sit barn, kan skrive en sang,« var mit svar. Som forberedelse til skriveriet skulle der findes melodi, billeder, oplevelser fra de tidlige år til det, der nu optager pigen. Vi aftalte tidspunkter. Hun overholdt dem til punkt og prikke. Nu er sangen skrevet. I dag konfirmeres, bekræftes og festes der. Det er der forår og håb i.