Stikpillen: Hvor var forskellen den 1. maj?

Mit navn er Farshad Kholghi, og jeg er avisens undersøgende reporter. Dagens stikpille er en ægte arbejders oplevelser fra den1. maj 2012. Ole vågner. Han er helt forvirret og aner ikke, hvor han befinder sig. Hård rock larmer i baggrunden, og rundt om ham vælter fulde unge mennesker omkring. Der er så mange fulde børn, at det får Ole til at tænke, om det er 9. klassernes sidste skoledag, han er vågnet op til. Men det går op for ham, at det er et 1. maj-møde. De ægte arbejdere befinder sig et helt andet sted. De fejrer deres 1. maj i deres sommerhuse eller bruger dagen på at rejse til Tyskland for at hente afgiftsfri vin, øl og chokolade. Ole slingrer af sted til scenen, hvor Helle Thorning-Schmidt står og holder sin 1. maj-tale. Han lytter godt efter. Hun taler om mådehold og en langvarig krise. Hun taler om, hvor vigtigt det er at spare, for det er nye tider med masser af udfordringer. Mådehold skaber sammenhold, siger statsministeren. Hun taler om, at for at beholde velfærden så må vi spare og skære ned - også i velfærden. Ole lytter intenst, men efter statsministerens tale kan han kan ikke lade være med at række hånden op og stille Helle et spørgsmål: »Undskyld Helle, men var det ikke det stik modsatte, du lovede før valget?« »Jamen helt ærlig, hvorfor brokker du dig? Vil du hellere have Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard tilbage i stedet?« snerrer hun med diskret sammenbidte læber. Ole siger undskyld og går videre til den næste scene, og der står Villy Søvndal og holder sin tale. Villy ser ikke så frisk ud. Hans charme og hans lune smil er der ikke længere. Det er sparet væk altsammen. Også Villy taler om vigtigheden af at spare. Han taler også om mådehold og en langvarig krise, som kun bliver værre og værre, som tiden går. Villy taler om ansvarlig økonomisk politik. Han siger, at man ikke bare kan love og love. Han taler om, at det er urealistisk at beholde velfærden, sådan som den ser ud nu, hvis man ikke skærer i de sociale ydelser, efterlønnen og dagpengesystemet. »Han taler da som en borgerlig politiker? Hvad er forskellen?« tænker Ole ganske forvirret. Høfligt rækker Ole hånden op og beder om ordet. »Det, du står og siger nu, er jo det samme som det, den gamle regering sagde. Men I lovede jo en anden politik. I lovede, at man kunne løse problemerne uden at skulle spare. Det var jo jeres alternativ til de blå,« siger Ole. »Jamen helt ærlig, hvorfor brokker du dig? Vil du hellere have Lars Løkke og Pia Kjærsgaard tilbage i stedet?« råber Villy og forlader scenen. Så er det Johanne Schmidt-Nielsens tur. Hun kritiserer regeringen for at føre borgerlig politik, og i elevrådsformandsjargon opfordrer hun regeringen til ikke glemme dens støtteparti. Ole er glad. »Kære Johanne, hvad vil du gøre, hvis de ikke lytter til dig?« spørger Ole. »Tja… ikke så meget. For jeg vil jo ikke vælte regeringen.« »Hvorfor ikke?« »Helt ærligt, vil du have Lars Løkke og Pia Kjærsgaard tilbage?« spørger Johanne med skinger stemme. Ole tænker sig om, og så svarer han prompte: »Ja. Det vil jeg faktisk. For de gjorde, hvad de lovede, og de var tro mod deres grundværdier. Det her er jo et cirkus. Er de fire år ikke snart gået?«