Klumme: Velfærdsbørn

Danske politikere elsker at drage ud og missionere for den danske familiemodel; statsminister Helle Thorning-Schmidt har lige været en tur i England for at fortælle, at det er tidsspilde, når kvinder passer deres børn selv. De skulle gøre som de danske: Aflevere dem på Blå Stue 35 timer om ugen. Det var den salgstale, der fik et skud for boven denne søndag. Resultaterne af de feltstudier, som ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansen har lavet i vuggestuerne, var ganske enkelt hjerteskærende. Ifølge ham selv krævede det ligefrem overvindelse at fuldføre arbejdet. Som han sagde til Berlingske: »Jeg kunne ikke mere til sidst. Jeg kunne ikke holde ud at observere, hvordan vi lærer små børn at afskære sig helt fra det emotionelle. Det var kun, fordi min kone kaldte mig en kryster, da jeg var ved at give helt op, at jeg fuldførte«. Der er grund til at rette en varm tak til Ole Henrik Hansens kone for at mande sin mand op til at færdiggøre sit banebrydende arbejde. Et arbejde, der burde skabe selvransagelse hos alle de børneeksperter, der i årevis har stået i kø for at overbevise danske småbørnsforældre om, at det bedste for barnet er at komme på Blå Stue. Helt op til 40 timer, har f.eks. børne-oraklet Sigrid Riise doceret og samtidig opfordret især mødrene til at droppe den dårlige samvittighed. For dårlig samvittighed er »ikke noget, nogen kan have særlig meget glæde af, når man lige er blevet mor til et lille elsket barn«. Men er dårlig samvittighed ikke en nærliggende følelse, når ens elskede lille barn afleveres i vuggestuen og reagerer sådan: »Det sunde barn protesterer i begyndelsen af indkøringen, fordi det har udviklet tilknytningstrang. Det vil helst være hos moren, det er helt biologisk. Når moren går, protesterer barnet først, så fortvivles det, og til slut frakobles alle følelser. Det, der i virkeligheden sker, er, at barnet kobler det limbiske system fra. Den emotionelle dialog standser, barnet lukker ned. Når man når dertil, siger pædagogerne til forældrene: ”Så nu kan I godt gå, barnet er kørt ind,” og vi forældre bliver glade«. Forældrene bliver glade, når barnet fortvivler. Så grum er mekanismen i vuggestuen ifølge forskeren. »Denne anbringelse af børn er simpelthen inhuman«, skrev Hanne Vibeke Holst engang i sin førfeministiske fortid om præcis denne oplevelse. Op mod 90 pct. af alle danske etårige udsættes for den. Alle er dermed under anklage. Den danske model er under anklage. For bemærk venligst forskerens budskab: Det er selve det at blive adskilt fra moderen, der gør barnet fortvivlet og får det til at afskære sig fra det emotionelle. Det har internationale forskere vidst i mange år - nu nåede budskabet så Velfærdsdanmark og satte dagsordnen. Én dag. For da søndagen var omme, var denne hovedpointe glemt, fortrængt og forkastet. Den er for kættersk for socialdemokrater i alle partier, for reaktionær for røde og blå feminister og for oprivende for forældrene. I stedet for opfordringer til selvransagelse og kursskifte flød medierne nu over med alverdens lappeløsningsforslag - fra mere overvågning til flere penge. Efter én søndags klarsyn kører Velfærdsdanmark nu videre for fuld fortrængning. Storproduktionen af resignerede, fortvivlede børn fortsætter. Jeg gætter på, at en fjern eftertid vil dømme os hårdt.