Undervejs: Drøm og virkelighed

Vist nok ikke, men det er da også ganske pænt. Til overflod har vi at gøre med frie valg, selv om der nok skal lyde indsigelser i det sydøstlige Europa. Dem kan man i alt væsentligt tage let. Ikke alt er perfekt, men lige godt 20 år efter den europæiske kommunismes undergang er kontinentet i bund og grund demokratisk. Havde man forudset det i bare 1985, var man blevet spærret inde som en galning. Selvsagt er der for megen korruption og for megen slendrian, og især er der for megen angst. Mennesket foretrækker at være pessimist snarere end glæde sig over de landvindinger, der er gjort i den seneste menneskealder, en af de lykkeligste i europæernes historie - krigens fravær, grænsernes bortfald, det indre marked, øget sundhed med videre. Tilbageslag konstateres også, blandt dem en ofte uhyrlig kontrol med vore private anliggender og politikernes tro på, at vælgerne er til for dem, ikke omvendt, statens perversion med andre ord. I dette sidste indgår, at vi opdrages til at leve i øjeblikket, ikke i det lange forløb. Vi skal forbruge på stedet snarere end skabe. Vi formodes at have snarere end at være. Vi må ikke anse os for modne, kritiske borgere, men forvandles til klienter, der skal behandles, støttes, igangsættes eller på anden vis holdes hen i ekspertstyret ørkesløshed. Skal vi også glemme? Vi er i hvert tilfælde gode til det, og når blandingen af dumrianer og demagoger råber op om, at de andre har skylden for vor igangværende misere, da glemmer vi helst, at vi alle har bidraget til den. Det er ikke blot sydeuropæerne, der har gældsat sig ud over al rimelighed. Den såkaldte krise - som jeg ikke anser for en rigtig krise, men snarere for en korrektur, der skal bringe os tilbage til anstændige tilstande - er selvskabt fra Island til Sicilien. Også i Danmark levede vi og lever velsagtens over evne: ferier og fritid, ineffektivitet og bureaukrati, vildt overdrevne sociale goder, biler, sommerhuse, samtalekøkkener og udestuer, al denne falske luksus fra krydstogtskibe, der forliser, til stjernerestauranter, hvor man ikke bliver mæt. Nu, da regningen er hjemfalden, hører man skrig og skrål som fra en børnehave. Måske skulle vi hellere være glade for, at vi tvinges til at betale vor gæld på et tidspunkt, da den stadig kan betales, om end det gør ondt. Her i Paris er forventningen, at François Hollande vil vinde anden og afgørende runde af det franske præsidentvalg. Jeg skal ikke savne Nicolas Sarkozy, den konservative statschef, men siger gerne om hans socialistiske udfordrer, at han færdes i et politisk eventyrland, hvis geografi kendetegnes ved højere skatter, øgede offentlige udgifter og afstand til EU - den kendte franske model, som ikke længere holder på de reelt foreliggende globale betingelser. Franskmændene, fastslår meningsmålingerne, vil bevare deres stat, der - ikke ulig den danske - passer på dem fra vugge til grav. Med forbehold for valgkampens retorik må man nok fastslå, at skulle Hollande vinde, vil han hurtigt blive tvunget til at rebe statsskibets sejl. Dette sidste sker allerede i Grækenland med det resultat, at magten - denne af en lidet begavet højrefløj så ombejlede, men hule suverænitet - kan glide over til de konservative under Antonis Samaras. Forskellen vil, om jeg så må sige, være ens. Der skal stadig spares. Der er simpelt hen ikke flere penge at låne. Søndag aften får vi at vide, om europæerne lever i drømmenes eller virkelighedens verden.