Rødt rod: Sex, vold og penge

Det lyder som ingredienserne i enhver spændingsfilm. Men det er faktisk en beskrivelse af regeringens seneste trængsler.

Efter det store drama om løftebruddene er statsminister Helle Thorning-Schmidt nu blevet ramt af et nyt mareridt i form af personsager om sex, vold og penge.

Senest er det kommet frem, at byernes, boligernes og landdistrikternes minister, Carsten Hansen, har haft en sag om sexchikane fra sin tid som gruppeformand for Socialdemokraterne.

Usædvanlig kaoskvote

Den nyhed sprang midt i, at Ole Sohn kæmper desperat med sine søforklaringer om de Moskva-penge, han modtog som formand for DKP.

Før Sohn-sagen var det Sass-sagen: Henrik Sass Larsen, Thornings højre hånd, blev ikke godkendt som minister. Tilsyneladende fordi en nær ven fik ham raget sammen med en berygtet voldsmand: ”Suzuki-Torben”, krigsminister i rockerbanden Bandidos.

En statsminister kan aldrig gardere sig fuldstændig mod, at der er ministre, som sejler med lig i lasten. Men tre ubehagelige personsager i rap efter mindre end to måneder i regering – det er en kaoskvote langt ud over det sædvanlige.

Thornings håndtering

Sagerne rammer ikke bare de involverede ministre. De sætter også spørgsmålstegn ved Thorning.

Hun har slet ikke formået at tage disse sager i opløbet. Og efter at de er eksploderet, har hun ved sin håndtering bidraget til, at de har domineret mediebilledet i lang tid.

Thorning havde et vist kendskab til alle de tre sager om sex, vold og penge, inden hun dannede regering.

Det var kommet frem, at Henrik Sass ikke var i det bedste selskab med sin nære ven i Køge. Debatten om Ole Sohns fortid havde kørt i lang tid. Carsten Hansen tilhørte den socialdemokratiske ledelse, da sagen om sexchikane udspillede sig.

Sammen med Villy Søvndal (Sohn-sagen) havde Thorning muligheden for at tage tyren ved hornene dengang.

Hun kunne have krævet af Sass, at han fandt sig andre venner. Hun kunne have krævet af Sohn, at han leverede ærlig snak om sin fortid. Og hun kunne have fravalgt de to som ministre, hvis deres generalieblad var for problematisk. Ligesom hun kunne have fravalgt Carsten Hansen.

Ingen rettidig omhu

Thorning udviste kort sagt ikke rettidig omhu. Af personlige og politiske grunde ville hun gerne have Sass, Sohn og Hansen med på holdet. Og så tænkte hun ikke konsekvenserne igennem.

Der er noget tidstypisk over det. Tyrkertroen på, at man kan få det, som man vil have det, er blevet udbredt i vores samfund. Den går hånd i hånd med fornægtelsen af, at der findes noget, der er alvor.

Da sagerne så poppede op under den ny regering, gik Thorning i flyverskjul. Dermed har mediehistorierne fået et langt liv.

Sådan kunne hun have gjort

I Sass-sagen kunne Thorning kort og klart have sagt: ”Det er mit politiske ansvar, at Sass ikke blev minister. Jeg vil ikke uddybe det nærmere, fordi det berører sikkerhedsprocedurer.” Så havde hun taget meget af luften ud af snakken om hvem, hvad og hvorfor.

Sohn skulle straks have haft besked på, at han ikke kunne gemme sig for medierne.

Brist i Thornings ledelse

Men Thorning optrådte som en ikke-leder, der alene var optaget af, at sagerne ikke skulle ramme hende. Paradokset er, at netop denne spindoktor-fortænkte frygtsomhed har kostet hende dyrt.

Striben af personsager afslører alvorlige brist i Helle Thornings ledelse af regeringen.