Pittelkow: Sohn er skidt for Thorning
Sagen om Ole Sohn handler ikke om, at han for 20 år siden var redskab for et diktatorisk system med mange millioner menneskeliv på samvittigheden.
Den handler heller ikke om, at det danske kommunistparti, DKP, modtog penge i stride strømme fra Moskva. Det er velkendt, og Sohn har aldrig lagt skjul på det.
Den aktuelle sag handler om Ole Sohns troværdighed: Har han talt sandt om sin egen rolle i datidens begivenheder? Svaret på det spørgsmål berører også statsminister Helle Thorning-Schmidt. I Sohns fremstilling af sagen er to punkter vigtige:
Sohn har tegnet et billede af, at han resolut satte en stopper for pengestrømmen fra Moskva, da han opdagede dette »svineri«.
Samtidig har han hele vejen fastholdt, at han kun kendte til de Moskva-penge, som DKP fik gennem overpriser til partiets trykkeri. Derimod har han efter eget udsagn ikke været involveret i de store kontantbeløb fra Moskva - han har faktisk slet ikke kendt til dem.
Presset på Sohn fik ham mandag til at stille op til en stribe interviews i medierne. Her gav han en form for indrømmelse af, at der var noget galt med hans selvrosende fremstilling af, hvordan han resolut havde grebet ind mod Moskva-pengene.
Realiteten er, at han hele vejen som formand kendte til trykkeriets enorme overpriser og selv undervejs arbejdede for at fastholde dem.
Sohn fik det dog ikke over sine læber, at han ganske enkelt havde talt usandt. Nej, han havde sagt noget, der »kan misforstås«.
Samtidig har Sohn konsekvent undgået at forholde sig til det andet hovedpunkt, som JP har gravet i: Noget kunne tyde på, at Sohn også har kendt til og været involveret i strømmen af kontante penge fra Moskva stik imod, hvad han har hævdet. Særligt belastende er her den fremstilling, som er kommet fra professor Kurt Jacobsen, der dengang var Moskva-korrespondent for Land og Folk.
I de seneste dage har flere interviewere spurgt Sohn om dette. Og hver gang har han talt om alt muligt andet.
Som forudset kom Sohn-sagen til at dominere Thornings pressemøde tirsdag. Her gav hun Sohns forklaringer det blå stempel. Hun argumenterede ganske vist med, at sagen intet havde at gøre med Sohns ministerhverv. Men hun følte sig alligevel kaldet til at sige, at Sohn - så vidt hun havde forstået - nu havde afklaret sagen.
Thorning overtog Sohns forklaring om, at det ene punkt desværre skyldtes en ”misforståelse”, og hun gjorde det samme som Sohn i forhold til det andet punkt: Snakkede uden om.
Dermed løber Thorning en betragtelig risiko, al den stund det er temmelig åbenlyst, at Sohn ikke har givet fyldestgørende svar.
Hvorfor sagde hun ikke bare, at denne debat måtte gå sin gang, men at hun havde fuld tillid til Sohn som erhvervs- og vækstminister? Hvorfor ligefrem støtten til Sohns fremstilling? Formentlig fordi hun er ivrig efter at få sagen af dagsordenen, så den ikke skygger for regeringens arbejde (senest finansloven).
Thorning satser på, at offentligheden mister interessen for sagen, og at Sohn kommer ud af den uden livstruende knæk på troværdigheden.
Men sagen kører sandsynligvis videre. Og den bør køre videre. Offentligheden har krav på at vide, om en minister har løjet om sit forhold til sovjetdiktaturets illegale penge. Hvis det er tilfældet, må borgerne så afgøre, hvad det betyder for deres tillid til Sohn som politiker og minister.
Thorning gør sig sårbar med sin blåstempling af Sohns bortforklaringer. Det er en temmelig skidt sag at trækkes med.