Klumme: Kennedy-løsning i Iran?
Abu Dhabi Republikanernes førende præsidentkandidater var bemærkelsesværdigt åbenmundede under en nylig debat om hemmelig krig mod Iran for slet ikke at tale om snigmord på iranske forskere. Det kan være et udtryk for, at udlændinge ikke tager amerikansk politik seriøst, men flammetalen gav næppe en krusning på vandet i denne del af verden.
Eller måske tror det kloge, kyniske Mellemøsten, at den hemmelige krig er begyndt. Problemet er, at hvis modparten tror, at konflikten er begyndt, vil den føle sig tilskyndet til at reagere.
De republikanske kandidaters sprogbrug var chokerende, i hvert fald for dem, der tror, at hemmelige aktioner er sådan nogle, der ikke tales åbent om og da slet ikke i en valgkampdebat.
Med al den snak om vandtortur og "fjernelse" af iranske forskere kunne det også virke, som om partiet var tilbage i 2006.
Den hårde republikanske linje var et ekko af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, der ifølge israelsk presse har talt til fordel for krig den seneste tid.
Hvordan ville USA reagere på lignende offentlige trusler mod USA, hvis de kom fra iranske eller syriske politikere? Denne løse snak er en af grundene til, at verden ikke længere tager CIA alvorligt. Aktioner, der debatteres så nonchalant, mister noget af deres troværdighed.
Her i Golfområdet ville mange statsledere i smug elske, at USA (og formentlig også Israel) gik løs på Iran, bare de undgik følgerne. Risikoen ved hemmelig krig er, at fjenden kan reagere i det skjulte, hvor og når det behager den.
Derfor er Golfstaterne så nervøse over den shiamuslimske opposition i Bahrain og Nouri al-Malikis shialedede regering i Irak. De betragter dem (ikke altid korrekt) som våben i Irans hemmelige arsenal.
Opgøret med Irans atomprogram er i sandhed "Cubakrisen i slowmotion" for at citere Harvard-professor Graham Allison. Enten accepterer iranerne at afvikle deres atomprogram, eller også accepterer Vesten, at Iran bliver en atomvåbenstat. Alternativet er en konflikt.
Situationen minder om den, som præsident Kennedy stod i i oktober 1962: Han forsøgte at finde en måde, hvorpå han kunne tilkendegive USA's holdning uden en regulær krig. Generalerne i forsvarsministeriet råbte op om, at han skulle bombe de sovjetiske missilanlæg i Cuba - næsten som kompromisløse israelske politikere i dag agiterer for en bombeaktion mod Iran. Kennedy var klog nok til at indse, at situationen ikke kaldte på en alt-eller-intet-løsning; han havde nogle løsningsmuligheder, som betød, at en bombeaktion var sidste udvej, ikke den umiddelbare løsning.
Kennedys løsning er en overvejelse værd. Imod de fleste af sine rådgiveres råd valgte han at iværksætte en blokade af Cuba for at hindre, at atommissilerne skulle blive gjort funktionsdygtige. Den løsning lå langt fra krig (for ikke at tale om en farlig hemmelig aktion) og gav Sovjetunionen mulighed for at handle. Den skånede også Latinamerika for de politiske konsekvenser af en bombeaktion (som den destabiliserende virkning, en bombning af Iran ville få for USA og Israel).
En blokade af Irans kunne antage mange former og ville uden tvivl indebære fredelig håndhævelse af FN-resolutioner. Planlægges den omhyggeligt, vil de fleste af USA's allierede støtte den.
Mens USA vælger en løsning, fortsætter det uden tvivl (op optrapper måske) sine hemmelige aktiviteter over for Iran. Men de mister deres virkning og berettigelse, hvis de bliver genstand for en useriøs indenlandsk politisk debat.
(c) 2011, The Washington Post
Oversættelse: Anna Marie Andersen