Troldspejlet: De arbejdsomme
Forleden kom jeg for sent til toget.
Det kan ske, for i en kickstartet by er det hverken til at komme frem eller tilbage, og så kan det sagtens tage 50 minutter at nå fra Bredgade til Hovedbanegården i København, og så hjælper det fedt med en førsteklassesbillet og alt betalt, for man skal nå toget.
Jeg nåede det ikke.
Til gengæld lærte jeg en lektie, for der gik et tog 10 minutter senere, og det var et særligt tog. Og var ærgrelsen end varm, så åbnede sig dog en ny verden, og jeg, der ellers kommer så lidt ud, mødte pludselig en gruppe mennesker, man ellers ikke møder i det offentlige rum.
Man ser dem ikke.
De går ikke ture ved søerne, man finder dem ikke slentrende ved stierne, drømmende som før, de er slet ikke en del af hverken bybilledet eller billedet af en smuk november. De er ikke på gaden, bl.a. fordi de har det med at gemme sig bag blå skærme i sjælløse kontorbygninger, der står og kaster skygger i storbyen. De er ikke på torvet, for de har ikke tid til at gå på torvet (de skal nå et tog), de er ikke på cafeen, og de er ikke i fjernsynet, for journalister i almindelighed og TV Avisen i særdeleshed viser dem ingen interesse overhovedet.
Kort sagt, de er normalt ikke at se.
Men her var de, i toget. De arbejdsomme. De findes. Også i Danmark, hvad der i særlig grad er utroligt.
Med smalle slips og tætsiddende svenske jakkesæt, med trætte øjne eller energiske hårde og ambitiøse øjne, tavse eller snakkesalige, med ølånde og tommestok i kedeldragten, med skærmblikke og rande under øjnene. Forskellige grader af slidthed og tilmed skulle man skifte i Fredericia, men de var der, og det er og bliver det forunderlige.
»Det er pendlertoget,« forklarede min sidemand venligt, for det var det.
Et særtog for de danskere, der står op hver morgen og har et tog, de skal nå, både ud og hjem.
Det er dem, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal tænker på, når de taler henkastet hadefuldt om
deallerrigeste i det her samfund, som er blevet forgyldt med skattelettelser, sundhedsordninger og almindeligt vellevned.
Uforskammet, egentlig, hvis man tænker over det. Uanstændigt. Hvad bilder de sig ind?
Men sådan er det, hånet bliver de hver dag, de arbejdsomme. Svinet til, mens arbejderbevægelsen dyrker arbejdsløsheden som princip og kun har foragt til overs for dem, der stadig gider stå op om morgenen.
Man kunne forarges, men lad os nu lade være, for tilhører man den ironiske generation, må man snarere se komikken; vi har fået et lag af snyltere, som ved festlige lejligheder taler om at være arbejdere, men som til en hver tid dyrker lediggangen og belønner den.
Konkret: Den gamle regering har ikke præsteret meget, men de få ændringer, det er blevet til i retning af at belønne arbejdsomhed, har den nye regering rullet tilbage. Det betyder ikke meget økonomisk, men man skal ikke kimse ad symbolikken, og her melder sig så den onde eftertanke, for uberørt stiger man ikke af pendlertoget.
Man lærer at respektere pendlerne, og jeg ønsker for dem alle, at de må få sydvendte terrasser, og at de må slippe af sted med at betale dem sort. At de må hente deres dåsebajere syd for grænsen uden at nogen opdager det.
At de til enhver tid må komme foran i køen og ikke mindst at foran Mette Frederiksen, thi hun er bare socialdemokrat og beskæftigelsesminister, men folkene i pendlertoget er ikke bare beskæftiget, de bestiller noget, og det er fantastisk, at de gider, men opmuntrende, at de stadig er her, de arbejdsomme.