Taarnet: Tidsånden på vildspor

Interviewet kredsede om en frigørelsesproces for den enkelte, der blev til en opløsningsproces for familien. Også her hos os med disse nye skilsmisser, hvor man deles om børnene, så de flytter frem og tilbage mellem hjemmene. »Forældrene er tilfredse med sig selv, fordi man kan behandle hinanden så civiliseret. Børnene bliver ikke spurgt«.

Tidsånden er en flygtig ånd, når man vil definere den, men barsk i sine tillagte virkninger. Et billede popper op, som man siger. En illustration ligefrem: en sekvens fra en DR-dokumentar om danske unges rekordstore alkoholforbrug, sendt tidligere på året. En mor og hendes søn er i studiet, han er måske 16-17 år, de snakker om hans alkoholforbrug, som åbenbart ikke er ubetydeligt. Han gør gældende, at han har sin mors opbakning til at drikke. »Men jeg siger da nej«, indvender hun smilende. »Ja, men du mener det ikke«, svarer drengen. Hvortil moren smiler forlegent.

Sådan bliver kulturens absolutte nej til et ”nej” i gåseøjne. Et kulturradikalt, frigørende nej. Et nej, der er et ja.

Fay Weldon taler i interviewet om en kvindefrigørelse, der gik for langt. En generation blev tabt på gulvet, den klarede ikke selv at skabe en holdbar familie.

Det nytter ikke at se sig om efter de skyldige. Der er ingen. Det ender bare i gensidige beskyldninger. Der er bare Zeitgeist - tidsånden. Kulturen afskaffer sig selv igennem sine frigørende åbninger. Familien falder fra hinanden i sine bestanddele.

Børnene? De mødes ikke med autoritet, opdrages ikke længere, men ”coaches” af en uhellig opdækning af computere, mobiltelefoner, offentlige institutioner, travle forældre og behandlere; de sidste evigt parate med deres overvågning og diagnoser. I forløbet bliver børnene blot mere ligeglade med deres velmenende, men rådvilde ophav.

Der er pokker til forskel på den moderlige og den faderlige autoritet. De er forbundet med distinkte roller, og barnet har brug for at møde begge. Sådan har det gestaltet sig i århundreder og hvad er det ved os og vores tid, der får os til at bilde os ind, at vi har knækket koden til en anden sandhed?

Faren? "Den nye far" er på en endeløs ørkenvandring. Han trasker godmodigt og knæhøjt i identitetsproblemer rundt i cirkler, der er tilrettelagt af moren, som trods alt ved bedst, hvordan man gør. Såkaldte mandeforskere ved universiteterne vil have os til at tro, at der her er sket et kvantespring mod noget bedre, men de er måske selv en del af problemet.

På en anden fløj farer han vild i samfundssystemet og uddannelsesstrukturen, hvis han da ikke ender i den totale moralske opløsning. Tidens medier er fulde af disse karakterløse driftsvæsener: Esbjergmanden, Amagermanden, Odherredsmændene, Tøndermanden, Brønderslevmanden, Tollundmanden …

Zeitgeist? Vel, tidsånden manifesterer sig ved, at alle kan se, at det går skævt, og ingen rigtigt formår at gøre noget ved det.

Set her fra Taarnet er det tydeligt, at Vesten bevægede sig ind på et vildspor i 1960'erne. I forsøget på at komme fri af den store katastrofe, som kulturen lige havde været igennem (1914-45), begav vi os ind på den individuelle frigørelses mere lokkende og lystbetonede vande. Vi konstruerede en sandhed om, at der ikke er noget, der er vigtigere end - mig.

Måske bildte vi os ind, at det var hovedsporet, men det var et sidespor. Et blindspor. Nu gælder det om at finde tilbage til hovedsporet. Det er en møjsommelig proces, og den involverer en vanskelig kunst, som er gået noget i glemmebogen i moderniteten: at bakke kontrolleret.