Undervejs: Hundene glammer
Wien At de formodet moderate muslimer vandt valget i Tunesien, vakte det forventede anstød i kristeligt fundamentalistiske kredse, men rejser unægtelig spørgsmålet: Hvad havde man forestillet sig? At tuneserne skulle stemme på en lokaludgave af Dansk Folkeparti eller De Radikale?
Den slags hører hjemme i en rablende verden. Araberne er ikke europæere og agter ikke at være det. De skal nu gives tid til at finde deres egne politiske fødder og indrette deres egne samfundsinstitutioner. Generelt skal de selvfølgelig opføre sig ordentligt, herunder i praksis respektere menneskerettighederne, men de skal ikke nødvendigvis kopiere Vesten. Intet tyder på, at dette ikke lader sig gøre.
Faktisk står sociale, liberale og andre demokratiske kræfter så stærkt i hele Nordafrika, ikke mindst blandt unge mennesker, at ingen kommer uden om dem i den daglige politik. Bortset fra en håndfuld ekstremister - og den slags findes overalt, ikke blot blandt muslimer - forestiller de nye ledere sig brede regeringer. Ikke samlingsregeringer, men regeringer, der kan samle. Inspiration henter man kun tøvende i det for tiden liberalistiske Vesten, hvis økonomier og hele politiske liv synes at ligge i ruiner. Snarere holder man sig til den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogans moderat muslimske styre, som i de senere år, inden for rammerne af en sekulær stat har stået for stabilitet, åbenhed og vækstrater uden sidestykke i Europa.
Vesten i almindelighed og Europa i særdeleshed er ikke længere forbilleder, men snarere det modsatte. Tidligere forbundskansler Helmut Schmidts forfærdende konstatering - at Europas sande problem ikke er vore økonomier, men politikernes udygtighed - har givet genlyd fra Mellemøsten til Kina. Vor tid er til ydmyghed og eftertanke, ikke til at pådutte andre vore meninger og holdninger.
Tuneserne har vist modenhed, hvilket ikke overrasker. De kan nu - befriet for et diktatur, som Vesten var med til at opretholde - bygge bro mellem Europa og en arabisk verden, der ikke længere er, hvad den var for blot et år siden.
Tre diktatorer har forandringens vind fejet ud af magtens paladser: Tunesiens Ben Ali sidder i Saudi- Arabien, Egyptens Mubarak er fængslet, Libyens Gaddafi har fundet sin grav i Saharas sand. I Syrien og Yemen må despotiske statsoverhoveder, henholdsvis Assad og Saleh, gøre sig tanker om, hvor de skal ende.
Gør diverse afrikanske ledere sig tanker? Selvfølgelig. Gør Putin i Rusland og de kinesiske kommunister sig tanker? Det kan næppe undgås. Gør vestlige ledere sig tanker? Det må man da håbe. Her kan situationen stadig reddes. Demokratiet besidder stadig en høj grad af legitimitet, men den vil gå tabt, om man ikke snarest viser politisk mod, politisk handlekraft og økonomisk dygtighed.
Foreløbig har næsten 100 millioner mennesker i Nordafrika sat sig for, at de vil skabe deres egen verden. Læren af dette er, at Vesten kan intervenere som i Libyen, hvis en berettiget folkeopstand er i gang, men skal optræde mere forsigtigt, når det ikke er tilfældet, in casu Afghanistan og Irak.
De nye ledere siger, at de vil lovgive med udgangspunkt i sharia, den traditionelle muslimske lovgivning. Deri ligger ikke, at de vil hugge hænderne af indbrudstyve eller stene ægteskabsbrydere. De vil optræde praktisk og nutidigt med respekt for den fremherskende religion.
De vil nøjagtig som Europas kristeligt demokratiske og kristeligt sociale partier hente i de religiøse forskrifter, hvad de finder nyttigt og lade resten ligge. Fanatikerne hyler op, de muslimske såvel som de kristne. Hundene glammer, historiens karavane går videre.
Fanatikerne hyler op, de muslimske såvel som de kristne.