Troldspejlet: Handlinger og konsekvenser

Det var vel på høje tid. Rent personligt fandt jeg det maskulint afstivende, at da de endelig kom, kom de med en mandskabsvogn med mærkatet Golf 11, hvor 12 kampberedte betjente sad parat, hvis jeg (i lokalområdet bare kendt som Store N) skulle sætte mig til modværge mod den bøde på 500 kr., jeg fik for min udåd. Nemlig, iført hvide sko, tennisshorts og cykelhjelm af nyrupske dimensioner, at sikle blidt over for rødt ved cykelstien over for Frederiksberg Centret.

Det er forbudt. Vidste jeg det ikke i forvejen, så lærte jeg det nu. Måske. Jeg overtrådte ikke færdselsloven mere den dag, men jeg så 1.000 andre, der gjorde det, og i morgen gør jeg det nok også igen, sådan er det med afstraffelser, de går i glemmebogen.

Ak ja. »Handlinger har konsekvenser«, sagde præsident Obama, da han forsvarede indsatsen i Libyen. Det var ikke bare dumt sagt, det var nedladende, for han må tro, at tilhørerne er rene idioter. Selvfølgelig har handlinger ikke konsekvenser sådan i al almindelighed. Og oberst Gaddafis menneskeretsovertrædelser er det rene vand ved siden af, hvad andre slipper af sted med, fordi verdenssamfundet ikke finder det opportunt at indføre konsekvenser lige den dag.

Folkeretten findes ikke, den findes kun nogle gange, og i den forstand ligner den færdselsloven på en prik. For slet ikke at tale om den lov, der forbyder »en gruppe unge« at kaste sten mod politiet, hvis de vover sig ind i Mjølner-parken eller slige konsekvensløse steder.

Handlinger har konsekvenser, hvis handlingerne bliver opdaget, og politiet er mange nok eller lige kører en kampagne for øjeblikket. Det er sagen i en nøddeskal, der er heri ikke noget underligt eller opsigtsvækkende. Der er ingen retfærdighed til, og det er vi mange, der skal være glade for.

Men selvfølgelig har politiet også et ansvar. Ikke så meget for retfærdigheden som for retsbevidstheden.

Et er at udskrive bøder på Falkonér Alle, noget andet er at henlægge sin i øvrigt ganske rimelige cykelkampagne til et hjørne af Nørrebro, hvor hashhandlen er så åbenlys, at den ligner Magasin på januarudsalgets første dag. En cyklist, der gik i fælden derude, protesterede med henvisning til dette paradoks og blev afvist af en vrissen betjent.

»Det er som at sammenligne æbler og pærer,« svarede betjenten ifølge pressens referat, og det var dumt svaret. For selvfølgelig bør også politiet overveje, hvad de gør, når de indfører periodevise principper. De kan risikere at fremkalde en ufrugtbar apati og snarere end at minde uterlige cyklister om deres færdselsforpligtelser skabe en folkelig fornemmelse af, at loven ikke håndhæves efter skøn, men efter ganske arbitrære retningslinjer, der skifter som menuen i politiets kantine.

Da 1.000 bz'ere besatte Søminedepotet på Christianshavn, gjorde politiet ikke rigtig noget. Ejeren var lidt indebrændt over det, da han lige havde brugt 100.000 kr. på at sikre bygningen efter politiets anvisninger, men Københavns politidirektør, Johan Reimann, var ligeglad:

»Vi forsøger altid med dialog først. Virker dialogen ikke, tillader vi ikke en ulovlig tilstand i længere tid, og så går vi over til magtanvendelse. Men vi forsøger først med fredelige midler og kan i den situation godt acceptere en kortvarig lovovertrædelse.«

Godt nyt for mangen en middelmådig misdæder. Det tager ikke ret lang tid at cykle over for rødt på cykelstien ved Falkoner Allé. I sandhed en kortvarig lovovertrædelse.

Så jeg får altså ikke den bøde alligevel?