Kosmopolit: Den spanske syge

Ifølge den socialistiske premierminister José Luis Zapatero ville Spanien have haft brug for en økonomisk redningspakke af EU i stil med dem, som Grækenland, Irland og Portugal har måttet bede om, hvis ikke man havde taget skridt til at nedbringe et gigantisk budgetunderskud og en gæld, der betyder, at Spanien alene i år må af med 200 mia. kr. i renter.

Den barske spareplan følger efter næsten tre årtiers ihærdig opbygning af en velfærdsstat, hvor afstanden mellem befolkningens forventninger og den politiske klasses evne til at levere efterhånden er blevet afgrundsdyb.

Finansmarkederne har fældet en nådeløs dom over den spanske ejendomsboble, og det er blevet klart, at spanierne har levet over evne.

Nu skal der betales ved kasse et, hvis Spanien skal undgå EU's finanspolitiske spændetrøje, men som andre EU-lande, der er blevet ramt af virkeligheden, mener alt for mange spaniere, at ansvaret for deres økonomiske ulykke ligger hos alle andre end dem selv.

Alene under de seneste års socialistiske styre er der indført et overflødighedshorn af velfærdsgoder. Minimumslønnen er hævet. Forældre har automatisk fået en børnecheck på 18.000 kr. for hvert barn, de har sat i verden. Der er givet massiv støtte til børnepasning, og sygesikringen er udvidet, så den har dækket alt fra en mindre forkølelse til de mest komplicerede operationer. Der er tilmed blevet uddelt forskningsstipendier til alle, der ønsker det.

De fleste af disse goder er nu blevet sløjfet af Zapatero. Desuden er pensioner blevet indefrosset, offentligt ansattes løn er skåret med fem pct., pensionsalderen er hævet fra 65 til 67 år, og regeringen har foreslået at skære ned på støtten til arbejdsløse.

Summen af alle disse tiltag og den høje arbejdsløshed er baggrunden for, at tusinder af fortrinsvis unge spaniere den seneste uge har demonstreret i Madrid og andre byer.

Demonstranterne erklærer, at de hverken støtter det socialistiske regeringsparti eller den konservative opposition, men at de vil topartisystemet til livs.

De ønsker en ny valglov, der giver plads til nye partier, og de er utilfredse med, at politikere, der er under efterforskning for svindel, har kunnet stille op til weekendens lokalvalg og i mange tilfælde blive genvalgt.

Zapatero beskyldes for at have kastet sine idealer i grams - en fagforeningsboss har anklaget ham for at regere i overensstemmelse med, hvad finansmarkederne siger, ja, hvad ellers, kunne man have lyst til at spørge - og i et forsøg på at værne sit parti mod en katastrofe ved næste års parlamentsvalg har han bebudet, at han ikke genopstiller.

Spaniernes indignation er forståelig, men løsningen på den økonomiske krise er ikke en ny valglov eller at følge Islands eksempel og afholde en folkeafstemning, om man skal tilbagetale sin gæld eller ej - sådan som nogle demonstranter har foreslået.

Den prosaiske sandhed er, at Spanien og det øvrige Europa i disse år står over for udfordringer, der ikke lader sig løse ved hjælp af den ideologi, der skabte kontinentets velfærdsstater.

Det har Zapatero måttet sande. Jo før hans landsmænd og andre europæere gør det samme jo bedre.