Rød eller blå? Ja!

Tidens mange meningsmålinger viser et særpræget mønster:

Vælgerne betragter økonomien som det vigtigste emne ved valget. De mener, at den blå økonomiske plan er bedre end den røde. De mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen er bedre til at styre økonomien end Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt.

Men flertallet vil stemme på de røde partier, og de foretrækker Helle Thorning-Schmidt som statsminister!

Hvordan kan man mene alle disse ting på én gang?

En politisk klassiker

Det kan man, fordi man har to forskellige ting inde i sin vurdering: Løkkes økonomiske politik virker mere effektiv, men Thornings politik føles mere god.

I en af meningsmålingerne fører regeringens plan således stort i økonomisk troværdighed. Men den røde plan fører endnu større, når der bliver spurgt til, hvilken plan der er mest ”sympatisk” (Gallup/Berlingske).

Denne opdeling er noget af en klassiker i politik. Ofte mener flertallet mener, at de borgerlige er bedst til at få økonomien til at køre, mens partierne til venstre er bedst til at fordele goderne retfærdigt.

Borgerlige røster prøver at forklare vælgerne, at man jo må sikre rigdommen, før man kan fordele den. Ellers bliver alle bare dårligere stillet. Men sådan spiller klaveret ikke hos vælgerne.

Der er tider, hvor vælgerne lægger størst vægt på, hvordan goder og byrder fordeles. Og der er tider, hvor vælgerne lægger størst vægt på, hvad der giver orden i økonomien.

Manglende krisebevidsthed

Indtil blå blok begyndte at forhandle med De Radikale om efterløn og pensionsalder var fordelingen af goderne og byrderne klart højest prioriteret hos vælgerne. Der var ikke den store krisebevidsthed, og derfor gik man ikke så højt op i det med at have styr på økonomien.

Men debatten om de økonomiske planer har bragt den økonomiske troværdighed meget mere i fokus. Det har ført til, at vælgerne mere klart vælger side til fordel for den blå plan, når det gælder styr på økonomien. Og det har medvirket til, at blå blok har hentet en del af rød bloks forspring.

Når meningsmålingerne virker så selvmodsigende skyldes det altså i høj grad, at den dagsorden, der gavner blå blok, og den dagsorden, der gavner rød blok, nu står mere lige i vælgernes bevidsthed.

De to dagsordener kæmper med hinanden hos den enkelte vælger og får ham eller hende til at sende modstridende signaler i målingerne.

Denne kamp mellem de to dagsordener viser sig også i, at en meget stor del af vælgerne foreløbig ikke har besluttet sig for, hvilken plan de foretrækker, og hvilket parti de vil stemme på.

Det sociale hjerte

Valget vil først og fremmest blive afgjort af, hvilken økonomisk dagsorden der til syvende og sidst fylder mest i vælgernes hoved, når de står i stemmeboksen.

Men det betyder også en del, hvor gode de to blokke er til at ”hugge” fra hinandens dagsorden:

S-SF forsøgte med planen ”Fair Løsning 2020” at overbevise om, at de også har styr på økonomien. Det har ikke været vellykket.

Men blå blok har foreløbig heller ikke været for gode til at overbevise om, at de har det sociale hjerte på rette sted.

Kampen mellem blokkenes dagsordener er intens. Vælgerne er dybt usikre. Resultatet er uvist. Men én ting tegner sig temmelig klart: Det kommende valg har alle ingredienser til at kunne blive en sand gyser.