International arbejderforening

Navnet blev ikke valgt, fordi foreningen var specielt international, det var den slet ikke. Det var nok nærmere for at vise, at man opfattede sig som en del af noget meget større og meget stærkere.

Arbejdskampen i Danmark foregik i sagens natur i Danmark, men den var forbundet med arbejdskampe ude i verden. Et godt eksempel er storkonflikten i 1899, da dansk fagbevægelse hentede hjælp i udlandet.

Omregnet til nutidens penge samlede den godt 23 mio kr. ind fra fagforeninger i udlandet.

Konflikten startede med, at den nydannede arbejdsgiverorganisation lockoutede to tredjedele af det daværende LO's medlemmer. Målet med dette angreb var at udslette fagbevægelsen én gang for alle. Konflikten endte uafgjort. Ingen af parterne havde styrken til at knuse den anden. Måske var det lige netop hjælpen fra de udenlandske fagforeninger der gjorde, at de danske fagforeninger kunne sikre det uafgjorte resultat.

I dag er det arbejdsgiverne, der er internationale.

Hvis storkonflikten fra 1899 skulle udkæmpes i dagens Danmark, ville det være arbejdsgiverne, der kunne regne med den største støtte fra udlandet. Ikke i form af indsamlinger fra solidariske arbejdsgivere i andre lande, men i form af store multinationale firmaers overførte penge fra deres aktiviteter i andre lande til deres danske afdelinger. I stedet for at stå over for små lokale arbejdsgivere ville den danske fagbevægelse stå over for enorme multinationale firmaer. Det gælder ikke mindst på mit eget område. Her ville fagbevægelsen ikke bare skulle slås med et NCC-Danmark med tre mia. kr. i omsætning, men med en NCC-koncern med 52 mia. i omsætning. Måske ville de multinationale giganter forrykke balanchen så meget, at fagbevægelsen ville tabe slaget og gå i opløsning.

Heldigvis står vi ikke umiddelbart over for at skulle gentage storkonflikten fra 1899, ikke her i landet i hvertfald. Ude i det store udland udkæmpes den slags skæbnekampe dagligt - ofte i lande, hvor bruttonationalproduktet er mindre end de multinationale selskabers omsætning, ja endda mindre end selskabernes overskud. Tag nu for eksempel Cameroun i Afrika. Det har et BNP på ca. 41,5 mia. kr. Til sammenligning fik A.P. Møller-Mærsk A/S i 2010 et overskud på 59,6 mia. kr. Hvad vil den lokale fagbevægelse i Cameroun kunne stille op mod Mærsk, hvis de kom i konflikt? Mærsk kan jo nærmest købe hele landet kontant. Mærsk er faktisk involveret i arbejdkampe i Cameroun. I 2008 var der sociale optøjer på en bananplantage, som er ejet af et bananfirma, som Mærsk er medejer af. Ifølge bananfirmaet var det en kendt samfundskritiker og folkesanger Lapiro de Mbanga, der var ophavsmand til optøjerne. Lapiro blev dengang idømt tre års fængsel og dømt til at betale tre mio. kr. i erstatning til plantagefirmaet. Lapiro og hans advokat mener, at han er blevet dømt på baggrund af falske beviser, som bananfirmaet har fabrikeret.

Heldigvis er Lapiro ikke alene i denne sag. Flere forskellige organisationer er kommet ham til undsætning, heriblandt 3F. Laperio kom ud af fængslet i april. Han har lagt sag an mod bananfirmaet, og 3F hjælper ham med at rejse sagen herhjemme. Det kan godt være, at 3F ikke er lige så internationalt orienteret som Mæsk, men den internationale solidaritet lever dog stadig i det gamle arbejdsmandsforbund. Det er rart at vide, at jeg som medlem af 3F, og en folkesanger som Laperio er en del af noget større og meget stærkere, end os selv.