De eminente

Til dessert fik de en ret, der var bestilt af en af de eminente, nemlig den tidl. tyske udenrigsminister Joschka Fischer. Retten hedder ”Salzburg Nocker”. Gruppen har lavet en floskelfyldt rapport om at ”leve sammen” - før middagen. Den består mest af forhenværende venstrefløjspolitikere og aktivister. Fischer deltog fx i et møde i Algier i 1969 med PLO, hvor de diskuterede, hvordan Israel kunne nedlægges. En anden deltager er Javier Solana - også en gammel marxist. Gruppen er bekymret over udviklingen i Europa. Den mener fremmedhad, intolerance og begrænsning af ytringsfriheden, men vil dog selv begrænse den, hvis den styrker fordomme. For fordomme har de fremtrædende forhenværende ikke. De er sikkert sure på Ungarn, der er hadeobjekt for tiden.

De går ud fra en forestilling om, at ”kulturel diversitet” er en del af Europas historie. Det er både sandt og usandt. Da man i sin tid delte Europa op i nationalstater, var det for at bevare og fremme kulturel diversitet, men de fremtrædende er imod nationalstater. De vil en anden slags diversitet.

Man kan jo med stor ret sige, at efterkrigstidens Europa er baseret på etnisk-nationale stater. Det er de imod. Deres forslag til fremtidens Europa er identitetspolitisk og anti-kristelig.



Sagen er, at jo mere vi satser på diversitet, jo mere ulighed får vi. Kulturel mangfoldighed skal altid skjule økonomisk ulighed. Deres mål med Europa er, at alle dem, der kommer ind over muren til Europa, skal bevare deres religiøse og kulturelle identiteter. De mange libyere skal således berige Europa med libysk kultur. Der er dog én ting, som ikke skal være til diskussion. Der skal være enhed i mangfoldigheden. Sådan er det i ethvert imperium. Det britiske imperiums motto var ”unity in variety”, og EU er et postmoderne imperium. Et imperium har åbne grænser og er ligeglad med folks kultur. Det er klassisk del og hersk-politik.

Vi har i Europa en metafysisk ide om, at der bag mangfoldigheden er en enhed, der står uden for denne mangfoldighed, og som er upåvirket af den. Denne enhed kan have mange navne, men her får den et navn: Loven. Se, den skal de fremmede og indvandrerne overholde. Loven er farveblind, og den betragter de røde (eminente) som hævet over kultur og diversitet.



Der skal altså ikke forkyndes europæisk kultur for indvandrerne, men lov. Det er fundamentalisme, og det vil i den grad endnu engang styrke juristerne. For hvem er det nu, der laver love? Mig bekendt er vi ikke engang enige om det i Europa. Love er da både nationale og regionale, franske og engelske, ja, endog islamiske og jødiske.Vi skal altså indgå en kontrakt med indvandrerne. Hvis I overholder loven, da må I tro, tale og tænke, hvordan I så end vil.

Sprog taler de fremtrædende personer ikke om. Mon de mener, at der skal være et sprog også samt alle de andre sprog, som har med identitet at gøre? Jeg tror det, og jeg tror såmænd, at sproget skal være engelsk. Hvorfor skal småbørn, der ikke kan dansk, ellers tvinges til at snakke engelsk i 1. klasse?

Og til sidste foreslår de fremtrædende styring af medierne. Staten skal korrigere stereotyper og misvisende information om indvandring. Det må vel kaldes censur? I 2020'ernes Danmark vil kun Politiken være tilladt, hvis de eminente får magt.