Det er ærgerligt, at Khaterah Parwani ikke har en onkel på borgen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ærgerligt, at Khaterah Parwani ikke har en onkel på borgen, der har hendes ryg.

Der, hvor jeg har mine rødder, hørte jeg tit som barn et ordsprog, der handlede om de ressourcesvage. Faktisk er der skrevet en sang om det.

”Hvorfor kom du til verden, hvis du ikke har en onkel i Ankara”?

Ankara hentyder naturligvis til de magtfulde menneskers position blandt de statslige institutioner i hovedstaden. De kan fikse og løse store problemer og kriser kun med et ord og opkald uden behov for at sætte det store arbejde i gang, imens de ressourcesvage mennesker i stedet må gennemgå en meget besværlig proces for at blive hørt, set og få løst sine problemer.


Med andre ord: Man har brug for en onkel i Ankara, hvis man skal klare sig her i verden.


Da jeg så programmet ”Vi ses hos Clement” med Søren Espersen (DF), tænkte jeg det på det samme.


Interviewet handlede om de beskyldninger, som bl.a. Naser Khader (K) har fremsat mod Khaterah Parwani og Sherin Khankan, de to kvinder, der står i spidsen for organisationen Exitcirklen. De bliver bl.a. beskyldt for at have radikaliserede synspunkter.

Men Søren Espersen sagde, at han og Dansk Folkeparti ikke har tænkt sig nærmere at undersøge de påstande, der er fremsat mod Khaterah Parwani.

For onkel Naser Khader (K) har talt.

Og hans ord var nok.

Men hvad handlede egentlig den her sag om?

Hvis man skulle forkorte det, handler det hele om to kvinder, der gerne vil hjælpe kvinder, der lider under social kontrol og undertrykkelse.

For at gøre dette mere professionelt etablerer de en organisation, der hedder Exitcirklen i 2014. Og for at opnå disse mål søger de to kvinder, der står bag denne organisation, om en pulje og får bevilget 680.000 skattekroner. Indtil her er der ingen problemer!

Men mærkeligt nok: Selv om ansøgningen om pengene lever op til alle de krav, der må være, synes bl.a. Khader, at pengene alligevel ikke bør gå til denne organisation, fordi kvinderne, der står bag denne organisation, åbenbart har en meget slem baggrund.

Og dette mener han, selv om denne organisation tidligere har modtaget støtte fra en anden offentlig institution, nemlig Københavns Kommune.

Der er ikke stillet spørgsmålstegn ved det før. Men pludselig er det blevet et problem og ført til store endeløse diskussioner. Og jo mere man har diskuterer, jo grimmere lugter den også.

Khatareh Parwani påstås at være radikaliseret, og Sherin Khankan påstås at gå ind for sharia.

Lad os få det på det rene!

Ingen af os har interesse i, at der går penge til mennesker, der har udemokratiske holdninger, går ind for sharialov eller radikaliserer. Derfor er det glædeligt, at politikerne er omhyggelige omkring tildelinger af skattepenge.

Men hvis der er politikere, der beskylder to kvinder for radikale synspunkter, selv om de faktisk er kendt for at det modsatte, så påhviler der også et ansvar på de politikere om at bestræbe sig efter at komme med reelle og gyldige beviser på påstandene.


Det gjorde Naser Khader ikke. Og det vil Søren Espersen altså heller ikke.


Nå. Så lad os da kigge lidt på, hvem en af de slemme kvinder er?


Katerah Parwani:

Har afghanske rødder, kom til Danmark i starten af 80’erne som kvoteflytning, har læst jura, har arbejdet for en statslig institution som Københavns Kommune i en ekspertgruppe mod social kontrol. Hun har været med til at udvikle en handleplan, hjulpet mange helt frivilligt med juridisk rådgivning, i 2005 fik hun titlen som den sejeste feminist af Kvinfo for hendes arbejde mod kvindeundertrykkelse og arbejde for kvinder med minoritetsbaggrund, har bidraget til bogen ”Stemmer”, som omhandler ligestillingskampen, og derudover er hun i 2017 blevet kåret som Danmarks mest magtfulde feminist for hendes generelle feministisk arbejde, men også for hendes position som talskvinde i Exitcirklen.


Og derudover er hun kendt for altid at stå til rådighed for at hjælpe myndighederne med radikalisering, ligesom hun også har haft samarbejde med danske myndigheder om, hvordan man kan hjælpe de mennesker med at komme ud af det sorte hul.


Nå ja!


Så har hun selvfølgelig begået den største fejl. Med hendes egne ord: i hendes forvirringsalder som ung støttede hun Hizb ut-Tahrir og betalte et kontingent og var radikaliseret. Hun fortæller selv, at hun blev hjernevasket, men heldigvis vendte hun tilbage til virkeligheden med hjælp fra sin far.

Hun fik en depression, men da hun overkom den, blev hun et forbillede og håb for de fortabte unge mellem to kulturer i Danmark, men også et skilt til enhver dørsøgende ung, der har brug for hjælp.


Hun er kæreste med en jøde, kritiserer islamisme og radikalisme og ikke nok med det: Hun udstiller sig helt offentligt (en gang til) som en kvinde og tør at fortælle, hvor mange der spytter efter hende og kalder hende for ydmygende og nedsættende ord. Samtidig holder hun endda hovedet højt.

Og hvem er så den anden kvinde?

Sherin Khankan?

Datter af en Finsk kristen mor og syrisk muslimsk far.
Hun er Danmarks første kvindelige imam, forfatter, foredragsholder og debattør. Har en cand. mag. i religionssociologi og filosofi fra Københavns Universitet. Sherin Khankan har især beskæftiget sig med spørgsmålet om islams og muslimers rolle i det moderne Europa. Sherin er også kendt som kritisk muslim, der prøver at promovere en moderne fortolkning af Koranen.

Også tidligere kendt som folketingskandidat for Det Radikale Venstre, stifter af og talskvinde for forum for kritiske muslimer, ligesom hun har været fast skribent i kendte forskellige aviser.


Nå ja!

Og så har hun en gang i et indlæg i Kristeligt Dagblad ikke tydeligt nok givet udtryk for, hvad hendes personlige mening er om piskeslag som straf til kvinder, der begår utroskab, men blot forholdt sig til teologien og oversat Koranens ord.


Mens nogen i denne heftige debat prøver at overbeviser hinanden om, at det ene ord er mere gyldigt end det andet, husker jeg en kvinde, jeg på et tidpunkt arbejdede sammen med. Hun fortalte, at hun tidligere havde arbejdet på et krisecenter, hvor de fleste kvinder havde anden etnisk baggrund end dansk. Selv om samfundet hjalp dem med at komme væk fra den mand og endda en religion, som har undertrykt dem i årevis, gik kvinderne på krisecentret ofte hen og fandt en anden etnisk mand, der havde samme holdninger som deres tidligere mand havde. De flyttede og kom igen, fordi de altid var udsat for vold, men også begik samme fejl igen og igen og forelskede sig i samme type mænd. Hun fortalte, at på krisecentret prøvede man at gøre alt, hvad man kunne for at hjælpe dem, men der var mange, der fik tilbagefald.

De fik aldrig mulighed for at opleve, hvad egentlig kærlighed og respekt for en kvinde er. Sådan er deres mor og endda deres mormor blevet behandlet af deres mand og familie.


Selv om vi godt ved, at man i Danmark gør sit bedste og bruger masser af penge på disse mennesker på krisecentrene, er vi nødt til at erkende, at der også er brug for initiativer som Exitcirklen, der har potentiale til at hjælpe disse mennesker og endda etablere deres hjælp inden for nogle rammer, som disse mennesker kan spejle sig bedst i.


Hvis man ignorerer organisationer som Exitcirklen, der har forstand på den kultur, er ledet af kvinder, der tør gå imod strømmen og kritisere islam, og gerne vil række hånden til flere, der ligner dem, så kan man aldrig få kvinderne med etnisk baggrund, der fylder krisecentrene i Danmark, ud og bryde tavsheden.


Hvad skal vi så gøre med alt den snak og de alvorlige påstande om de to kvinder bag initiativet?


Ja. Naturligvis skal det undersøges. Men det kræver, at onklen på Borgen kommer med reelle beviser på påstanden, så der på baggrund af det kan sættes en undersøgelse i gang. Ikke kun på grund af de skattepenge, der skal gå til initiativet, men også for at bevise for danskerne, at man ikke handler efter ”onkels ord”, men efter demokratiet.


Det er i alles interesse.

Hvis ikke man kan gøre det, kan man begynde at bruge det ordsprog og endda synge den sang, som jeg tit hørte i min barndom.

”Hvorfor kom du til verden, hvis ikke du har en onkel på Borgen”?