Fortsæt til indhold
Kommentar

Thyra Frank – var det så bare det?

I denne uge åbnede folketinget og regeringen fremkom med sit lovkatalog. For ældreminister Thyra Frank var arket næsten blankt. Var det så bare det? Jeg havde ærligt talt håbet på mere.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I denne uge åbnede folketinget. Og traditionen tro fremkom regeringen med sit lovkatalog. Justitsministeren havde tætskrevet fire sider med forslag. For ældreminister Thyra Frank var arket næsten blankt. Det eneste hendes ministerium kommer med er en ”Redegørelse af ældreområdet”. Var det så bare det? Jeg havde ærligt talt håbet på mere.

Thyra Frank er sygeplejerske, har været leder af et succesrigt friplejehjem og ikke nogen karrierepolitiker. Sådan ser jeg hende. Og ja, så er hun liberal. Og ældreminister.
Da hun blev minister, var jeg oprigtigt spændt på, hvordan hun ville udbrede afbureaukratisering, værdighed og mere selvbestemmelse til de ældre. I modsætning til nogle af de mere teknokratiske ministre har hun nemlig et helt arbejdsliv med praktisk arbejde at trække på.

Men ak nej. Hverken sidste år eller i år kommer der nogle store udspil. Der er ellers nok at tage fat på. Mange ældre får ikke den værdige ældrepleje, som vi ønsker for dem. De møder 10 forskellige hjælpere på en uges hjemmeplejebesøge og personalet står til stadighed i en dokumentationsjungle, som tager tid fra plejen.

Tilsyneladende skal Sophie Løhde så sidde og lave lovgivningen, som ”Minister for offentlig innovation”. Bare navnet beviser at kendskabet til kommunikation er stort, men har nogen i ministeriet haft bare en dag ude på gulvet? I front er en venstrekvinde med akademikerbaggrund opdraget i det politiske system.

Der bliver hele tiden kaldt på politikerne, som har haft et ”almindeligt arbejde”, og endnu bedre har haft et relevant arbejde for det politiske område, de sidder med. Det har også Liberal Alliance slået på tromme for, særligt når de socialdemokratiske og radikale ministre skulle kritiseres. Så hvorfor ikke give en ældreminister, som har fået ”lort under neglene” mere magt?

Hele fordelen ved selv at have stået i front på ældreområdet er, at man kan give kvalificerede bud på, hvad en lov fra folketinget vil betyde for den enkelte medarbejder. Med et folketing, hvor akademikerne udkonkurrerer alle andre uddannelser, så er denne egenskab meget sjælden.

Så hvorfor ikke bruge Thyra noget mere? Hun skulle vel være minister af en grund? Lige nu viser man blot, at skal man virkelig bestemme noget i det her land, så er det faktisk bedst at leve et helt liv i de politiske partier, stå med kandidatbeviset i hånden og skabe det folk med afsky kalder en ”politisk karriere”.

Så Thyra Frank, var det så bare det?