Vi bør alle kunne to europæiske sprog udover vort eget

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mange danskere har købt ferielejligheder i Berlin efter Murens fald. Men de har ikke lært at tale tysk af den grund. De kommunikerer med deres ny bysbørn i nabolandet Tyskland på engelsk. Når vi kommer længere væk fra Danmark og ned i Europa, bliver den helt gal. Så må danskerne også den lange vej over til ø-riget ude i Atlanterhavet og fiske engelske gloser frem, de kender slet ikke til latinske sprog udover ”god dag” og ”farvel og tak”. Der er danskere, der har boet i årevis i Sydfrankrig og Spanien, som ikke har gjort sig den ulejlighed at lære deres tilvalgte ny hjemlandes sprog.

Eftersom det engelsktalende Forenede Kongerige – England, Skotland, Wales og Nordirland – er på vej ud af EU nu, så bliver det endnu mere grotesk, at engelsk er det fælles sprog på det europæiske kontinent, at blomsterbuketten af farvestrålende sprog er skrumpet ind til en enkelt stilk. Derfor var Macrons forslag godt og nødvendigt! I gamle dage grinede europæerne på fastlandet højt over britiske turister, fordi de kun kunne engelsk. De britiske imperialister troede, at hele verden kunne tale deres modersmål. De har fået ret. Briter har rent faktisk ofte haft fransk i skolerne, og i årevis. Blot var undervisningen, især på de traditionsrige private kostskoler, utroligt gammeldags. Min tidligere britiske mand havde gået på sådan en kostskole. Han hævdede, at de fra ældgamle lærebøger lærte franske sætninger som: »Ak, min postiljon er blevet ædt af ulve«. Altså udbrud uden stor moderne relevans på en tankstation i Frankrig eller hos en fransk ejendomsmægler. Men de briter, jeg har kendt, de prøvede i det mindste og demonstrerede derved den åbenhed over for verden, den sans for multikulturalisme, der giver internationalt samliv charme og indsigt. At forstå hinandens vittigheder, kærlige strøtanker, charmerende hverdagssnak, det åbner verden. Det er sjovt at forstå anderledes mennesker. Det har vi sprog til.

Den franske præsident Emmanuel Macron har foreslået mange ting, siden han kom til. Store visioner for Europa. Men som påpeget med løftede øjenbryn af en baltisk præsidentkollega skal man passe på i ørkenen, også i den europæiske ørken. Man skal huske at bevare evnen til at skelne mellem visioner og fatamorganaer, luftspejlinger. Hvis man ikke kender forskel, så sejler man i den gale retning på sin kamel, på ørkenens skib. Jeg hæftede mig positivt ved et beskedent punkt, men alligevel, i Macrons store europæiske retoriske armsving for nylig, afleveret to dage efter valgets ydmygelse af kampfællen fru Merkel. En ydmygelse, der har fået den europæiske kamel til at humpe usikkert igen. Det var Macrons forslag om, at alle unge europæere skulle lære to europæiske sprog udover deres eget. Det kunne jeg godt lide. For et paradoks ved EU-europæiseringen af Europa er det voksende ukendskab blandt europæere, også danskere, til det europæiske fastlands mange fantastiske sprog. Selv på min dejlige arbejdsplads, TV 2, er der blandt de yngre journalister flere, der – udover modersmålet – kun kan engelsk. Når de er i Hamborg halvanden time syd for Padborg, så taler de engelsk til den tyske tjener på restauranten. Skønt dansk og tysk er tæt forbundne sprog, ligner hinanden, er af samme stamme.

Det er nyt, at danskerne er blevet så sprogfattige. I gamle dage blev skandinaver og hollændere altid fremhævet og ligefrem rost, fordi de havde erkendt deres små modersmåls begrænsede udbredelse. De havde draget konsekvensen af begrænsningen og lært fremmede sprog. Mine forældre var født i henholdsvis 1906 og 1908. Ingen af dem havde studentereksamen. De havde noget, der hed præliminæreksamen, noget a la realeksamen – tror jeg nok. De havde haft engelsk og tysk i skolen, min mor også fransk. De talte livet igennem glimrende tysk og engelsk. Min mor gik til franskundervisning hele sit liv sammen med nogle ”andre damer”. Men det engelske og tyske sad fast fra skoleårenes indpiskning. Vi var af og til på bilferie i Tyskland i min opvækst. Vi boede i Aarhus, så vi kørte til Hamborg, Lübeck og Harzen, også et par gange til universitetsbyen Göttingen, hvor min søster studerede en overgang.

Mine forældre talte fint tysk og slog op i en medbragt ”parlør”, hvis der var en vending, de manglede. Det var en del af oplevelsen ved at rejse. At spørge om vej på tysk, at tale med de ansatte på hotellerne, med tjenerne, med forbipasserende på spadsereture. Da jeg flyttede til London som ung journalist, kom mine forældre tit på besøg. Der talte de naturligvis også engelsk uden problemer. Og – min mor i hvert fald – fransk i Frankrig. De forskellige fremmede sprog var en del af rejselivets charme dengang. Jeg vil tro, at den såkaldte parlør er blevet umoderne som rejseledsager nu. Det var en bog med hyppigt anvendte hilsner og nyttige sætninger. Ofte inddelt i kapitler som ”på restauranten”, ”hos mekanikeren”,”på hospitalet” og ”i banken” med praktiske gloser og vendinger til diverse situationer. Parløren kunne også sidde som sider bag i en egentlig guidebog. Naturligvis havde rejsende dengang også en rigtig ordbog med på turen. Nyttigt.

Nu taler alle europæerne blot engelsk sammen. Hvis man spørger danskere, hvorfor de ikke lærer sig fremmede sprog eller holder de sprog ved lige, som de blev undervist i i skolen, siger de ofte, at de ikke ”har brug for” dem. Det er et besynderligt argument. Der er mange ting, vi ikke har brug for. Gode manerer, f.eks. Men som gør os mere tiltrækkende og livet mere spændende. Desuden viser forskning, at flere sprog er godt for hjernen. Hvis man bliver ved med at lære sprog og dyrke dem, man kan, så modvirker det demens. Der er bekymring omkring brexit, briternes afgang fra EU, sommerfugle i maven. Når briterne er væk, så er der kun Irland tilbage i EU som engelsktalende nation. Men bekymringen for brexit kan erstattes af begejstring for en ny start. Både for brexitbriterne, der opfatter sig som pionerer for global tænkning i modsætning til EU-forskansning og EU-centrisme. Briterne skal ud at genopdage den vide verden. Og europæerne, de efterladte tilbageblevne på kontinentet: De kan begynde at lære hinanden bedre at kende ved at lære at tale hinandens sprog. Der er nok at tage af.