- For abonnenter
Det er risikabelt at blive syg – specielt i udkantsområder
Lægeforeningen er nok mere magtfuld end Djøf. Og politikerne.
Under min sommerferie i Nordnorge fik jeg behov for at komme til læge for at få en recept på penicillin. Det var ikke let at finde et lægehus, som ville tage imod en turist fra udlandet, end ikke en skandinav. »Vi har alt for få læger her i udkanten og kan derfor kun tage os af vore egne patienter. Du bliver nødt til at kontakte vagtlægen,« sagde lægesekretæren lidt spidst i telefonen.
Det gjorde jeg så. Jeg mødte vagtlægen i en lille by på Helgelandskysten i Nordland. Hun hed Leila, bar tørklæde og talte svensk, og hun udstedte en recept, som reddede min ferie. Jeg tilgav derfor på stedet Norge for den lidt uvenlige behandling, repræsentanten for landets sundhedsvæsen havde givet mig i telefonen. Mens Leila printede recepten ud, spurgte jeg hende, om der var mange svenske læger i det norske sundhedssystem. Jo, da, men der var mange flere unge danske læger i de norske udkantsområder. »Hvis du var kommet her en anden dag, ville du have mødt en af dem.« Det var pokkers, tænkte jeg.
Men jeg vidste jo godt, hvorfor de gerne vil arbejde i den norske udkant, men ikke uden for København og Aarhus. Det danske vikarbureau for læger, Nordvik, oplyser, at indtjeningen ved et lægevikariat i Norge er 2-3 gange så høj som lønnen i Danmark eller Sverige.
På en hjemmeside for danske medicinstuderende skrev en nyuddannet læge for fem år siden, at han stærkt overvejede at søge et vikariat i Norge, dels for at se »noget vild natur og