Frisind er andet end frisind blandt ligesindede

Engang for snart 25 år siden, da Jyllands-Posten kortvarigt havde Jørgen Schleimann som chefredaktør, indførte han et ærke-liberalt motto for avisen:

”Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.”

Et smukt slogan, som efter min mening fortsat er indbegrebet af netop denne avis – for Jyllands-Posten er et forum, der i den grad er åben over for de fleste. Her er, som Grundtvig i sin tid formulerede det, i den grad frihed for Loke såvel som for Thor.

Man er ikke særligt frisindet eller særligt tolerant, hvis man kun er det blandt dem, man nogenlunde er enig med. Frisind, denne kernedanske værdi, handler om, at man skal være åben og respektere andres meninger, selv når man ikke er enig med dem.

Debat er, som man siger, livets salt. Det skærper alt. Er man i et ekkokammer af ligesindede, så bliver ens argumenter svage, for alt er indforstået. Når man udfordres, især på det man har vænnet sig til at synes er selvindlysende, må man tage sige sammen for at forklare sig.

Der kan endda ske det vidunderlige, at man, netop som man troede, at man havde fastlagt en holdning, pludselig bliver overbevist om, at modparten har mere ret. Den slags åbenbaringer kan være svære i øjeblikket, men livgivende i længden. Man bliver simpelthen klog af at lytte.

Pluralisme – at der er plads til mere end en sandhed – er selvindlysende også demokratiets grundprincip. Empati – at man kan sætte sig ind i en andens situation og udvise forståelse for den – er en anden særlig værdi. Tilsammen giver det mere frihed.

Men – og det er et afgørende men – frisind, tolerance og pluralisme er ikke ensbetydende med, at vi skal acceptere alle værdier som lige gode. Det handler om, at vi skal give plads til andre end dem, vi er enige med, men også at vi kan have en skarp debat om modsætninger.

Frisind eksisterer kun, hvis vi er åbne over for at blive konfronteret med holdninger, som vi ikke er enige med – ja, i sin ekstreme grad at vi er villig til at blive udsat for udtryk, der faktisk krænker os. Men det betyder også, at vi efterfølgende kan bruge det frie ord til at sige imod.

Ytringsfrihed var engang noget, vi tog for givet her i landet. Jeg kan dårligt huske, at vi for alvor diskuterede det, før Jyllands-Posten i 2005 offentlige de 12 Muhammed-tegninger, men den voldsomme reaktion på dem understregede værdien af det frie ord.

Det var i virkeligheden naturligt, at det var netop denne avis, der bragte de tegninger. En avis, der altid har haft en fanden-i-voldsk og, ja, ofte politisk ukorrekt, tilgang til samfundet, tester selvfølgelig ytringsfriheden, når den mener, at det er nødvendigt. Modigt og svært.

Man kan – og det har vi sandt for dyden gjort i mange år – blive ved med at diskutere, om det var en god eller en dårlig ide. Man kan derimod ikke diskutere, om tegningerne udfordrede os. Det viste sig, at ytringsfrihedens grænser faktisk var til debat. Nogle ønsker den indskrænket.

I et land, som i den grad var vant til frisind – det var for pokker os, der først frigav pornoen, tillod aborten, gav homoseksuelle ret til vielser, og meget, meget mere – var det et chok, at nogle reagerede så stærkt mod satiretegninger. Det udfordrede vores tolerance, vores frisind.

Vi må aldrig tage kampen for det frie ord for givet. Lige nu udfordres det frie ord i Europa. I Ungarn og Polen, begge EU-medlemmer, indskrænkes ytringsfriheden formelt. I Tyrkiet, et stort NATO-land, undertrykker autoritære kræfter i den grad det frie ord.

Det er derfor, jeg holder så meget af den frie debat, vi har her i landet. Det er derfor, at jeg har nydt at skrive i Jyllands-Posten de forløbne år – side om side med folk som Mikael Jalving og Katrine Winkel Holm. De mener noget helt andet end mig, men vi respekterer hinandens ret til at ytre os.

Det er kernen i demokratiet: At vi lytter til hinanden. Tak fordi I lyttede til mig – også de af jer, som er uenige med mig. Og tak fordi I sagde mig imod, når I har haft lyst. Det har været en fornøjelse. 

David Trads stopper med denne blog som skribent på Jyllands-Posten.