Kristian Jensen – Danmarks dyreste politiker
Ingen har som Kristian Jensen ansvaret for, at SKAT er ødelagt. Ingen har som ham ansvaret for, at vores milliarder er forsvundet. Kristian Jensens skattemassakre har kostet fælleskassen milliarder af kroner. Venstres kronprins er uden tvivl Danmarks dyreste politiker.
I 2005 var der ca. 11.500 ansatte i SKAT. I 2015 var der ca. 6.500. Der blev altså nedlagt hele 5.000 stillinger i perioden. Det har måske været den dyreste besparelse i danmarkshistorien. Pengene fosser ganske enkelt ud af statskassen, fordi kompetente medarbejdere er blevet erstattet af et fejlbehæftet inddrivelsessystem, og svindlen med moms er eksploderet.
De politisk ansvarlige for katastrofen er de partier, der har sparet SKAT i stykker. Det var i første omgang VKO, der med et snævert flertal gennemførte strukturreformen i 2005, hvor SKAT i den forbindelse og efterfølgende blev skåret med tusindvis af stillinger.
Specielt én politiker er særlig ansvarlig: Kristian Jensen. Han var skatteminister fra 2004-2010. Ingen har som ham ansvaret for, at SKAT er ødelagt. Ingen har som ham ansvaret for, at vores milliarder er forsvundet. Kristian Jensens skattemassakre har kostet fælleskassen milliarder af kroner. Venstres kronprins er uden tvivl Danmarks dyreste politiker.
Kristian Jensens fejlslagne IT-system
I sin tid som skatteminister satte Kristian Jensen gang i udviklingen af det fælles inddrivelsessystem (EFI). Det skulle løse inddrivelsesopgaver, som tidligere blev udført af medarbejderne. Men systemet har siden været både stærkt forsinket og fordyret. Da det endelig blev taget i brug, var systemet så fejlbehæftet, at man måtte lukke det igen. Imens er beløbet af ikke-inddrevne restancer vokset til et kolossalt beløb på ca. 100 mia. kr.
Omfattende momssvindel
Ikke kun Kristian Jensens fejlslagne inddrivelsessystem men også hans bidrag til den brutale generelle nedskæringer på de ansatte har været en milliarddyr affære. I januar 2016 kom det frem, at der har været en omfattende svindel med negativ moms. Skatteministeriet selv vurderer, at Danmark går glip af 10-18 mia. kr. årligt i moms.
I december 2016 aflagde Rigsrevisionen en rapport om kontrollen med negativ moms, der kritiserer, at kontrollen er ”helt utilstrækkelig”. Rigsrevisionen konstaterer samtidig, at kun 2 procent af udbetalinger bliver kontrolleret, og at SKAT ikke kan forklare, hvorfor udbetalingerne af negativ moms er steget med 68 procent fra 139 mia. kr. i 2009 til 235 mia. kr. i 2015.
Skatteministeriet oplyser selv, at hver kontrolmedarbejder i SKAT, der arbejder med negativ moms, i gennemsnit hver måned hiver 6,7 mio. kr. hjem til fælleskassen. De ansatte tjener altså deres egen løn hjem mange gange, og manglen på medarbejdere koster med andre ord skatteborgerne milliarder af kroner. For at gøre det hele endnu mere bizart, kunne DR’s dokumentarprogram ”Sådan svindles Danmark” afsløre, at der er risiko for, at flere af de svindlede penge er brugt til at finansiere terror.
Den milliarddyre ministers medsammensvorne
Kristian Jensen står desværre ikke alene. Landets nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, stod som indenrigsminister i 2005 som hovedarkitekt bag strukturreformen. Og linjen har haft opbakning hos hele regeringen. Faktisk fremstillede Venstre det som en succeshistorie, at, mente de, man kunne spare løs i SKAT – uden at det ville få nogen konsekvenser for skatteinddrivelsen.
Skylden ligger desværre også på SRSF-regeringen, der for eksempel i forbindelse med finansloven for 2014 nedlagde 400 stillinger i SKAT, og som grundlæggende videreførte den tidligere regerings besparelsesstrategi. Det er pinligt og skammeligt, at en såkaldt rød regering på denne måde videreførte den skandaløse nedskæringspolitik. Men SRSF-regeringens gerninger blegner ved siden at Kristian Jensens.
Forhåbentlig historiens dyreste
Vi skal ansætte flere folk i skat. Enhedslisten foreslår, at der ansættes 1.000 ekstra til kontrol. Og 1.000 ekstra til inddrivelse af restancer, så skattevæsenet i 2020 har ca. 10.000 medarbejdere. De politikere, der ikke bakker op, vil sammen med Kristian Jensen indskrive sig i historien som meget dyre politikere. Selvom Kristian Jensen, som den dyreste af alle, forhåbentlig aldrig bliver overgået.