Humanismens store nederlag

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var relativt optimistisk, da 2016 begyndte:

Europa var endelig ved at rejse sig – anført af stærke Angela Merkel. Amerika så ud til at fortsætte dets moralske lederskab – snart ledet af suveræne Hillary Clinton. Vesten virkede, som om vi igen var parat til at omfavne den humanisme, der har gjort os stærk.

Desværre er alt kun blevet værre i løbet af det år, vi nu er på vej ud af:

Vesten, som vi kender det – siden Anden Verdenskrig stadig tættere bundet sammen af alliancer som FN, EU, NATO, konventioner og frihandel – er rystet. Dybt rystet. Ja, så hårdt ramt i grundvolden, at der er en fornemmelse af, at alt ramler.

Tag bare fem begivenheder fra det forløbne år, som hver for sig er historiske – og som tilsammen måske indvarsler, at den epoke, hvor vores værdier styrede verden, er ved at erodere:

For det første Storbritanniens farvel til EU: I juni sagde et flertal af briterne farvel og tak til det europæiske samarbejde. Hidtil havde EU været en enestående succes. Alle nationer på kontinentet søgte indgangen. Ikke længere. Nu er det legitimt at lede efter udgangen.

For det andet Europas terror: I juli buldrede en lastvogn ind i en menneskemængde i Nice, som fejrede Frankrigs nationaldag. 86 blev dræbt. Forleden gentog rædslerne sig i Berlin, da endnu en lastbil braste ind i et julemarked. 12 dræbte. Terror er efterhånden hverdag.

For det tredje Tyrkiets kup: I juli mislykkedes et kupforsøg mod den stadig mere autoritære Recep Erdogan. Lige siden har hans regime slået benhårdt ned på al opposition. Fra at være et land, der nærmede sig Vesten, går dette NATO-land nu mod diktaturet.

For det fjerde USA's valg af Trump: I november vågnede vi op til et mareridt, da et flertal af amerikanerne valgte reality-stjernen Donald Trump til præsident. EU rager ham en bønne, NATO kalder han en belastning, FN spild af tid. Han er nu den frie verdens leder…

For de femte Aleppos helvede: I december kulminerede fem års mareridt i Syrien, da diktator Bashar al-Assad og halvdiktator Vladimir Putin massakrerede tusinder. Det Arabiske Forår er i den grad blevet til Winter is Coming. Aleppo er vor tids Guernica. Vor tids Srebrenica.

I dag er min optimisme fra begyndelsen af året, vekslet til en pessimisme, som jeg ellers ikke har følt siden 1980erne, da Den Kolde Krig hærgede. Ér er, at så meget går galt. Noget andet er, at det, der historisk virker, er helt ude af balance:

Vesten ramler!

Alt det der med historiens endeligt, fordi liberalismens frihedsidealer ultimativt havde sejret, som Francis Fukyama så smukt skrev om lige efter Muren Fald, og alt det der med Vesten som klodens globale beskytter af det ukrænkelige individ, var måske kun en parentes:

Der skulle bare ét terrorangreb til at svække os. Al-Qaedas angreb 11.9.2001 rystede os så meget, at vi svigtede vores idealer. Vi ville bombe os til fred – og selv om vi har dræbt hundredtusinder og atter hundredtusinder siden, er det kun blevet værre.

Krigen mod terror, som blev erklæret af George W. Bush og som reelt er fortsat under Barack Obama, har været et langt anslag mod humanismen – med Guantanamo, Abu Ghraib, hemmelige fængsler, tortur, droner, indskrænkninger af rettigheder, vold, overvågning, hærgen med mere.

Op igennem 2000erne og 2010 har vores politiske ledere opgivet tanken om at lede gennem det gode eksempel, gennem opbygning af alliancer og gennem en retfærdig fordeling af samfundets goder – og i stedet for at bygge bro har lederne gravet grøfter.

I 1980erne var situationen også kritisk – men så fik store statsmænd isen til at tø. Mandela, Gorbatjov, Reagan, Thatcher, Kohl, Genscher. Nu spejder jeg efter dem, der kan gøre mig til optimist i 2017. Der er én: Merkel. Men mon hun også falder i år?