Stop dopinghykleriet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der har altid været et stort element af hykleri i diskussionen om doping. Men efter Den internationale olympiske Komite, IOC, har vist sig ude af stand til at reagere konsekvent på den lammende rapport om statsstyret doping i hidtil uhørt omfang i Rusland, er hykleriet blevet dobbelt. Den eneste konsekvente beslutning havde naturligvis været at udelukke Rusland fra deltagelse i olympiaden i Brasilien.

Det grundlæggende hykleri deltager vi alle sammen i. Vi elsker at sidde foran fjernsynet og se atleterne præstere det overmenneskelige, samtidig med vi ønsker at fastholde en illusion om, at sportsfolkene ikke indtager noget, der er stærkere end kaffe eller the. Intet sted har dette hykleri slået kraftigere igennem end i forholdet til professionel cykelsport. Verdens hårdeste cykelløb, Tour de France, er for længe siden omdøbt til "det rullende apotek". Men bemærk, at det ikke på nogen måde har svækket publikumsinteressen, som hvert år i juli når nye højder. Tour de France startede i 1903, og vinderen Maurice Garin sagde efterfølgende, at de 2500 km stod udvisket i hans erindring som "én lang, grå linje. Men jeg havde det svært på ruten. Jeg tørstede, jeg var ved at segne, jeg led." Og han kunne huske, at han græd hele vejen fra Lyon til Marseille. Den særlige Tour mytologi blev grundlagt fra starten, og samtidig med publikum nød den, spurgte de måske også sig selv, hvad der dog får mænd til at udsætte sig for sådanne lidelser?

Det har vi aldrig fået noget definitivt svar på. Fascinationen holder sig uændret. Men vi ved, at midt i 1960'erne var der så mange tilfælde af ryttere, der brød sammen under løbet, at myndighederne fandt det nødvendigt at begynde en mere systematisk kontrol mod rytternes indtag af stimulanser. Det udløste store protester blandt rytterne, og den elegante franskmand Jacques Anquetil sagde med rene ord, at "man skal være imbecil for at tro, at en professionel cykelrytter, som kører løb 235 dage om året, kan holde farten uden stimulanser."

Det er ikke så underligt, at det netop har været en arbejdersport som cykelløb, der har taget det store skrald med dopingopmærksomheden. Det tog mange år før erkendelsen bredte sig af, at der er doping i stort set alle sportsgrene, inclusive den definitive publikumsfavorit - fodbolden. Og nu er vi kommet så langt, at dopingkontrollen er alle steder. Aldrig har den været så effektiv i cykelsporten som nu, og aldrig har et Tour de France været så kedeligt, som det var i år.

Dopingkontrollen er blevet international, og det hidtil fornemste resultat af dette arbejde har været den lammende, gennemarbejdede rapport om det statsstyrede dopingprogram i Rusland. At IOC kunne komme uden om rapporten ved at sige, at de enkelte specialforbund må afgøre, om russerne kan stille op inden for deres område, er næsten lige så lammende som rapporten. IOC, hvor Kronprins Frederik sidder som medlem, kan altså enes om, at dopingkontrol er vigtig, men der er noget, der er vigtigere. Nemlig de kolossale pengestrømme, der flyder i international sport, og udløser den ene korruptionsskandale efter den anden. Rusland er så stor en spiller i dette system, at man ikke har mod til at sætte sig op mod Vladimir Putin & Co.

Lad os skære igennem hykleriet og indrømme, at det er i dopingkampen som i kampen mod narkotika: De små fisk bliver fanget og straffet. Bagmændene går fri.