Levakovic er Danmarks ansvar

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den politiske og folkelige reaktion på dommen over den kroatiske storsvindler Gimi Levakovic var ikke til at tage fejl af. Han skal ud af landet, og det kan kun gå for langsomt.

Jeg er uenig. Vi kan ikke bare sende problemer, der er groet i vores egen baghave, videre til udlandet. Det er uansvarligt. Levakovic har boet i Danmark, siden han var 2 år gammel. Han er derfor i det store hele lige så dansk som alle os andre. Levakovic er vores ansvar.

Ønsket om at tage så meget afstand som muligt fra den tyvagtige, voldelige og i enhver forstand stærkt usympatiske mandsperson er naturligvis forståeligt. Men at forslaget til en kur mod den slags samfundets bærme over en kam synes at være at sende dem til udlandet, virker ikke blot dumt, men også himmelråbende fantasiløst. Han har næsten boet i Danmark i hele sit liv, og det vil være synd at sige, at det har været nogen gevinst for samfundet. Men hvorfor i alverden ender det med at blive en diskussion om indvandring, menneskerettigheder og visum, at Levakovic er et kæmpe kvaj? Han er vel trods alt ikke blevet kriminel, fordi hans forældre er kroatere.

Hvis man hæver sig lidt over sin umiddelbare afsky for manden, har det nemlig næppe noget med graden af hans idioti at gøre, at hans forældre er fra Kroatien. Af samme årsag er en udvisning heller ikke en løsning, der giver vores samfund færre af hans slags at trækkes med fremover. Det er simpelthen en logisk fejlslutning, at når en brun mand begår kriminalitet, er løsningen er, at det skal være lettere at udvise kriminelle brune mennesker.

Desværre må jeg sige, at det er svært at forestille sig andre områder end det demokratiske, hvor der tages stilling og træffes beslutninger på baggrund af så fuldstændig komplet irrationelle forklaringer, som i denne sag. Forestil jer et scenario, hvor en svensk it-mand, der har boet i Danmark, siden han var to år, laver en fejl i et stykke kode. Efter få minutters overvejelse når ledelsen frem til, at årsagen til fejlen må være, at it-manden er af svensk afstamning. Han bliver fyret, og ledelsen beslutter sig for at stramme kraftigt op på ansættelsen af svenskere i fremtiden. Sådan var der nok ikke mange erhvervsledere, der ville reagere. Men reaktionen er parallel til det, der er sket i Levakovic-sagen.

Forbrydere skal straffes, og vi er for dårlige til at undgå, at børn og unge kommer ind på en kriminel løbebane. Men at vores kollektive reaktion på en muligvis utilstrækkelig straf af en kriminel er, at han skal udvises, er simpelthen for sløvt. Hvad blev der af reaktionerne, der handlede om, at vi skal øge sociale indsatser, SSP-samarbejde og alle mulige andre gode tiltag, vi ved virker? Det hele blev erstattet af et kortsigtet brøl om hævn og et politisk kapløb om at vise muskler og konsekvens. Politikerne blev vel fristet over evne, gætter jeg på, men jeg håber samtidig på, at vi kan mødes om løsninger, der ikke bare tilfredsstiller en kortsigtet hævntrang, men rent faktisk også griber fat om ondets rod.