De færreste forældre fatter, hvad deres børn laver digitalt

Hvis du har et barn eller en teenager i dag – eventuelt et barnebarn i den aldersgruppe – kan du være sikker på, at han eller hun tilbringer en stor del af sin tid på netværk og sociale medier såsom Instagram, SnapChat og Facebook. Derudover bruger poderne megen tid på at følge diversen blogs og vlogs (video blogs, der især følges via YouTube) samt chatforummerne i forlængelse af spil og salgsplatforme.

I den seneste tid har Radio 24syv haft succes med at sætte på dagsordenen, hvordan gymnasieelever nord for København brutalt omtaler og hænger medstuderende ud i skoleblade.

Den efterfølgende debat handler om, hvorvidt rektorerne på gymnasierne burde skride ind overfor og eventuelt lukke skolebladene.

Et argument mod en lukning af skolebladene er, at den grove omtale af medstuderende i så fald bare ville fortsætte på nettet og de sociale medier.

Og det er formentlig rigtigt.

Et eksempel på, hvor uendeligt lidt det batter at ’gå efter’ papirblade stammer fra modebranchen.

For et par år siden vakte det almen forargelse, da et papir-modemagasin trykte en billedserie med en model, der ud over tydeligvis ikke at være meget andet end et barn, så sygeligt tynd ud (se billederne her). Bladet blev med rette kritiseret for at fremme et dårligt skønhedsideal. Medieomtalen blev så massiv uden for mode-puppen, at folkene på modebladet blev presset til at påtage sig et medansvar for, hvordan unges skønheds- og kropsideal bliver påvirket negativt, når de ser kvinder med sygeligt udseende og uopnåelig tyndhed hyldet som smukke.

Den danske debat forslog dog som en skomager i helvede, da modellen kort tid efter blev booket til at gå modeshow for et stort, parisisk modehus, og hun har haft masser af modeljobs, siden debatten i den danske andedam om, hvorvidt hun så for tynd ud eller ej. Man kan se en liste over (nogle af) de jobs, hun har lavet, ved at klikke her.

Den igangværende debat om skoleblade bør ligeledes presse folk ud af pupperne i rektorkollegier og højere middelklassehjem, hvorfra de unge, som skriver og læser de grænseoverskridende skoleblade, kommer.

Problemet består dog al den stund, at modemagasiner såvel som skoleblade, kun udgør en lille bitte flig af det tæppe af informationer, billeder og videoer, børn og unge i dag, optager identitet og inspiration fra. Problemet er ustyrligt, for det findes – ud over på papir – primært på nettet og de digitale medier.

Hvad angår skønhedsidealer, er det især de billedbårne medier som Instagram og bloggere både fra Danmark og udlandet, der påvirker de unge.

Især de alenestående bloggere, der ikke skriver under et etableret medies brand, udgør et særligt stort problem. Mange af dem kolporterer et skønheds- og forbrugsideal, som en mikroskopisk antal gennemsnitlige, danske skolebørn kan leve op til. Vel lader de unge kvinder sig alene inspirere af disse bloggere. Men deres udtalte tyndhed, velhaverstil og ubehjælpsomme sprog er med til at sætte barren rigtig lavt for, hvad der gør en kvinde (eller mand) lykkelig og A-okay i 2016. Desuden kan man ikke gå i rette med alenestående bloggere, for de er deres eget brand og deres egen redaktør – de er ikke underlagt pressenævn eller andre instanser, man kan klage til, hvis de på den ene eller anden måde går over stregen.

Mange af de bloggere, der er populære på Instagram, ser uopnåeligt tynde ud. Og det er dem, børn og unge mange gange dagligt spejler sig i, når disse bloggere lægger nye billeder på Instagram og SnapChat (kaldes ’snappen’) og deres blogs.

Det er lidt det samme problem, der gør sig gældende med skolebladene på nogle nord-københavnske skoler. Hvis rektorerne lukker bladene, flytter den form for omtale bare et andet sted hen. Og de unge er ekstremt dygtige til at finde de ’steder’ på nettet, hvor tingene sker. De sender små film på Instagram, SnapChat og YouTube, skriver på YouTube, Minecraft, Facebook, sms'er og mailer og har i det hele taget indtaget den digitale verden som var det et parrallelunivers, hvor voksne ikke har adgang.

Hvor vi andre som børn måske drømte om at tage til Mars og skabe et nyt univers, er børn og unge i dag allerede rejst – de har dobbelt statsborgerskab både i den digitale verden og i den globale, hvor de snildt kan være fordybet i forhandling med et barn på den anden side af jordkloden om byggeblokke i et spil eller udveksle videoklip af en person, som falder i en swimmingpool eller mod deres vilje dyrker sex. Det hele er blandet sammen, uregulerbart og grænseoverskridende.

En stor del af at være forælder, handler om at give slip. Hvis man har gjort det godt som mor eller far, forlader ens børn en en dag. Det, man kan gøre, er at ruste sine børn til at tage ud i verden både konkret og billedlig talt.

Hvad angår omtale af og omgang med andre mennesker, handler det om at give sine børn stærke værdier, der rækker ud over dem selv. Hvis jeg selv er materialist, ustandseligt er på kur og griner hånligt af andre mennesker, er der næppe noget at sige til, hvis mine børn går ud i verden med en ambition om at få en Audi, en Chanel-taske, være tynd og grine hånligt af andre. Hvis man selv nyfigent bladrer igennem sladder eller griner af folk, der dummer sig eller bliver hængt ud, er det det, man giver sine børn med ud i verden – hvad end det er den digitale eller den fysiske. Der er ingen forskel.

Og voksne er måske ikke særligt meget bedre end de unge, der den seneste tid med rette er blevet kritiseret for at skrive grænseoverskridende om deres skolekammerater.

Et eksempel på, at selv ’pæne’, voksne mennesker har en svaghed i dag for det grove, er den anonyme blogger Bitterfissen Bethany, der huserede for nogle år siden og som adskillige kulturpersonligheder hyldede for hendes ’mod’. Den tidligere Berlingske-kommentator og i dag Ekstra Blads mand, Mads Kastrup, anbefalede ligefrem bloggen. Lotte Thrane, der er forfatter og dr.phil., hyldede den anonyme skidtspreder, ligesom man kunne læse forfatteren Susanne Staun gøre det i kor med den daværende direktør for KVINFO, Elisabeth Møller Jensen. Fordi Bitterfissen Bethany skrev godt og i øvrigt kun var nedrig overfor folk, som dem, der hyldede hende, ikke kunne lide.

Bitterfissen Bethanys ’mod’ bestod i at skrive personfikserede tilsvininger af offentlige personer. Det har siden vist sig, at Bitterfissen Bethany er en kontorassistent, som i dag primært underholder på Instagram med at have været på en åbenlyst virkningsløs juicekur siden 2014, og fred være med det. Det relevante her er, at Bitterfissen Bethany viser, at voksne, såkaldt ansvarlige og teknisk set dannede mennesker på den måde kunne hylde en person, der ikke havde format til at lægge navn til sine perfiditeter, perfiditet, der var potentielt skadelige for ofrene og som givetvis har gjort nogle af ofrene rigtig kede af det. Alligevel skoggerlo selv mennesker, der i egen optik er pæne, søde, rare og kommer fra hjem med klaver, over hendes internetmobning af folk, der dybest set ikke havde gjort sig skyldige i andet end at ytre sig i det offentlige rum.

Der er ingen forskel på voksne menneskers begejstring for Bitterfissen Bethany og et grænseoverskridende skoleblad på et nord-københavnsk gymnasium eller et privat, erotisk billede sendt videre til mange andre end til den tiltænkte modtager. Det er de samme mekanismer, der er på spil: At sidde med et smørret grin over, at andre mennesker bliver hængt ud – tivoliseret og stigmatiseret, bare fordi de findes. Det er dybest set krænker-adfærd begge dele.

Helt grundlæggende gør vi unge mennesker en bjørnetjeneste, hvis vi uimodsagt lader dem sende udhængende billeder, skrive ubehageligheder i skoleblade og i det hele taget efterstræbe usunde og usympatiske idealer. Vi er nok også nødt til at løfte vores egen barre lidt og ikke sidde og fnise over sådan noget som en figur som Bitterfissen Bethany, skriver.

For mon ikke de fleste ordentlige arbejdsgivere vil betænke sig på at ansætte en ung fyr (eller kvinde), hvis de vidste, de havde sendt nøgenbilleder af en pige rundt mod hendes vilje? For hvis man kan finde på sådan noget, kan man vel næppe heller betros forretningshemmeligheder. Krænkelsen siger noget meget grimt og ubehageligt om krænkeren selv. Ofrene derimod må man tage hatten af for: Det må være sin sag at tage bussen, når der er risiko for, at halvdelen af passagererne har set en uden tøj på. Ofre for de her grovheder og forbrydelser, som trods krænkelsen af deres person formår at passe deres ting, er resistente og seje mennesker – kvaliteter som enhver arbejdsgiver snildt kan gøre brug af.

Hvad kan man så gøre? Rektorerne burde tale med endnu større bogstaver med de unge, der udgiver grænseoverskridende skoleblade. Hvis man skriver sådan noget bras om andre mennesker, bør man have en advarsel og en snak om, at den slags ikke duer ude i samfundet. Og hvis man igen skriver sådan noget, ja, så kan man ikke gå på skolen. Tænkt hvis man tog den form for opførsel med sig ud på en arbejdsplads. Det går jo ikke, og det må de unge lære. For deres egen skyld.

Som forælder må man følge med i, hvad ens barn laver, og sørge for at være i kontakt med barnets venners forældre, så der er enighed mellem de voksne om, hvad der er i orden og hvad der bestemt ikke er. Det er at svigte børnene, hvis de forledes til at tro, det går an at le hånligt af folk, der helt sikkert ikke selv synes, det, de optræder i, er sjovt at få ud i en bredere offentlighed.

Helt grundlæggende må voksne blive bedre til at følge med i, hvor børn og unge egentlig bevæger sig. Især på mobil, net og computer. Selvom man måske lige akkurat kan svinge sig op til at bladre i et blad, så må man som voksen udvide sin horisont og få en profil på Instagram og andre medier, så vi kan forstå, hvad det er, de unge spejler sig i.

Det er de voksne bag eleverne på de nord-københavnske gymnasier og alle os andre, der må ind i kampen og gøre os den ulejlighed at finde en plads i den rumraket, der er skudt af sted på vej ind i det nye univers, det digitale udgør. Månen, Mars og alt det der ude i rummet er håbløst oldschool. I dag er det universet ude på nettet, der tæller. Tidligere generationer havde Neil Armstrong og John F. Kennedy. Nutidens unge har bloggerne Masha Vang og Nikita Klæstrup. Sådan er virkeligheden. Og det må vi forholde os til.