Send ham dog hjem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man må tilgive mig, at også jeg tager fat i sidste søndags batalje mellem Clement Kjersgaard og Mette Frederiksen, men den var ikke bare skandaløs, den var symptomatisk for tidens politiske debatfjernsyn.

Man kan spørge sig, hvad DR efterstræber med et program som ”Vi ses hos Clement”. Forbillederne er vel delvis amerikanske talkshowværter som Jimmy Fallon og tidligere Jon Stewart med de indledende stand-up-brandere, som igen i søndags faldt til jorden for Clement Kjersgaard som vingeskudte fugle. Hvad han end er, morsom er han ikke.

De amerikanske forbilleder ser man aldrig invitere politikere for derefter at flå dem. Der hersker almindeligvis den forestilling, at man skal behandle sine inviterede gæster ordentligt, også selv om de er politikere.

”Vi ses hos Clement” har et strukturelt problem, i og med at gæsterne så klart forskelsbehandles. De unge og kreative ”kulturpersonligheder”, i søndags repræsenteret af en rapper og en feministisk højskolelærer, får alt muligt friløb, de bliver nærmest slikket bagi af en fidel studievært, selv om de bestemt kunne have haft godt af lidt modspil.

Helt anderledes da Mette Frederiksen dukker op. Hun får med den grovfil, der er reserveret til politikere: Kjersgaard er fra ”Debatten” vant til at kunne afbryde politikere, som han vil, de accepterer det hele. Mette Frederiksen har imidlertid denne aften brug for at kunne svare nuanceret og lader sig ikke gerne afbryde.

Hun er i en penibel politisk situation på grund af den radikale omlægning af Socialdemokraternes asylpolitik og ser talkshowet som en mulighed for at forklare sig. »Jeg går ud fra, at du har inviteret mig i studiet for at få en forklaring,« forsøger hun sig på et tidspunkt med. Nej, »for at stille dig nogle spørgsmål og få nogle svar,« lød hans goddag-mand-økseskaft-svar.

Men hvad skal hun svare på spørgsmålet, om den socialdemokratiske asylpolitik er »en rar og sympatisk politik« – ja eller nej?

Kjersgaard teede sig som en flabet skoledreng i forsøget på at få ”klare” svar på sine ja-nej-spørgsmål. »Du gentager dig selv, det har vi hørt,« afbrød han med. Men hvad med hans egne evige gentagelser.

Det var ufattelig dårligt fjernsyn, og informationsgraden var absolut nul.

”Mediefolket” har efterfølgende lukket rækkerne omkring Kjersgaard. Ikke blot hans DR 2-redaktør, men journalister alle vegne vifter rutinemæssigt med ytringsfrihedsflaget, så snart han kritiseres. Men tv-værtsregimentet har taget overhånd. ”Vi ses hos Clement” føjer sig til andre debatprogrammer, hvis mål det evigt er at ”afsløre” magtfulde politikere med Journalisthøjskolens bedste redskaber. Resultatet er, at debatterne ender i rent mundhuggeri , og informationsniveauet svinder ind til ingenting.

Så hvad stiller man op med magtbegærlige tv-værter? Hvem vogter vogterne? Den enkleste løsning er at fyre dem, når de begynder at tro, at de kan gå på vandet, når de som Kjersgaard bilder sig ind, at de selv er budskabet. Kjersgaards realityshow er dybest set ligegyldige – send ham hjem! ”Debatten” er vel ikke et demokratisk problem, men pinligt og beskæmmende for det repræsentative demokrati.

Man må undre sig over, at politikere godvilligt stiller op til spanking, hver gang ”Clement” kalder, især til ”Debatten”. Er de bange for at kræve en ordentlig og respektfuld behandling? Eller måske snarere for at sige fra og siden blive forbigået. De skal vide, at de sandsynligvis ville have hovedparten af en pinligt berørt befolkning bag sig, hvis de tog sig sammen.