Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Bevægelsen fra teenagetid over ungdom til voksentilværelse er hverken en sørgelig afvikling eller en march mod nye mål. Det er en byttehandel

Værtinden flår papiret af gaven og udstøder et begejstret skrig, inden hun kaster sig ind i venindernes favn. Buffeten er allerede proppet med dyre flasker rødvin, gavekurve, elegante tørklæder og gavekort til Illums Bolighus, men denne pakke tager prisen: en ølbong i latex, formet som et menneskeligt kranium med tilhørende rygsøjle. Hvordan kunne de vide, at det var netop sådan én, hun manglede?

Kalorius skal afprøves, skal den, og da jeg står nærmest, bliver jeg udnævnt til prøvekanin. Det hørte til dagligdagsforteelserne, dengang vi gik i gymnasiet sammen, men nu er det immervæk længe siden, jeg har tragtet en øl. På den anden side: Det er jo ligesom at lære at cykle, så jeg gaber glad om rygsøjlen. Eller skulle jeg hellere kalde den en columna? Det er jo immervæk en ph.d.-grad i medicin, vi fejrer.

DAD-MAN: David Jacobsen Turner er 34 år og far til to. Han har passe- ret det magiske vendepunkt, hvor man ikke længere prø- ver at se ældre ud. Han rapporterer fra ”the rush hour of life” og jagten på den magiske balance mellem ægteskab, karriere, forældreskab, venskaber og fritid.

I Marcel Prousts berømte romanværk ”På sporet af den tabte tid” dypper hovedpersonen Swann et stykke madeleinekage i en kop lindete, og smagen sender ham straks ned ad mindernes allé. Præcis sådan har jeg det med at drikke øl af tragt.

Derfor undrer det mig heller ikke nævneværdigt, da jeg kort efter får øje på dig i mængden af mennesker på dansegulvet. Du er den unge Dadman. Ranglet, selvsikker, cirka 17 år gammel, og jeg kan ikke finde ud af, om du er pisseirriterende eller en herlig ung mand. Men sådan er det jo i komplicerede relationer – de er en blanding af kærlighed og had, og man skiftevis beundrer og misunder hinanden. Det er ikke let at indrømme, men jeg har læst, at man skal være ærlig over for sig selv, so here it goes:

Jeg misunder dig den tid, du lever i. Du har givetvis ikke indset det, men verdenshistorien peaker lige nu, midt i din teenagetid i 90’erne. Du er hverken bange for russere, islamister eller arbejdsløshed, og du har kun et fnys tilovers for de få klassekammerater, der skeler til beskæftigelsesmuligheder, når I snart skal til at vælge studium.

Til gengæld er jeg ret overbevist om, at du misunder mig min garderobe. Den der åbne, koksgrå skjorte over en Calvin Klein-T-shirt med vulgært stort logo gør ikke noget godt for dig.

Jeg misunder dig dine illusioner, dine søndag eftermiddage i øvelokalet med bandet og din tro på, at talentet rækker til at skrive en banebrydende generationsroman.

Til gengæld må du misunde mig visheden om, at det hele gik godt, og at jeg havnede på rette hylde.

Jeg når aldrig at tale med dig, for hver gang jeg baner mig vej hen over dansegulvet mod dig, støder jeg ind i en, jeg kender: dine klassekammerater i voksenudgave, der ganske som ventet forblev dine bedste venner, så vi i dag er faddere til hinandens børn. Hende der fra parallelklassen, hvis navn jeg først ikke kan huske, men da det bliver genopfrisket, husker jeg pludselig en særlig aften på diskotek Flintstone i Søborg. Værtinden, hvis dansemoves er nøjagtigt de samme som dengang, de blev udført i Festsalen på gymnasiet, men okay – soundtracket er jo også det samme.

Men nu får du mit budskab på skrift i stedet:

Bevægelsen fra teenagetid over ungdom til voksentilværelse er hverken en sørgelig afvikling eller en march mod nye mål. Det er en byttehandel. For hver eksistentiel uvished, der bliver afklaret, modtager du en ny bekymring, og når du afleverer din fornemmelse af ubegrænset tid, kvitterer livet med en intens følelse af altings vigtighed.

Det helt store vendepunkt bliver fødslen af din førstefødte. Det sekund, du står med ham i armene, vil du indse, at du har haft dit livs sidste sorgløse dag. Dén tanke må ligge dig fjernt i disse år, hvor du cykler rundt på syrenduftende villaveje med Star Pilsner i Salomon-rygsækken og grandiose planer i hovedet, men den er god nok. Fra og med den skelsættende dag vil du selv i dine allergladeste stunder have en lille, nagende bekymring i baghovedet: Har børnene det nu godt?

Til gengæld vil du lige siden, minimum én gang om dagen, føle et strejf af ægte, uforfalsket lykke. Det kan godt være, at resten af dagen har været et morads af vasketøj, småskænderier, søvnmangel og størknede havregryn på møblerne, men når den febersyge datter så putter sig ind til én og endelig holder op med at skrige, får man det der lille stik i hjertet, der gør det hele tåleligt.

Da det er tid til at bryde op, er du forsvundet, men vi skal jo også hver sin vej. Du er på vej mod teenageværelset i Brønshøj, mens jeg skal hjem til det trygge kernefamilie-revir på Nørrebro og ligge i ske med min hustru.

Nej, det bliver ikke hende den uopnåelige og komplicerede femme fatale, du sværmer for lige nu – og Gud, hvor er hun egentlig ordinær, men det kan du selvfølgelig ikke se – men lad mig bare berolige dig med, at den rigtige faktisk findes derude et sted.

Et-nul, sucker, og godnat.

Næste morgen er jeg ikke helt så sikker på stillingen. Da du ved 12-tiden ruller om på siden, famler efter fjernbetjeningen og ser McGyver redde verden ved at bygge en helikopter ud af to renseribøjler og en knækket ispind, har jeg været oppe i seks timer. Jeg har mæglet i fem søskendekonflikter, repareret en forulykket Lego-helikopter og læst Rasmus Klump højt med entusiastisk stemme, selv om jeg egentlig ikke kan fordrage de bøger.

Du sjosker rundt med en kop kaffe og hører Smashing Pumpkins på de der åndssvagt store gulvhøjttalere, som jeg har skaffet mig af med, og om lidt griber du fastnettelefonen og ringer til en homie for at spørge, om I skal mødes til fælles tømmermandsfordrivelse og måske leje en film i Playtime. Måske regner du med, at telefonrør, cd’er og videoudlejning stadig vil findes, når du når min alder? Eller skænker du det overhovedet en tanke? Sikkert ikke.

Det var i hvert fald hyggeligt at få et glimt af dig. Skal vi sige, den ender uafgjort?

Læs flere klummer:

Krisemanden: Midtvejskrisen kom bragende, da jeg havde brugt 25 år på at savne roen

Storbytøsen:  Grænselandet mellem næsten voksen og ægte voksen

Udkantsimmigranten: Hvorfor har jeg taget en enkeltbillet til Vendsyssel?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.