Lars lovede os, at Danmark ikke skulle blive som Sverige

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På lørdag skal du se fodbold. Eller også skal du ikke. Men landskampen mellem Danmark og Sverige bliver svær at undgå, hvis du ejer et tv, en radio, tablet eller mobil, for de 90 minutter plus returopgøret på tirsdag afgør ikke alene, hvilket af de to landshold, der skal med til europamesterskaberne i Frankrig næste år, men har tillige symbolværdi i den standende politiske strid mellem de to nabolande.

Striden kommer ikke ud af det blå, men også ud af det gule, rød og hvide og ud af den krisetilstand, som Europa befinder sig i på grund af den eksplosionsagtige migration sydfra, især fra arabiske og muslimske områder i krig, kollaps, kataklysme, krise og korruption. En hel masse k’er, faktisk, som i sidste ende har ikke så lidt med Koranen at skaffe, fordi den hellige bog kan bruges og bliver brugt til en masse lort og meget lidt lagkage.

For at det ikke er løgn, handler krisen, som du nok allerede har gættet, desuden om os selv, særligt vesteuropæernes fraværende forsvar af deres egne lande, kulturer og økonomier. Det sportslige arvefjendeopgør er færdigspillet i Parken tirsdag aften. Den danske, svenske, norske, tyske, franske, hollandske, belgiske, østrigske, italienske, græske og vesteuropæiske krise fortsætter og risikerer at udvikle sig til en tilstand, en ny normal, som de vistnok sagde i Danske Bank engang for længe siden.

Vor statsminister er imidlertid rolig. Som han forklarede til JP onsdag, hører han ikke til dem, der bekymrer sig unødigt. Morgendagens problemer er morgendagens, mañana. Hvis du ikke synes, Lars fra Græsted fremstår som den typiske spanier, så tager du fejl. Han ligner måske en prøjser og lyder sågar som én indimellem, men han er i virkeligheden en af naturens muntre sønner, når det gælder Danmarks overlevelse som det Danmark, du troede du kendte. Det får vente, mens han haster videre til næste møde med de afrikanske ”ledere”, der sjovt nok opfordrer EU’s stats- og regeringsledere om at huse og brødføde endnu flere afrikanere.

Sandheden er, at Lars er som Helle, hende den forrige, der desværre ikke ser ud til at blive noget stort i FN. Vi hænger på hende, og vi hænger på Lars. Han lovede os ved det seneste folketingsvalg, at Danmark ikke skulle blive som Sverige, og jeg var selv en af de få, som troede ham. Jeg var dum. Jeg håbede. Det var bare snak.

Nu er det i stedet Sverige, der tager de første skridt til at blive mere som Danmark (var), men ingen af delene vil sandsynligvis være tilstrækkeligt til, at vi kan overdrage noget, vi kan være glade for og stolte over, til vore børn og børnebørn, der kommer til at vokse op i et stedse mere segregeret, usikkert og islamiseret Danmark – med mindre vi tager skeen i den helt anden hånd og forsvarer vore grænser. Nu.

Den folkekære historiker Palle Lauring, der slet ikke havde papir på at være historiker, men skrev dem, der havde, ned under gulvbrædderne, og fortalte nationens historie i en lang række lysende kapitler, sagde det, som det var – og er – allerede i 1985, for præcis 30 år siden i et radioforedrag om folkevandringer (ca. 52 min. henne):

»Vel er alle lige, men alle er ikke ens, og jo mere fremmede de fremmede bliver, jo vanskeligere bliver processen med at få dem til at glide ind, og her mangler en klar linje.«

Den kulturblinde rettighedstankegang slår med andre ord ikke til, hvis vi vil forstå, hvad der sker i verden omkring os. Det er ikke nok at uddele asyl og statsborgskab med den ene hånd og stikke den anden i lommen og vende den anden kind til, for så bliver vi mildest talt taget ved næsen. Vi er alle lige i vort land. Men vi er også forskellige, og en af de afgørende forskelle udspringer af kultur.

Migration handler også i høj grad om kultur. (1) Om at muslimer gerne vil bo sammen med muslimer – det er trods alt det Koranen handler om – men uden det sekteriske kaos, der klæber til muslimske lande og områder, og (2) at mange af tilvandrerne helst er fri for at arbejde for føden og husly. De globaliserede europæiske velfærdstater honorerer begge krav – i hvert fald i en tid, indtil midlerne ebber ud: Hos os findes der allerede udbredte muslimske diasporaer – Sverige er som bekendt et foregangsland – og hos os står velfærdsstaterne klar med velfærd til alle, uanset hvor lidt tilvandrerne har bidraget eller kommer til at bidrage til staternes økonomiske fundament.

Det er en eksplosiv cocktail, og det er just, hvad et voksende antal svenskere – og måske endda danskere – forstår i disse år ud af lutter frustration snarere end akademisk fordybelse. Nu er svenskerne tilmed begyndt at ytre sig lidt om emnet, tøvende, men alligevel, mens de mere anonymt truer med at stemme på Sverigedemokraterne, de lede sataner.

Det er en såre fremmed tid, vi lever i. Når man går i seng om aftenen, har man kun en ringe fornemmelse af, hvad den nye dag bringer. Solen står op i øst, over Malmø og Gøteborg. Men ingen kender dagen eller aner, hvem der griber den. Som børn går vi rundt i tusmørket. Alt kan blive anderledes, alt kan gå i stå, alt er til forhandling, afståelse og frigivet til udsalg. Intet er sikkert. Bortset fra at jeg skal se fodbold på lørdag.