Kulturlivets nye alliancer
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Kunstmuseet Aros’ norske direktør, Erlend Høyersten, lagde sig for nylig ud med museumsverdenen i hjemlandet. I et interview med avisen Aftenposten opfordrede han nemlig den norske regering til at skære i den offentlige støtte til norske kunstmuseer. Han mener, at det er den eneste vej til nytænkning, og han blev i avisen citeret for, at »der er nærmest noget kommunistisk over et kulturliv, som er 100 pct. statsligt finansieret. At man kender politikere og byrødder, øger chancerne for at få større tilskud. Det er usundt.«
Erlend Høyerstens udtalelser har udløst en lavine af kritik fra norske kulturaktører og museumsfolk, der ikke mener, han har forstået det store. Men Erlend Høyersten burde om nogen vide, hvad han taler om, for han er hvert år tvunget til at finde 70 pct. af Aros’ budget andre steder end i statens kasser. Og det ser faktisk ud til at gå ganske godt for det snart endnu større museum, der er godt på vej til at være landets bedst besøgte museum og endda står foran en ambitiøs udbygning finansieret af for en stor dels vedkommende private fondsmidler.
På Aros som på en række andre danske kulturinstitutioner har man lært, at samarbejdet med sponsorer, fonde og erhvervsliv ikke nødvendigvis er af det onde, og at det netop kan være med til at skabe den nytænkning, som Erlend Høyersten efterlyser hos sine norske kolleger. Han lægger da heller ikke skjul på, at det er årene på Aros og i Danmark, der har givet ham et nyt syn på den statsstøttede museumsverden i Norge.
Det er imidlertid ikke kun hans norske, men også mange af hans danske kolleger, der ikke deler det synspunkt. I hvert fald ikke hvis man skal dømme på baggrund af reaktionerne på de besparelser på 2 pct. af driften, som stort set alle statsinstitutioner skal gennemføre, hvis det står til Venstre-regeringens finanslovsforslag. For de danske kulturinstitutioners vedkommende skal der i alt spares 600 mio. kr. de kommende fire år.
Men reaktionerne fra den væsentlige del af kulturlivet har været en lang begrædelse af fremtidsscenariet. 2 pct. mindre og dansk kultur lukker og slukker, har indtrykket været, nærmest som en bekræftelse af forfatteren og oversætteren Jakob Levinsens ord. Han, der er aktuel med debatbogen ”Gå bare selv”, sagde for nylig i et interview i Information om nedskæringerne, at: »Omgående blev det højlydt udlagt som at ”skære ned på kulturen” som sådan, hvad det i kulturens natur aldrig nogensinde kan blive. Alligevel bliver debatten lynhurtigt en konkurrence på undergangsscenarier, og det er tosset, fordi der ligger mange væsentligere diskussioner udenfor, der bliver overset blandt de mange råb og skrig om, at enden er nær.«
Pointen er, at det ofte ender i en konkurrence om klynk, der forhindrer, at nogen fortager sig noget. Der kan findes mange gode og bæredygtige argumenter for, at kultur er et meget dårligt sted at spare, også selv om der er krise i resten af samfundet. Men når det er et vilkår, kan man lige så godt benytte lejligheden til at tænke nyt.
Som kommunikationsdirektør Christian Have er inde på i Jyllands-Posten onsdag, er det en kærkommen lejlighed til, at kulturlivet indgår nye alliancer med erhvervslivet og andre sponsorer, som kan se en stor fordel i at blive kædet sammen med kulturinstitutioner, både fordi det udgør en brandingværdi og en mulighed for at rekruttere nye medarbejdere.
Det er ikke en vej uden faldgruber, og det kræver en bevidsthed om, at erhvervslivet kun er interesseret i at få deres navn forbundet med noget konkret, men sjældent er interesseret i at betale vedligeholdelsen af murstenene, men det åbner også mange nye muligheder. Spørg blot på Aros.