Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Drop stopuret i livets legetøjsbutik

Præstationssamfund og præstationsangst. Når man kan vælge alt, hvad vælger man så? Og hvordan overlever man uden dét, man vælger fra?

I den by, hvor jeg bor, er der to barer. Der er cirka 300 meter imellem dem, og tager du turen fra den ene til den anden, bliver du spurgt, hvad du har lavet ude i den anden ende af byen. Den ene har primetime sidst på eftermiddagen, hvor den anden gerne holder åbent, til havmågerne skriger morgenstunden ind. Derfor er det nemt at vælge, hvor man skal hen.

Jeg har flere venner, der periodevis lider af angst, stress og depression, end venner, der ikke gør. Vi kan godt diskutere en diagnose-epidemi, vi kan godt sige, at der er inflation i betegnelserne. Og jeg er egentligt ligeglad med, hvad vi kalder det. Jeg konstaterer blot, at præstationssamfundets ofre er os, der vågner med et hjerte i galop, kaostanker og insisterende bange anelser. Omend vi er placeret i verdens – på papiret – lykkeligste land. Omend langt de fleste af os har alle muligheder for at forsyne os i uddannelser, udlandsrejser og uendelige privilegier.

Den gang i 1980’erne, da jeg voksede op, var det den helt store gevinst at få lov at tømme en eller anden butik på to minutter. En Fona, en BR eller en OBS. Du kunne bare skrabe til dig. Alt det, du overhovedet kunne bære af sodastreamers og sejlersko. Du skulle blot nå målstregen, inden tiden løb ud. På sidelinjen stod familie eller venner og heppede, og studieværten holdt øje med de røde digitaltal, der talte ned. Nogle blev forsigtige og tog kun én ting ad gangen, mens andre fejlkalkulerede favn-kapacitet eller skridtlængde og missede målstregen. Potentiel landsdækkende ydmygelse i den bedste sendetid.
Scenariet har noget tilfælles med den mulighedernes rejse, vi i min generation er blevet sendt på. For når man kan vælge alt, hvad vælger man så? Og hvordan overlever man uden dét, man vælger fra? I dag er bedste sendetid ikke begrænset til søndag kl. 20. Twitter, LinkedIn, Facebook, Instagram, Tinder, Skype, YouPet og så videre. Vi er online og hele tiden i en form for udveksling af nyerhvervede kompetencer, fortjenester og glatpolerede højglansbilleder, som hverken viser en hel virkelighed eller er mulige at leve op til. Og dagen kapitulerer ikke længere lidt over midnat med pauseskærm og hyletone.

Jeg vidste godt, at jeg ikke savnede den langsommelige landsby, jeg var vokset op i. Byen, hvor det ikke var muligt at komme fra A-B efter kl. 18, medmindre ens forældre ville køre én. Det ville de heldigvis gerne, og gudsketakoglov for det.
Den klaustrofobiske stilhed, der sænkede sig, og som føltes uendelig, røvsyg og selvmordstruende for en teenager, som gerne ville opleve verden. Eller i det mindste bare det, der skete i Aalborg. Eller Aabybro. Jeg vidste godt, at jeg ikke savnede det lille samfund, hvor jeg følte mig anderledes, hvor alle kendte alle, og hvem der havde slået hvem til havnefesten.
Men jeg vidste ikke, at jeg savnede roen. Jeg vidste blot at noget ikke var, som det skulle være.Der manglede pauser. Fra facere og Joe & the Juice. Fra den evindelige strøm af indblik og inputs, invitationer til livet, som bombarderer og penetrerer igennem et tyndt filter.

I København var natten altid ung. Og før vi havde sat os, skulle vi aftale, hvor vi skulle hen bagefter. TrykBar, Bo-bi Bar, Harbobar. Grotten eller D’Angleterre. Man bliver apatisk, når man får for mange valgmuligheder.
Jeg mener, at det er en livsopgave, som ung og som forældre, hvis lysten er der, at sende børnene af sted ind i butikken, men der er ikke nogen, der skal sætte uret på de famøse to gange 60 sekunder. Der er ikke nogen, der skal have lov at bilde os ind, at det hele skal nås lige nu, og at man kun er en værdig vinder, hvis man kommer ud med favnen fuld.

Da jeg var lille, fór jeg altid vild, når jeg var med mine forældre ude og handle. De mente selvfølgelig, at det var et trick, jeg havde udviklet, da jeg opdagede, at man både fik slik og sodavand, mens en salgsassistent gjaldede ens navn ud over butikken, så forældrene kunne afhente én ved informationen. Jeg mener selv, at jeg blot var eventyrlysten og nem at distrahere.
Jeg er siden faret vild i livet mange gange, og selv om det godt kan være skræmmende ikke at vide, om man er på gangen med low carb high fat-produkter eller engangsvaskeklude, ville jeg ikke være det foruden. Vi skal jo fare vild for at kunne finde hjem igen. Hvor end hjem er.

Nok har folk også travlt uden for storbyerne, de har også børn og jobs og fritid, der skal passes. Men der er sgu ikke så meget FOMO* her i den modne banan. Der ikke så mange ting at vælge imellem, og vi når nok det, der skal nås.
Mens man ligger i Vesterhavet og venter på en bølge, der kan tage surfbrættet med, er der ingen, der kan nå én. Du er i bund og grund alene, som du er det i livet, og holder du dig ikke oppe ved egen kraft, drukner du. Her er indtrykkene monotone; rytmiske bølgeslag, padl ud, vent, undgå at sluge for meget saltvand. Og i den stilhed og kamp når man måske ind til noget, man kan bruge ude i den virkelighed, som omslutter os det meste af tiden.
Der kan godt hænge havgus i gaderne her i Ukendtsdanmark, men der er aldrig langt hjem.

 


*FOMO – Fear Of Missing Out. En betegnelse, der bruges til at beskrive den angst, der opstår, når man går glip af noget.

Følg mig også på Instagram - jeg hedder vandkantsimmigranten

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.